Annonce
Byliv

Et åbent vindue startede Alis tragedie: Farverige fugle fløj væk i ly af natten

Her er knipset en af Ali Mussas fugle. Her sidder den på en altan på Hamletsgade. Foto: Camilla Jensen
Nørrebro og Nordvest rykkede sammen, da Alis fugle skulle findes.

Udover at stå op til en smuk morgen, så kunne beboerne i en baggård på Julius Bloms Gade torsdag morgen opleve fuglesang ud over det sædvanlige. I gården kunne spottes adskillige sangparakitter i det fri.

Men historien er faktisk ganske tragisk særligt for den fugleglade ejer, der måtte sande, at hans 15 små-venner var "fløjet fra reden".

Tilbage i  november blev corona for meget for Ali Mussa. I stedet for at blive sur og knotten fik han sig en corona-hobby - en passion for sangparakitter. Det startede stille ud med fire styk i løbet af november, men greb hurtigt om sig. Indtil onsdag aften var han oppe på 15 af de små fjerklædte venner.

Kun få af Ali Mussas 15 fugle er retur i buret efter en flyvetur. 9 fugle er gået tabt. Foto: Privat

Det var Ali Mussas datter, der ud på de sene aftentimer havde brug for en lille aften-snack. Hun listede ind i køkkenet og begyndte at kokkerere. Herefter åbnede hun vinduet, som hun plejer. Det hun ikke var klar over var, at familiens yngste ikke tidligere på dagen havde lukket burene, efter han havde haft fuglene ude. Resten tænker vi os lige til.

Annonce

Kigger på fugle

Vi har talt med Nikki Kjær, som er ven af familien. Hun var en af dem der kastede sig ind i kampen for at få fuglene tilbage til hendes barndomsvens far.

- Vi indtog Nørrebros gader bevæbnet med bløde skyts - fiskenet, tæppe og papkasse. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de fugle kunne være så svære at fange. Vi kæmpede bravt, fortæller Nikki Kjær.


Jeg er simpelthen så ked af det. Selvom der er kommet nogle retur, så gør det stadig ondt. De var som børn for mig.

Ali Mussa


Det var dog en noget nedslået og desværre også en tomhændet flok, som vendte tilbage til udgangspunktet ved Nørrebroparken. For selvom facebook-siden 'Det sker på Nørrebro' var mere eller mindre glødende af fugle observationer, så var det ikke lykkedes dem at fange en eneste sangparakit. Heller ikke de fugle, der var bleve spottet i Nordvest, var til at fange.

Dagen sluttede alligevel efter omstændighederne, som en lille succes for fuglefangerne. De endte med at fange to fugle, som stadig var i baggården. Dertil var der også kommet Nørrebroere med en lille håndfuld fugle i løbet af dagen. Desværre kunne det også oplyses, at to af fuglene var fløjet til de evige fugle-jagtmarker.

Annonce

Ikke bare fugle

For Ali Mussa var det ikke bare fugle. Det var blevet en corona-hobby og passion, hvor han gik efter fuglenes farver. Han tog gerne ture fra København til Aalborg for at få den helt rigtige farve - og havde han en hun-fugl i en bestemt farve, så skulle hannen også spottes, købes og bringes hjem.

Det var derfor en noget slukøret fugleejer, som gik i seng torsdag aften - godt ni fugle fattigere.

- Jeg har svært ved at acceptere, at mine fugle er væk. Jeg har brugt både tid og penge på de fine skabninger. Jeg er simpelthen så ked af det. Selvom der er kommet nogle retur, så gør det stadig ondt. De var som børn for mig, siger Ali Mussa.

Ali Mussa og familien er meget rørt over den opmærksomhed, de bortkomne fugle har fået. Den hjælp der er kommet fra fremmede mennesker og den tid Nørrebro og Nordvest har lagt i det, er ifølge den nedslåede fugleejer rørende. De er overvældede og taknemmelige over indsatsen fra de to bydele.

- Der skal lyde en stor tak til alle, der har gjort en indsats for at dele budskabet om mine forsvundne fugle. Og tak til dem der har været forbi med en fugl eller to.

Der er stadig fugle derude, så hvis du ser en sangparakit i det fri, kan du kontakte familien på mobil 93 894 232 eller skrive på det facebook-opslag, som ligger på facebook-siden 'Det sker på Nørrebro'.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Bydelens grønne lunger kvæles langsomt

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce