Annonce
Midtsyd

Koncert i Gram: Jørn Jeppesen er trådt et skridt frem på scenen

Jørn Jeppesen udgav i august sidste år sit debutalbum, ”Odense Banegård”, og siden er det blevet til en lang række koncerter på spillesteder over hele landet. Foto: Jan Nanfeldt
Jørn Jeppesen har en lang karriere i musikkens verden bag sig – blandt andet som manager for Kim Larsen. Nu har han valgt at satse på en karriere som solist. Fredag den 14. februar spiller han med sit band i Gram.
Annonce

Gram: - Jeg ved godt, at jeg ikke er 17 år. Til gengæld har jeg et langt liv at fortælle om.

Jørn Jeppesen skulle passere de 50, før han valgte at springe ud som solist på den danske pop- og rockscene. Men selv om det er en høj alder i musikbranchen, er han på ingen måde en novice i dansk musik, og han har ganske rigtigt oplevet en hel del i sit liv.

Blandt andet var Jørn Jeppesen i en lang årrække manager for navne som Kim Larsen, Anne Linnet og Sigurd Barrett, og dertil kommer masser af år med sangskrivning og optræden foruden en håndfuld år som rytmeguitarist og korsanger i Kim Larsens band, Kjukken.

Det var da også selvsamme Larsen, der indirekte gav Jeppesen modet til at prøve musikerdrømmen af. Mere om det senere.

Jørn Jeppesen udgav i august sidste år sit debutalbum, ”Odense Banegård”, og siden er det blevet til en lang række koncerter på spillesteder over hele landet. Fredag den 14. februar spiller han sammen med sit band på Gram Slot. Nærmere betegnet i Den Holstenske Lade.

Det bliver en aften, der primært byder på Jørn Jeppesens egne popsange og tekster, der tager udgangspunkt i hans eget liv og erfaringer.

Jeg havde masser af idéer til sange på min telefon, og i den periode fik jeg skrevet op mod en halv snes sange, som senere kom med på min debutplade, ”Odense Banegård"

Jørn Jeppesen

Annonce

Fik guitar som 15-årig

Jørn Jeppesen blev født på Stevns i 1967. Som 15-årig fik han en guitar, og selv om musikken hurtigt kom til at fylde meget, valgte han en anden levevej.

- Jeg arbejdede i en bank, men fik på et tidspunkt lyst til at prøve noget andet. Derfor tog jeg som 21-årig til Odense for at spille musik på caféerne. Min plan var at blive der et halvt år, måske et helt - men jeg er der endnu, smiler 53-årige Jørn Jeppesen.

Han uddannede sig samtidig til EDB-assistent og blev i 1992 ansat ved det daværende TeleDanmark, hvor han i fem år arbejdede som programmør, mens han dyrkede musikken i fritiden.

- Jeg spillede på caféerne, og på et tidspunkt blev jeg også forsanger i kopibandet Killer Queen, hvor vi spillede sange af engelske Queen. Det var helt nyt med tributebands dengang, fortæller Jørn Jeppesen.

I 1997 skiftede han erhvervsmæssigt spor, da han søgte og fik et job som booker ved bookingbureauet Danartist, som blev drevet af nu afdøde Frank Steen. Det var her, han første gang stiftede bekendtskab med Kim Larsen.

- På et tidspunkt opstod der uenigheder mellem Frank Steen og Kim, og en dag i januar 2001 blev jeg ringet op af Frank Steen, som fortalte, at Kim gerne ville mødes med mig dagen efter. ”Kan du lave 100 jobs i løbet af året”, spurgte han. Det var jo en kæmpe chance, og jeg spurgte, om jeg måtte vende tilbage 14 dage senere. Det lykkedes mig at lave 80 koncerter, og herefter overtog jeg Kim Larsen i Danartist-regi, fortæller Jørn Jeppesen.

Annonce

Begyndte for sig selv

Jørn Jeppesen følte dog også, at han på grund af uenighederne mellem Frank Steen og Kim Larsen kom i klemme mellem de to, og i august 2002 meddelte han Kim Larsen, at han ville sige sit job op og i stedet etablere sit eget managementbureau.

