TOFTLUND: Bag kulisserne har de lokale aktører længe stået klar til at tage fat i udviklingen af Toftlund.
I en pressemeddelelse skriver Tønder Kommune nu, at arbejdet med masterplanen for bevægelsesområdet officielt er skudt i gang. Den aktuelle corona-situation betyder dog, at det er nødvendigt at tænke kreativt og digitalt for at fastholde det lokale engagement. Blandt andet derfor har Toftlund Udviklingsråd genlanceret Borgerrådets Facebook-side, så den kan understøtte det videre arbejde med udviklingsplanen over de kommende år.
Spørgsmålene
Hvordan drømmer I om, at bevægelsesområdet kommer til at se ud? Hvilken stemning kunne I godt tænke Jer, der var i området? Hvilke ønsker har I til områdets fremtidige brug?
Som noget af det første bliver der rakt ud efter børnefamilierne.
- Vi ved, at børnefamilierne er ekstra pressede i den her corona-tid. Derfor opfordrer vi alle, forældre og bedsteforældre, til at gå ind på Facebook-siden og bruge ti minutter på at besvare de tre spørgsmål, lyder bønnen fra byudvikler i Toftlund, Liselotte Krodal, som tiltrådte den tidsbegrænsede stilling på to år i august 2020.
Liselotte KrodalVi ved at børnefamilierne er ekstra pressede i den her corona-tid. Derfor opfordrer vi alle, forældre og bedsteforældre, til at gå ind på Facebook-siden og bruge ti minutter på at besvare de tre spørgsmål.
- Der er meget at tage fat i og en rigtig spændende opgave at arbejde med. Med den her corona-krise kommer vi lidt anderledes fra start, men det hindrer os ikke i at fortsætte digitalt, tilføjer hun og uddyber:
- Vi lukker for svar den 10. februar, og vi vil senere lægge en opsamling af svarene på Facebook-siden. I sidste ende er det jo borgerne selv, som er eksperter i deres by, så vi har brug for deres drømme og input.
Opgaven med masterplanen for bevægelsesområdet i Toftlund udføres i perioden frem mod sommeren 2021. Den aktuelle corona-situation kan betyde, at perioden forlænges, og at nogle af aktiviteterne udskydes.
Det er arkitektvirksomheden Arkitema, der er blevet valgt til at løse opgaven.