Annonce
I byen

Asger led af spiseforstyrrelse: Nu åbner han mexicansk for at finde madglæden

Asger Tobias Brodtkorb og Benjamin Rasmussen Nikkhah kaster sig ud i et eventyr og åbner den 1. februar MexiHagen, en foodtruck ved Nørrebro Bycenter. Foto: Privat
To fyresedler og en spiseforstyrrelse skulle blive startskuddet til MexiHagen
Annonce

Den gamle talemåde om at ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget, det er der i det her tilfælde måske noget om. For det var en kærkommen fyreseddel fra jobbet i SAS, som Asger Tobias Brodtkorb og Benjamin Rasmussen Nikkhah modtog, da coronas første bølge ramte tilbage i foråret.

Fyringen af de to blev nemlig startskuddet til at udleve en fælles drøm. En drøm som godt nok skulle vise sig at være en tand mere omstændelig at udleve end først antaget.

Men vi skal lige et skridt tilbage i tiden.


Som det kommer tættere på, bliver jeg mere og mere nervøs. For hvordan vil jeg reagere, når jeg står og skal lave mad hver dag. Begynder jeg at tælle kalorier igen?

Asger Tobias Brodtkorb


Vi skal tilbage til sommeren 2018, hvor Asger Tobias Brodtkorb og Benjamin Rasmussen Nikkhah begge startede som kuffertdrenge hos SAS. De fandt hurtigt hinanden. Særligt var Benjamin Rasmussen Nikkhah en god støtte for Asger Tobias Brodtkorb, som tidligere havde lidt af en svær spiseforstyrrelse. Noget der i følge Asger Tobias Brodtkorb kunne være svært for de andre "mandemænd" i lufthavnen at forholde sig til.

Annonce

En særlig opskrift

De to venner komplementerede hinanden godt både på job og som venner. Derfor var det også nærliggende, at de nu skulle skabe noget sammen. Drømmen om en foodtruck lå lige til højrebenet og blev sparket til hjørne, for hvor svært kunne det lige være?!

- Vi levede i en naiv tro, om at det var nemt at åbne en foodtruck, men vi blev klogere. Det er slet ikke let, for der er mere end almindelig mange regler, der skal overholdes og diverse tilladelser, der skal søges. Havde vi ikke haft hinanden til at tale drømmen op, så er jeg ikke sikker på, at den var blevet til virkelighed, siger Asger Tobias Brodtkorb.

Asger Tobias Brodtkorb og Benjamin Rasmussen Nikkhah første møde med den foodtruck, de hentede på Fyn. Foto: Privat

Bilen blev skaffet efter et par måneder, konceptet blev renskrevet, navnet fundet og så var der opskriften. For det er ikke en hvilken som helst opskrift, MexiHagen har fået fingre i.

- Da Corona forhindrede os i at rejse direkte til tacoens hjemland, brugte vi i stedet rejseudgifterne på at skaffe en ganske en særlig opskrift, indhentet direkte fra en mexicansk ”mama”. Hun har lavet selvsamme ret, og solgt den fra sit eget lille gadekøkken det meste af sit liv. Denne formel følger vi til punkt og prikke for den komplette oplevelse, fortæller Asger Tobias Brodtkorb.

Annonce

Kærlighed til mad

MexiHagen er mere end bare mad og forretning særligt for Asger Tobias Brodtkorb. For ham er det lige så meget et forsøg på at genfinde hans forhenværende kærlighed til mad efter spiseforstyrrelsen, der ramte ham tilbage i 2013. Den startede med en svær afhængighed af mad.

- Som det kommer tættere på, bliver jeg mere og mere nervøs. For hvordan vil jeg reagere, når jeg står og skal lave mad hver dag. Begynder jeg at tælle kalorier igen? Jeg ved det ikke, men hvis jeg ikke udfordrer mig selv, så udvikler jeg mig heller ikke. Og så længe jeg er opmærksom på signalerne, skal det nok gå. Jeg ved hvornår, jeg skal trække mig og kender vejen tilbage, fortæller Asger Tobias Brodtkorb.

MexiHagens særlige opskrift som har gået gennem tre generationer i Mexico. Nu kan du snart smage den på Lygten. Foto: Privat

Ud over at ville lave mad med omtanke, gode råvarer og fremragende smag, så indgår madspild også som et tema i drengenes koncept. For de to venner vil ikke smide mad ud. Derfor vil der også kun være den mad, der er. Og når der ikke er mere, så lukker madbilen for dagen.

Asger Tobias Brodtkorb og  Benjamin Rasmussen Nikkhah slår dørene op til MexiHagen den 1. februar kl. 11.00 og skyder festen igang med gratis tacos til de første 100 personer. Ikke bare første dag, men de første fem dage. MexiHagen er at finde ved Nørrebro Bycenter.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

SF: Gør hver tredje bolig almennyttig

Annonce