Annonce
Kultur

Helle synes det er for dårligt: Basargrunden bør opkaldes efter Kim Larsen

Helle Bolther ved Basargrunden. Hun mener at den bør opkaldes efter Kim Larsen. Foto: Byrd/Jacob Crawfurd
Helle synes, at det er for dårligt, at der endnu ikke er opkaldt en vej eller plads efter nationalskjalden Kim Larsen.

Nationalskjald. Gadedreng. Gavflab. Lune Larsen. Ja, kært barn har mange navne. Det borgerlige navn var Kim Melius Flyvholm Larsen - eller også bare Kim Larsen. Som sanger, sangskriver, guitarist, folkeskolelærer og skuespiller gjorde han verden til et bedre sted med sine finurlige tekster og toner, det mener Nørrebroeren Helle Bolther i hvert fald. Og man kan foranledes til at give hende ret.


Kim Larsen fortjener uden tvivl et mindesmærke, og jeg synes at det er vores pligt, at vise ham den respekt han fortjener.

Helle Bolther


Helle Bolther hylder Kim Larsen og synes, at Københavns Kommune burde gøre det samme ved at opkalde en plads eller vej efter nationalskjalden. Faktisk synes hun, at det er for dårligt, at det endnu ikke er sket.

- Kim Larsen fortjener uden tvivl et mindesmærke, og jeg synes, at det er vores pligt at vise ham den respekt, han fortjener. Det vil være på sin plads at opkalde en vej eller en plads efter ham. Jeg kan slet ikke forstå, at det ikke er blevet gjort endnu, siger Helle Bolther.

Basargrunden, som ligger på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest, mener Helle Bolther vil være et godt bud. Selvom Larsen trådte sine barne- og ungdomsår i Nordvest op gennem 50'erne og 60'erne, så mener hun ikke, at det gør pladsen mindre perfekt - heller ikke selvom postnummeret er 2200. Området ved stationen har stadig den rå facon og ligger så meget op af det, som Kim Larsen beskrev som sit Nordvestkvarter, mener hun.

Det er ikke fordi, at Helle Bolther altid har været fan, men hun har med tiden ladet sig forføre af Kim Larsens tekster og personlighed. Hun beskriver nationalskjaldens evne til at skildre fra hjertet, hans medmenneskelighed og den umiddelbarhed, han lagde for dagen. Og det skal han anerkendes for, mener Nørrebroeren.

Annonce

Familien siger nej

Tilbage i 2019 var det på tale at opkalde en plads efter Kim Larsen på Christianshavn, men sagen blev skudt til hjørne, før den overhovedet blev behandlet. Kim Larsens mangeårige manager, Jørn Jeppesen, sendte dengang en mail til Teknik- og Miljøudvalget med familiens klare ønske om, at der på ingen måde skulle opkaldes en plads efter musikeren.

Kim Larsen ønskede ikke, at få opkaldt en plads efter sig. Det må vi respektere. Foto: Axel Schütt

Også i en mail til TV2 Lorry har Jørn Jeppesen  skriftligt meldt ud på familiens vegne, at en mindeplads ikke skulle på tale.

- Familien er ikke interesseret i en mindeplads. Kim Larsen var absolut heller ikke selv interesseret i en mindeplads. Hverken på Christianshavn eller andre steder. Og hverken nu eller senere, skriver Jørn Jeppesen.

Nørrebro Lokaludvalg mener da heller ikke, at Basargrunden vil være et oplagt valg. Hertil ligger en anden historie, som bør bevares.

- Kim Larsens familie har jo gjort det fuldstændigt klart, at de ikke ønsker nogen plads opkaldt efter ham, og så er der jo ikke så meget mere at sige til det. I øvrigt ligger der jo også en del historie i "Basargrunden", og hvis det på noget tidspunkt skulle ændres, så ville vi da spørge Nørrebroerne, hvad de synes, siger Mogens Petersen, Formand for Nørrebro Lokaludvalg.

Det lader altså ikke til, at Helle Bolther får sit ønske opfyldt, for det er trods alt afdøde samt dennes familie, der har det sidste ord i sagen. Noget som må respekteres. Men derfor er det stadig tilladt at drømme og brændende ønske.

Den folkekære musiker døde som 72-årig den 30. september 2018.

Fakta om Kim Larsen

Navn: Kim Melius Flyvholm Larsen.

* Født: 23. oktober 1945.

* Død: 30. september 2018, 72 år.

* Fødested: København.

* Uddannelse: Folkeskolelærer.

* Karriere: Sanger, sangskriver, guitarist og skuespiller.

* Kim Larsen har siden 1970'erne været kendt som en af de mest populære kunstnere i Danmark nogensinde og har solgt millioner af plader.

* Albummet "Midt om natten" er et af de mest kendte, og i 1984 blev filmen "Midt om natten" lavet. Kim Larsen spillede hovedrollen. Filmen vandt en Robert i 1985 i kategorien: Årets filmmusik.

* Han debuterede som soloartist med albummet "Værsgo", og inden det sendte han sammen med Gasolin' pladen "Gasolin'" på gaden i 1971. Fra den plade kom blandt andet "Langebro".

Gasolin' har udgivet otte danske album, mens bandet også udgav fire album på engelsk.

Kim Larsen udgav syv soloalbum. Derudover har han indgået i eller samarbejdet med flere bands - heriblandt Kjukken.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

SF: Gør hver tredje bolig almennyttig

Annonce