Annonce
Midtsyd

Kolibrien i Vojens lavede gå-stafet: Gitte og Patrick nød både motionen og fællesskabet

Gitte Schwarz fra Vojens og Patrick Kjer fra Over Jerstal er kommet i værestedet i flere år. De holder af fællesskabet, men også af de mange gode arrangementer, som tirsdagens corona-venlige gå-stafet. Foto: André Thorup
Overvældende mange brugere deltog i Kolibriens gå-stafet, der løb af stablen tirsdag. Selvom værestedet for psykisk sårbare borgere i Vojens og omegn ikke har været ramt af nedlukning, er behovet for samvær stort.

VOJENS: Motion er godt – og især i fællesskab med andre.

Kolibrien i Vojens var da heller ikke længe om at stable et hyggeligt arrangement på benene, da Landsforeningen for væresteder (LVS, red.) bød ind med afholdelsen af en gå-stafet for deres medlemmer.

- Her på Kolibrien har vi lavet en lille festdag ud af det og byder dagen igennem på pølsehorn, kage, slikposer og drikkevarer. Borgerne har selv været med til alt det praktiske omkring dagen, fortæller værestedsmedarbejder Gitte Jepsen.

Værestedsmedarbejder i Kolibri, Mona Otte, sætter en streg for hver runde, som deltagerne er gået. Foto: André Thorup
Der var sørget for både vådt og tørt til gå-folket. De heldige fik også en trøje i dagens anledning.  Foto: André Thorup
Det er brugerne selv, som står for alt det praktiske bag events som gå-stafetten. Det giver selvtillid, at være med til at stable et arrangement på benene. Foto: André Thorup

Interessen for at deltage i gå-stafetten havde sprængt alle rammer i år.

- Vi har 30 tilmeldte deltagere – det er mange. Tilmeldingen har været tilsvarende høj på de andre væresteder rundt omkring, så LVS har slet ikke kunnet levere nok af de trøjer, som deltagerne får sponsoreret. Men sådan er det, og det bliver en god dag uanset. Vi har alle brug for, at der sker lidt ekstra i hverdagen i de her corona-tider, tilføjer værestedsmedarbejder Mona Otte.

Annonce

Et mål med at gå

En af dem, som gik tirsdagens rute på én kilometer rigtig mange gange, var Patrick Kjer fra Over Jerstal.

- Det er fantastisk med den her gå-stafet. Jeg går både for mig selv, for så kan jeg vende nogle tanker i hovedet, men også med de andre - for hyggens skyld, fortæller 30-årige Patrick, der er førtidspensionist.

- Jeg prøver i det hele taget på at gå meget i hverdagen, for jeg vil gerne tabe mig – og så er det sundt at komme ud og røre sig. I dag er der så ovenikøbet et mål med at gå, og det kan jeg godt lide.

Kolibrien er blevet hans livline til verden.

- Jeg er kommet her i fem år, og det har ændret mit liv. Før sad jeg bare for mig selv derhjemme og spillede computer. Her på Kolibrien har jeg fået en masse bekendtskaber og nogle venner. Det er rart at finde ud af, at man ikke er alene, og at alle har noget at bøvle med i livet, fortæller Patrick, der én af de yngste brugere.


Jeg er kommet her i fem år, og det har ændret mit liv. Før sad jeg bare for mig selv derhjemme og spillede computer. Her på Kolibrien har jeg fået en masse bekendtskaber og nogle venner.

Patrick Kjer, værestedsbruger


Værestedet Kolibrien

Kolibrien er et uvisiteret værested for psykisk sårbare borgere i Vojens, Gram, Bevtoft og Haderslev. Borgerne kan komme ind fra gaden og deltage i socialt samvær, samt deltage i forskellige aktiviteter, som blandt andet svømning, badminton, gåture, kreativt-værksted og madlavning. Værestedet hjælper også med at kontakte offentlige myndigheder eller anvende computer. Kolibrien er medlem af Landsforeningen af væresteder LVS, og har omkring 80 brugere i alderen 20 – 80 år.

Værestedet har ikke været ramt af nedlukning efter jul, men af restriktioner. Borgerne er således mødt ind på skift i to hold af 12 personer.

Annonce

Godt for psyken

Også for Gitte Schwarz er stunderne på værestedet uundværlige. For selvom den 50-årige kvinde bor sammen med mand, børn og hund i Vojens, kan hun som førtidspensionist godt føle sig forkert ude i samfundet.

Der var rig plads til hygge og afslapning udenfor i det gode vejr. Foto: André Thorup

- Her behøver man ikke have det dårligt med, at man lever anderledes end de fleste. For det gør man, når diagnosen siger psykisk sårbar, og man ikke længere kan være på arbejdsmarkedet, fortæller Gitte i et kort drikkepause-stop under gå-stafetten, som hun nød i fulde drag.

- Det er nemmere at komme afsted, når det er sammen med andre. Især her under corona, hvor så meget stadig ikke kan lade sig gøre, er det godt at komme ud. Det er godt for psyken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Toftlund får nærpolitistation

Annonce