- Jeg husker tydeligt, at jeg fortalte Kim om min beslutning, mens vi sad i turbussen. Jeg sagde til ham, at jeg meget gerne ville arbejde sammen med ham fremover, men at det så ville blive i mit eget regi. ”Det behøver vi ikke at snakke så meget om, Jørn. Jeg følger naturligvis med dig”, svarede Kim. Og sådan blev det, siger Jørn Jeppesen, som i november 2002 stiftede firmaet PFM Management, hvor han foruden Kim Larsen blev manager for en lang række andre danske navne. Firmaet holdt til i Odense, men havde også en afdeling i København.

Der var dog ikke kun en rent forretningsmæssig relation mellem Kim Larsen og Jørn Jeppesen.

- Han spillede tit sine demoer for mig – blandt andet de sange, der senere udkom på pladen ”Sange fra glemmebogen”. Jeg opfordrede ham også til at optræde akustisk sammen med Kjukken – noget, han egentlig ikke var meget for, siger Jørn Jeppesen med henvisning til den turné, der fulgte i kølvandet på glemmebogspladen.

Jørn jeppesen har efterhånden spillet en hel del koncerter med sit band. To af musikerne - trommeslageren Jens Langhorn og bassisten Jesper Haugaard - har ligesom Jeppesen en fortid i Kim Larsens tidligere band Kjukken. Foto: Jan Nanfeldt
Annonce

På scenen med Kim Larsen

Jørn Jeppesen fik succes med sit bureau, og årene gik. Men i 2013 var det tid til en forandring.

- Det var kommet til at handle lidt for meget om omsætning. Jeg var kommet for langt væk fra musikken, og derfor lejede jeg et lille kontor i Odense, og samtidig valgte jeg at satse på udelukkende at være manager for Kim Larsen og Magtens Korridorer, siger Jørn Jeppesen.

Og snart var der nye forandringer på vej. For i 2014 fik Kim Larsen rygproblemer, og han spurgte derfor, om Jørn Jeppesen ville øve hans guitarroller op forud for den turné, der blev indledt i begyndelsen af 2015. Som udgangspunkt ville Kim Larsen se, om han stadig kunne magte rytmeguitaren. Kunne han ikke det, stod Jeppesen klar til at aflaste ham.

Og der blev brug for hans hjælp, og derfor gjorde Jørn Jeppesen i løbet af turnéen de øvrige musikere selskab på scenen som medlem af Kjukken.

- Jeg synes, at det var rigtig dejligt at spille med Kim, og der er ingen tvivl om, at han trak mig i en kreativ retning. Han var også glad for den bredere lyd, bandet hermed fik, siger Jørn Jeppesen, der nåede at spille 177 koncerter med Kim Larsen & Kjukken.

I december 2017 fik Kim Larsen konstateret prostatakræft, og derfor måtte han og Kjukken aflyse en planlagt vinterturné. Den ufrivillige pause brugte Jørn Jeppesen blandt andet på at arbejde med egne sange.

- Jeg havde masser af idéer til sange på min telefon, og i den periode fik jeg skrevet op mod en halv snes sange, som senere kom med på min debutplade, ”Odense Banegård”, fortæller han.

Annonce

Nu skulle det være

Jørn Jeppesen nåede at spille en sidste turné med Kim Larsen & Kjukken i sommeren 2018, inden sangeren afgik ved døden. Det var et hårdt slag for Jeppesen, men da han havde sundet sig lidt oven på tabet af sin ven, besluttede han sig til selv at satse på en karriere som solist.

- Jeg var til producermøde i København den 1. november 2018, og så begyndte jeg at indspille måneden efter, siger Jørn Jeppesen.

Efterhånden tog albummet form. Første soloudspil, ”Aldrig gå alene”, udkom i februar sidste år, og et halvt år senere kunne Jørn Jeppesen så sende sit debutalbum på gaden. Siden er det som nævnt blevet til en hel del koncerter, hvor Jeppesen bakkes op af et fire mand stort band.

Og det kan godt være, at han kom lidt sent i gang med sin solokarriere, men den gode Jeppesen hviler bestemt ikke på laurbærrene.

- Jeg udsender faktisk en helt ny sang samme dag – 14. februar – som jeg spiller i Gram. Den har fået titlen ”Du skal selv finde hjem”, og så skulle der gerne komme en ny plade i sensommeren, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Klumme: Bag facaden

Midtsyd

Ugens klumme: Sommerferie 2020

Annonce