Annonce
Midtsyd

Klumme: Glæde

Lars Kristensen, der er forstander på Agerskov Ungdomsskole, er ugens klummeskribent. Privatfoto
Annonce

Det glæder mig, når du glæder dig, og derved bliver vi alle glade.

Lige nu er det mørkt, vi har en verdensomspændende pandemi, et politisk spil om tillid og en ikke-eksisterende logik, der drøftes og debatteres næsten alle steder. Det ser sort ud, og livet kan virke kedeligt og uretfærdigt.

Med det in mente kan man spørge, om vi kan tillade os at snakke om glæde og lykke og være glade og lykkelige. Mit klare svar er ja - jeg vil sige, at netop derfor skal vi snakke om glæde og lykke og sætte mål med at gøre hinanden glade og bringe lykke.

”Godt nyt til alle os, som ikke er rige. Man bliver ikke lykkelig af mange penge, men af hverdagens små gode gerninger”. Det kunne lyde som det glade julebudskab, men det er benhård videnskab. ”Man kan øve sig på at blive lykkelig. Det har bare ikke noget med penge at gøre,« siger Tor Nørretranders, der har skrevet bogen ”Glæd dig”.


Jeg er overbevist om, at glæden er noget, vi alle er født med, som ligger derinde og vil ud

Lars Kristensen, klummeskribent


Børn og barnlige sjæle er fantastiske til at glæde sig. Tænk på, hvordan de små glæder sig til mangt og meget, glæden ved at være sammen i familien eller glæden til juleaften. Det er en jomfruelig glæde, der kommer dybt indefra. Jeg er overbevist om, at glæden er noget, vi alle er født med, som ligger derinde og vil ud.

Når den sættes i spil, udløser det stoffer i kroppen, der virker som naturlige rusmidler, og som venter på at komme frem og hjælpe os, når det ser allermest sort ud. Videnskaben har jo bevist, at når glæden er der, er det med til at udløse hormoner i kroppen – hormoner, der giver en form for rus. Så lad os blive afhængige af den rus, den er gratis, og den har ganske få bivirkninger – lad os glæde os og blive berusede.

Det store spørgsmål kan være, om vi har glemt at glæde os? Er verden i dag så slem, at det er umuligt at glæde sig? Der bliver udskrevet recepter på lykkepiller i kassevis, men lykkepiller skaber ikke lykke, de forhindrer depressioner. Man kan ikke købe lykke og glæde, man skal selv gå på jagt efter glæden og selv skabe glæden. Vi skal bare øve os i det og finde den barnlige sjæl frem. Hvordan gør man så det, vil mange nok spørge. Mit bud kan være:

- Smil, og sig noget pænt til andre

- Hjælp folk omkring dig

- Lav frivilligt arbejde – meld dig frivilligt til små opgaver

- Fortæl dine nærmeste, at de betyder noget for dig

- Sæt små konkrete mål, eksempelvis at få tre personer til at smile i dag

Ovenstående er fem handlinger, som for mig er ret enkle, de er forholdsvis lette at udføre og er for mig opnåelige mål. Jeg siger ofte til mine egne børn og mine elever: ”Husk at gøre mindst en spejdergerning hver dag”. Ligeledes ret enkelt.

Vi nærmer os den gode juletid. Når jagten på juleglæden og lykken går i gang, behøver det ikke at være i form af dyre og materielle gaver. Lad os gå på jagt i os selv, lige der, hvor vi er, og lad os finde de enkle medmenneskelige gaver, der giver os ægte glæde og lykke.

Hvor svært kan det være?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Skrydstrup: Ildsjæle klarer julepynten

Midtsyd

Klumme: Farvel til 2020

Midtsyd

Jels: Vikingerne glæder sig til sommer

Midtsyd

Klumme: Glæde

Annonce