HADERSLEV: I seks et halvt år har han skrevet om alt fra byfester til jubilæer og ugens portrætter i Ugeavisen Midtsyd. Fremover er det imidlertid UgeAvisen Vamdrups læsere, der får glæde af journalist Thomas Holls historier.
- Efter en årrække i det midtsønderjyske er det nu tid til, at der skal ske noget nyt. Fremover skal jeg være journalist på UgeAvisen Vamdrup, og det er en opgave, jeg glæder mig rigtig meget til, siger Thomas Holl.
Det er dog ikke uden vemod, at den 48-årige fredericianer forlader avisen.
- Jeg har haft nogle rigtig gode år på Ugeavisen MidtSyd, ingen tvivl om det. Jeg har været glad for at lære det sønderjyske område at kende, og jeg har også mødt mange interessante mennesker siden oktober 2014, hvor jeg begyndte på avisen. Så jo, det er bestemt vemodigt, siger han.
Thomas Holl, journalistJeg har haft nogle rigtig gode år på Ugeavisen MidtSyd, ingen tvivl om det. Jeg har været glad for at lære det sønderjyske område at kende, og jeg har også mødt mange interessante mennesker siden oktober 2014, hvor jeg begyndte på avisen. Så jo, det er bestemt vemodigt.
Journalist Mette Henriksen, der overtog stafetten, efter at Ella Warming i 2019 efter 14 års tro tjeneste på ugeavisen gik på efterløn, fortsætter med at dække lokalområdet ved Gram, Toftlund, Vojens og Agerskov.
- På fællesredaktionerne i Haderslev og Tønder har vi et tæt samarbejde på tværs af aviserne, og vi drager stor nytte af at sparre med hinanden. Så selv om jeg må sige farvel til Thomas, er jeg ikke alene, siger hun.