Annonce
Nørrebro

16-årig varetægtsfængslet efter fyrværkeriskud mod politi

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Ung mand er sigtet for at have forsøgt at ramme politifolk med fyrværkeri på Nørrebro i København juleaften.
Annonce

En 16-årig ung mand er blevet varetægtsfængslet i 19 dage. Han er sigtet for juleaften at have skudt mod politiet med fyrværkeri på Nørrebro i København.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

Ved 19-tiden juleaften kom der flere anmeldelser om, at der blev affyret fyrværkeri omkring Blågårds Plads.

- Derfor sender vi nogle styrker derned for at vurdere området, og i den forbindelse er der en patrulje, der bliver beskudt med fyrværkeri, sagde efterforskningslederen Baris Tuncer natten til juledag.

Politiet anholdt på stedet en 16-årig dreng, der blev fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle den unge mand i 19 dage.

Baris Tuncer ønskede natten til fredag ikke at udtale sig om de nærmere detaljer i situationen af hensyn til en eventuel sag.

Efterforskningslederen har dog ikke umiddelbart oplysninger om, at civile skal have været i fare i forbindelse med affyringen.

I sidste uge blev straffen skærpet med en tredjedel for at affyre fyrværkeri mod borgere, politi eller brandvæsen.

Desuden er det slet ikke lovligt at fyre fyrværkeri af før 27. december. Fra den dag er det tilladt frem til 1. januar.

En lang række politikredse har den seneste tid meldt om problemer med grupper, der fyrer fyrværkeri af.

Onsdag blev en 22-årig mand anholdt og sigtet for at have skudt fyrværkeri mod andre i Roskilde.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce