AGERSKOV/ÅRHUS: Det meste af deres liv har sporten haft højeste prioritet.
Sådan er det ikke helt mere for håndboldspiller Sofie Bæk Andersen, til daglig playmaker på ligaholdet Silkeborg-Voel, og hendes bedre halvdel, Haderslev-drengen Jacob Tjørnelund, der i dag spiller i forsvaret i Hobro IK.
I august blev de nemlig forældre til deres førstefødte, lille Viktor, og det har betydet, at Sofie tog en pause fra håndbolden. Men kun kort – eller nærmere ultrakort, ville de fleste nybagte gennemsnitsmødre med en efterfødselskrop på overarbejde nok mene.
- Uanset om du er håndboldspiller eller ej, så er det nok altid en omvæltning at blive mor. Men vi har været heldige at få en dreng, som er nem og veltilpas. På den måde har det været ret overskueligt at komme i gang med håndbolden igen, fortæller 26-årige Sofie, som var tilbage på holdet efter to en halv måned med amning og bleskift på fuldtid.
Sofie Bæk AndersenUanset om du er håndboldspiller eller ej, så er det nok altid en omvæltning at blive mor. Men vi har været heldige at få en dreng, som er nem og veltilpas. På den måde har det været ret overskueligt at komme i gang med håndbolden igen.
- Det lyder mere voldsomt, end det er, for man starter jo op stille og roligt. Jeg ammer stadigvæk og fortsætter med det, så længe det kan lade sig gøre. Jeg kan godt lide det, det er godt for Viktor. Det giver noget tryghed, og det fungerer bare.
- Som professionel sportsudøver ser man nok tingene fra et andet perspektiv. Får vi for eksempel at vide, at anklen er forstuvet, og at det er nødvendigt at tage en pause i nogle ugers tid, så er man med garanti tilbage på banen efter nogle dage. Det samme gælder efter en graviditet - selvfølgelig under forudsætning af, at man selv føler, at ens krop tillader det, og i samarbejde med læge og fysioterapeuten, forklarer den nybagte mor og tilføjer:
- Efter så mange år med sport på topplan, og dertilhørende skader, så er man bare blevet rigtig god til at lytte til sin krop.
Føler sig privilegeret
Selvom der ikke er noget, der hedder en lang barsel for en professionel håndboldspiller, så føler hun sig alligevel privilegeret.
- Jacob og jeg er aldrig væk hjemmefra hele dagen. Vi har træningen og kampene, og man kan ikke bare droppe en kamp, fordi ens far fylder 50, men som udgangspunkt har vi en meget fleksibel hverdag. Så med lidt hjælp fra vores søde barnepige kan vi vente med at få Viktor i institution et godt stykke ude i fremtiden. Vi har ikke travlt med at få ham sendt afsted og nyder den her tid så meget, siger Sofie.
Var det svært for dig som professionel at tage beslutningen om at blive gravid?
- Jeg har altid vidst, at jeg ikke først ville vente med at blive mor til engang i 30´erne, for jeg skulle ikke risikere slet ikke at kunne få børn. Der er også et liv efter håndbolden. Efter en periode med flere skader var sidste år en perfekt tid at blive gravid i. Og vi var heldige, at det lykkedes hurtigt, siger Sofie.
Blå Bog
Sofie Bæk Andersen
26 år
Født og opvokset i Agerskov
Professionel håndboldspiller og indretningskonsulent hos eurodan-huse, som hun holder orlov fra pt
Kæreste med fodboldspiller Jacob Tjørnelund, der er fra Haderslev, som hun har Viktor på fire måneder med
Ungdomspiller i blandt andet Agerskov UF, Rødekro IF samt SønderjyskE Ungdom
Seniorkarriere i SønderjyskE (2012-2014), Skive fH (2014-2015), playmaker i Silkeborg Voel KFUM siden 2015-
- Som playmaker er man en vigtig brik på holdet og beslutningstager. Jeg har på intet tidspunkt følt mig presset til at komme tilbage hurtigt, men om man vil eller ej, så føler man jo, at man skylder klubben noget, når man har været ude i mange måneder.
Sofie Bæk AndersenJeg har altid vist, at jeg ikke først ville vente med at blive mor til engang i 30´erne, for jeg skulle ikke risikere slet ikke at kunne få børn. Der er også et liv efter håndbolden.
Første jul sammen
Sofie er taknemmelig for, at livet som nybagte forældre med to sportskarrierer går op i en højere enhed. Men hun har da også haft sine små dyk.
- Jeg skal være ærlig og sige, at jeg i visse situationer også har været presset med en lille baby og en håndboldkarriere samtidig. Hvem er det, jeg gør det her for? Er det for mig, mit barn, for klubben? Men overordnet er jeg super glad for hurtigt at kunne få noget tilbage fra det liv, jeg havde, inden vi fik Viktor. Men at blive mor har også givet mig en ekstra dimension i livet. Det er trods alt mange timer om dagen, man bruger på sporten, fastslår Sofie, der glæder sig ekstra meget til at komme hjem til familien i Agerskov, hvor hun er født og opvokset, for at holde jul.
- Vi er i Sønderjylland, så ofte vi kan. Det er faktisk første gang, Jacob og jeg holder jul sammen. Det bliver bare os, mine forældre, min søster og min mormor. Og vores baby selvfølgelig. Det bliver så hyggeligt.