Annonce
Midtsyd

Nej tak til hamsterhjulet: Mia fra Nustrup vil opleve verden på fire hjul

Lejligheden er sagt op, og den tidligere håndværkerbil, en Opel Movano, bliver snart Mia og Steffans nye hjem på ubestemt tid. Privatfoto
Mia Hahn Zeerow og kæresten Steffan Holzmann har solgt alt de ejer for at tage på roadtrip gennem Skandinavien og resten af Europa. Allerede om en måned flytter de ind i den van, som skal være deres hjem på ubestemt tid.

NUSTRUP: Da Mia Hahn Zeerow var 12 år, mistede hun sin bedstefar efter et langt kræftforløb.

- Hans død påvirkede mig meget. Og den har præget mit livssyn, for allerede dengang tænkte jeg, at man skal huske at leve livet, så længe man har det, fortæller Mia.

At leve livet, det blev – og er - at rejse ud i verden for 25-årige Mia, der er født og opvokset i Nustrup.

På rejsen gennem Europa, der starter engang i august, fortsætter Mia med at skrive for faste og nye kunder, mens Steffan skal tage billeder med blandt andet en medbragt drone og bestyre rejsebloggen, backpackingtheworld.dk, og Instagramprofilen @backpackingtheworld, hvor parret foreløbig har 10.000 følgere. Privatfoto

Det trygge barndomsunivers blev da også hurtigt for lille for Mia, så ikke lang tid efter hun fik studenterhuen fra STUK i Toftlund, tog hun det første skridt mod København. Det var for at læse til multimediedesigner, at hun senere flyttede til Herning sammen med kæresten Steffan. Nærmest samtidig oprettede hun sin egen virksomhed, »Tekstunivers«.

- Jeg droppede ud af multimediedesigner-uddannelsen, efter at have bestået første eksamen, for det var ikke det, jeg skulle. Det var mit kald at skrive. Ikke som journalist, for jeg er introvert og bryder mig ikke om at ringe til folk og interviewe dem, men jeg kan godt lide at skrive, og jeg fik hurtigt en fod indenfor fagområdet.

I de otte år, parret har været kærester, er det blevet til flere længere rejser til blandt andet Maldiverne, Thailand, Filippinerne, Bali og Australien.

Annonce

Arbejdet rejser med

Nu er Mia og Steffan, der kommer fra Vojens, ved at planlægge deres næste store roadtrip gennem Europa – for man skal ikke glemme, hvor smukt der er i sin egen baghave, lyder det fra den rejselystne sønderjyde.

- Vi fik for alvor blod på tanden, da vi for nogle år siden kørte rundt i Australien i en måneds tid. Det der med at rejse på budget, leve et simpelt liv, og have den luksus at kunne stoppe op et sted, fordi det ser spændende ud - eller bare fordi man har lyst, er fantastisk. At opleve andre lande og kulturer sætter et nyt perspektiv på det hele, fortæller Mia, som rejser ud med arbejdet under armen.


Vi fik for alvor blod på tanden, da vi for nogle år siden kørte rundt i Australien i en måneds tid. Det der med at rejse på budget, leve et simpelt liv, og have den luksus at kunne stoppe op et sted, fordi det ser spændende ud – eller fordi man bare har lyst, er fantastisk.

Mia Hahn Zeerow


- Som selvstændig tekstforfatter er det meningen, at jeg undervejs skal lave rejsereportager med tips og guides. Nyttige informationer og input, som Steffan og jeg selv har manglet, når vi har været ude i verden, tilføjer Mia, der lige om lidt kommer til at leve ret langt fra det hamsterhjul-liv, som hun for alt i verden ikke vil være en del af.

- Vi har sagt vores lejlighed op, og solgt alt vi ejer. I stedet for har vi købt en Opel Movano, en håndværkerbil, som vi flytter ind i på fuldtid om en måneds tid. Rent corona-mæssigt regner vi med at kunne komme afsted i august. Inden da skal livet i vanen afprøves, ting skal fixes og males, så vi er helt klar, når vi tager afsted.

Lidt om Mia

Mia Hahn Zeerow

25 år

Født og opvokset i Nustrup

Tekstforfatter med første semester af multimedieuddannelsen i bagagen, grundlægger af "Tekstunivers"

Kæreste med Steffan Holzmann, der stammer fra Vojens

Børn er der ingen af endnu, men parrets dansk/svenske gårdhund, Zita, skal selvfølgelig med på turen, som starter i Norge - og som er på ubestemt tid.

- Vi har ingen andre planer, end at vi skal ud og opleve verden. Men et barn ville ej heller være nogen hindring for os. Det tager vi, som det kommer, siger Mia.

Du kan følge de rejselystne sønderjyder Mia og Steffan på rejsebloggen backpackingtheword.dk, på Instagramprofilen @backpackingtheworld_og på YouTube.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Toftlund får nærpolitistation

Annonce