Gram: Som så mange andre steder sætter myndighedernes corona-restriktioner også fortsat sit præg på Gram Fritidscenter, som reelt har været lukket ned siden jul.
Aktivitetsniveauet er yderst beskedent i disse måneder. Men noget sker der da.
- Nogle gange om ugen har vi besøg af skoleelever og børnene fra Børnehuset Nobi, og så har biblioteket åbent tre gange om ugen, og det er meget populært. Og nu, hvor eleverne i 0.-4. klasse jo lige begyndt i skole igen, vil de også have mulighed for at komme og bruge idrætsfaciliteterne, så vi kan få mere liv i huset, siger Søren Madsen, der er leder af fritidscentret.
Gram Fritidscenter får fuldt lokaletilskud til driften af Haderslev Kommune, mens caféen og køkkenet er kommercielt. Derfor var centerpersonalet i efteråret nødt til at tænke kreativt for at tjene penge i denne coronatid, hvor centret slet ikke bliver brugt i samme omfang som ellers.
Klager ikke
- Heldigvis har borgerne taget virkelig godt imod vores takeaway-koncept. Forleden, hvor vi blandt andet havde stegt flæsk med persillesovs på menuen, solgte vi 300 portioner, og det er rigtig meget. Normalt ligger vi på mellem 150 og 200 portioner på ugebasis, siger Søren Madsen og tilføjer:
- Men selv om der generelt ikke sker særlig meget i centret i denne tid, så skal vi ikke klage. Der er mange selvstændige erhvervsdrivende, som har det værre end os.
Søren Madsen, centerlederSelv om der ikke sker særlig meget i centret i denne tid, så skal vi ikke klage. Der er mange selvstændige erhvervsdrivende, som har det værre end os.
Søren Madsen håber som så mange andre naturligvis, at der snart er lysere tider og dermed også mere aktivitet i fritidscentret på vej.
- Jeg glæder mig til at mødes med de foreninger, der ikke har kunnet bruge centret i lang tid. Når samfundet bliver åbnet mere, end det er nu, kan det være, at nogle af dem ønsker at forlænge deres sæson, og så vil der for alvor begynde at komme gang i tingene igen, og det glæder alle ansatte sig til.
Friluftsbadet fylder rundt
Han glæder sig også til, at Gram Friluftsbad, der ligger ved siden af fritidscentret, runder 50 år lørdag den 29. maj.
- Vi arbejder på et stort jubilæumsarrangement, hvor der vil være noget for alle aldre. Vi håber at kunne markere det på selve jubilæumsdagen – naturligvis under de restriktioner, der måtte gælde til den tid - men derudover arbejder vi også med en række andre arrangementer, der skal markere jubilæet i det friluftsbad, som langt de fleste nuværende og tidligere Gram-borgere har et forhold til, siger Søren Madsen.
Hurtigtest i fritidscentret
Frontpersonalet i private virksomheder og offentlige institutioner i Haderslev Kommune kan i denne tid blive hurtigtestet for Covid-19 i Gram Fritidscenter, Haderslev Sundhedscenter og Sundhedscenter Vojens.
Testene foretages af Carelink, som er et af Danmarks største vikarbureauer indenfor sundhedssektoren. Bureauet vandt for nyligt et nationalt udbud på hurtigtest i Region Syddanmark, og testene foretages alle ugens dage fra klokken 9.00 til klokken 19.00.