Annonce
Parkering

Har fået bøder for 40.000 kroner: Kommunen tvinger mig til at handle lovløst

April Califano ligger inde med parkeringsbøder for over 40.000 kroner. Bøder familien har fået gennem den tid, som kommunen har været igang med en omfattende renovering af bostedet Thorupgården. Foto: Byrd/Jacob Crawfurd
En omfattende renovering skaber kaos omkring Smedegade og Thorupgården. Beboerne føler sig presset til at parkere lovløst.

Mange vil mene, at parkeringsproblemer er vilkårene, når man har bil og bor i byen. Det er det måske nok, men når der nu engang er lavet parkeringspladser, og de pludselig bliver inddraget uden varsel til en toårig kommunal renovering, så kan det ikke undgås at skabe frustration hos bydelens bilejere.


I stedet har de sat prisen på vores parkeringslicens op med 100% fra januar 2020. De har taget godt 50 parkeringspladser og så lige toppet den med et øget antal parkeringsvagter.

April Califano


En omfattende gennem-renovering af bostedet Thorupgården har for beboerne i området Smedegade og Thorupgade gjort det næsten umuligt at parkere - i hvert fald lovligt.

Renoveringen af Thjorupgården optager en del parkeringspladser i et område, der allerede er udfordret parkeringsmæssigt. Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

April Califano bor i Murersvende-foreningens Stiftelsen - en boligforening, der deler baggård med Thorupgården. Hun har siden oktober 2019 opsparet en vrede og frustration i takt med, at bunken af parkeringsbøder er vokset. Hun har oplevet, hvordan renoveringen af Thorupgården har taget om sig, og hvordan byggeriet har optaget flere og flere parkeringspladser. Desperationen har for længst meldt sig hos vores Nørrebroer.

- Vi nærmer os et beløb på omkring 40.000 kroner i ren parkeringsafgift. Jeg ved, der er noget der hedder parkeringsregler som skal overholdes, så når jeg i desperation sætter min bil på en vendeplads, så ved jeg godt, at der er en risiko for en bøde, men kommunen giver os ikke noget valg - og ikke noget alternativ. Det er også flere gange sket, at der er kommet 'Parkering forbudt' skilte op i løbet af natten - og wupti, så har man inkasseret endnu en bøde, fortæller April Califano.

Annonce

Urimelig udfordring

Der er ikke noget nyt i, at det er svært at finde parkering, når man bor i København. Og der er heller ikke noget nyt i, at man kan risikere at skulle parkere et stykke væk fra ens hoveddør eller cirkulere for at finde den sidste plads i de nærliggende gader. Men ifølge April Califano er der også grænser for, hvad der er ret og rimeligt. Lige nu kan hun cirkulere op mod halvanden time, og det er lige i overkanten, mener hun. Særligt når det ikke har været et så udtalt problem tidligere - altså før renoveringen startede.

Var det ikke for hendes job, så havde hun valgt ikke at have bil, men det er som hun udtrykker det, nu engang nødvendigt.

- Det, der gør mig gal i skralden, er kommunens håndtering af den her sag. Det mindste de kunne gøre, var da at varsle os beboere. I stedet har de sat prisen på vores parkeringslicens op med 100% fra januar 2020. De har taget godt 50 parkeringspladser og så lige toppet den med et øget antal parkeringsvagter. Det er blevet en urimelig pengemaskine herude. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger April Califano.

April Califano har flere gange oplevet, at der er blevet sat parkering forbudt skilte op i løbet af natten. Det har flere gange kostet hende en bøde. Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

Hun understreger samtidig, at ingen af beboerne holder foran brandhaner eller porte, hvor de kan være til urimelig gene. Men at det primært er på deres vendeplads eller tættere end 10 meter på et hjørne. Noget som vores Nørrebroer mener, at der burde være en større forståelse for fra kommunens side.

April Califano så gerne, at kommunen indkalder til et møde, hvor udfordringerne kan blive italesat. Hun mener ikke, det er rimeligt, at beboerne skal leve med udfordringerne endnu et år.

Annonce

Det er som det er

Vi har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen, og de medgiver, at renoveringen er omfattende, men at det nu engang er sådan, det er i en storby som København. Der vil altid pågå vejarbejde, bygningsarbejder, store sportsarrangementer, der alle vil medføre gener for både beboere og besøgende til byen.

Forvaltningen udtaler, at de gør, hvad de kan for at minimere generne, men der kan være perioder, hvor man ikke kan parkere så tæt på sin bopæl som vanligt, eller man må tage andre parkeringsmuligheder i brug – det kunne eksempelvis være private parkeringsmuligheder.

Forvaltningen kan ikke genkende udsagnet om, at der er sendt flere parkeringsvagter til området. Der er ikke tvivl om, at vælger man som bilist at parkere ulovligt på eksempelvis en vendeplads, så risikerer man at blive pålagt en parkeringsafgift. I områder med meget byggeri eller tilsvarende er det ofte ekstra vigtigt at overholde gældende parkeringsregler af hensyn til fremkommeligheden for både andre bilister, renovationskøretøjer og udrykningskøretøjer.

Renoveringen af Thorupgården forventes afsluttet ved årets udgang.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Corona

Slut med pop-up centre i København

KLUMME

Jeg trænger til at gøre noget dumt

Annonce