Annonce
Midtsyd

Klumme: Os, der venter

Johannes Gjesing, Gram, Fole og Højrup sogne, er ugens klummeskribent. Arkivfoto: Thomas Holl
Annonce

Advent er ventetid, hvor vi gør klar til julen. Meget af livet består i at vente. Lige nu venter vi på en vaccine. Eller også venter vi på det rette job, på den rette partner. Vi venter altid på et eller andet.

Det var i adventstiden, at telefonen for snart mange år siden ringede. I røret gav en ældre kvinde sig til kende. Det var Misse, der gerne ville have besøg af præsten. Anledningen var nu ikke så festlig. Hun ventede nemlig på at dø. Lægen havde netop fortalt hende, at hun næppe levede julen over. Vi aftalte, at jeg skulle komme næste dag kl. 11.

Med salmebøger og bibel drog jeg afsted. På døren hang en seddel: ”Må ikke forstyrres mellem 11 og 12. Besøg af præsten”. Det var Misses børn, der lukkede op. Jeg vil tro, de var omkring de 70 år. Alle var påvirkede af de dystre udsigter.

I soveværelset var Misse. Hun havde i dagens anledning fået en fin kjole på. ”Hvordan har du det?”, spurgte jeg, da vi var alene. ”Jooo”, sagde Misse, ”jeg har ikke ondt, og jeg har haft et langt og godt liv. Det er nok, som det skal være”. ”Er der noget, du er ked af?”, spurgte jeg. ”Ja, det er jo derfor, du er her. Jeg er ked af, at jeg aldrig fik lært mine børn at gå i kirke. Det skal vi have rettet op på”, svarede hun, mens hun smilte med sin tandløse mund.


Misse beklagede sig til lægen, for nu havde hun allerede forstyrret præsten, og det gør man ikke igen, mente hun

Johannes Gjesing, klummeskribent


Vi fandt et par salmer, hun kunne lide. Så blev den aldrende børneflok kaldt ind. ”Jeres mor har bestemt, at vi skal holde en lille gudstjeneste”, sagde jeg, mens Misse nikkede. Og så sang vi ”Dejlig er jorden”. Jeg sang for, Misse virrede med hovedet, og børnene græd. Men sådan ville Misse det.

Efter gudstjenesten sagde jeg farvel til Misse. Hun fortalte, at hun håbede at dø snart: ”For æ ve nødi læg julen ouer”. Det trak imidlertid lidt ud. Misse beklagede sig til lægen, for nu havde hun allerede forstyrret præsten, og det gør man ikke igen, mente hun.

Misse fik sin vilje. Kort før jul var vi samlet i kirken for at tage afsked. Vi sang ”Dejlig er jorden”, for den kendte børnene jo. Og så blev Misse båret ud.

Sådan endte Misses liv i vores verden. Nu venter hun på opstandelsen.

Livet er for så vidt en lang ventetid. Ventetid kan være dejlig. Ventetid kan også være barsk, for livet er ikke altid smukt. At ”jorden er dejlig” er derfor noget, vi får forkyndt. Den er dejlig, fordi det er denne verden, som Gud har velsignet. Det skete julenat i en stald i Betlehem, da Jesus blev født og tændte et lys i mørket for os, der venter …

Glædelig advent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Året der gik

Midtsyd

Året der gik

Annonce