Annonce
Midtsyd

Sonja stopper ved gryderne i Rurup: Siger farvel efter 19 år

I 19 år har Sonja Christensen rørt i gryderne som kogekone i Rurup Forsamlingshus, men nu er hun gået på pension. Foto: Thomas Holl
I 19 år har Sonja Christensen været kogekone ved masser af arrangementer i Rurup Forsamlingshus. Nu går hun på pension.
Annonce

Rurup: Siden 2001 har Sonja Christensen rørt i gryderne som kogekone i Rurup Forsamlingshus, men per 1. december er det slut.

- Tiden er kommet til at gå på pension. Det er selvfølgelig lidt vemodigt, men jeg er også afklaret. Nu skal der nye kræfter til, siger Sonja Christensen, der bor i Toftlund og som er blevet hyret til at stå for maden ved utallige fester de seneste 19 år.

- Vi har været virkelig glade for Sonja, der er blevet brugt af rigtig mange mennesker i forbindelse med fester gennem årene. Vi synes også, at det er vemodigt, men heldigvis er vi i gang med at køre en afløser i stilling, siger Steffen Buhl fra forsamlingshusets bestyrelse.

Sonja Christensens afgang er i øvrigt ikke det eneste, bestyrelsen må forholde sig til for tiden.

Forleden sagde bestyrelsen for Rurup Forsamlingshus farvel til Sonja Christensen. Fra venstre ses Steffen Buhl, Kirsten Jensen, Elsebet Hørlück og Jens Christensen Thuesen. Jes Ebsen Møller var fraværende. Foto: Thomas Holl
Annonce

Hjælpepakke er ingen hjælp

- Vi har måttet aflyse en masse arrangementer i år. En del fester er udsat til næste år, og derfor kan vi økonomisk godt klare 2021, hvor der er booket fester og andre arrangementer jævnt hen over hele året, siger bestyrelsesmedlemmerne.

Imidlertid har man ikke haft held med at søge kompensation for faste udgifter.

- De hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, hjælper ikke, for de kræver, at man skal have mindst 25.000 kroner i faste omkostninger per kvartal. Det har de færreste forsamlingshuse – heller ikke os, siger Steffen Buhl.

Coronaen har dog også været godt for noget i forsamlingshuset.

- Da vi kun har haft godt en halv snes arrangementer i år, har vi brugt tiden til at male vægge, få slebet og lakeret gulve og gøre hovedrent. Og så har vi efter stor efterspørgsel etableret et kombineret rygerum og vindfang. Nu kan man stå i læ, når man skal ryge, siger bestyrelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Haderslev

I er bare for seje

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce