Annonce
Nørrebro

Jeg savner byens grå åndehuller: Bevar Bispeengbuen

Foto: Freja Lehrmann
Annonce

Åh nej, nu igen. Kan et af de smukkeste arkitektoniske mesterværker da aldrig få fred. Bispeengbuen skal rives ned, lyder en overskrift fra tid til anden. Og borgerepræsentationer på både Frederiksberg og Københavns Rådhus soler sig fra tid til anden i beslutningen om, at nu skal det grimme stykke motorvej, der bugter sig på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg, væk.

Og man pakker det ind i grøn omstilling. Man pakker det ind i klimakamp og miljøbevidsthed. Og man tager almindelige borgere til indtægt for sine argumenter, når man retorisk spørger, om man selv ville have en motorvej uden for sine vinduer.

Men sådan kan man jo blive ved. Skal man fjerne Andy’s Bar i Gothersgade, fordi der er nogle, der generes ved værtshusstøj?

Skal man fjerne motorfabrikken i Sydhavnen, fordi der nu opføres boliger. For er charmen ved en by ikke netop, at der er larm og støj og støv og trafik i en herlig pærevælling. Fordi sådan må det være, når vi er mange mennesker sammen, der skal indhente føde, fremstille ting og danne fællesskaber, og hvor vi har brug for både at gå på arbejde og koble af.

Bispeengbuen skal bevares af flere grunde, synes jeg. Den første er den praktiske. For hvor er det vidunderligt, at trafikken fra Amager og Indre by på den måde ledes uden om Rantzausgade, Borups Allé og Nordre Fasanvej.

Hvilket trafikalt kaos vi ville have uden. Så kunne man grave trafikåren ned indvender nogen. Så ville man kontrollere forureningen fra biler og genskabe et grønt område, siger andre.


Men sandheden er, at Bispeengbuen er en arkitektonisk genialitet. Den bugter sig smukt og organisk langs det gamle åløb, hvor små børn i gamle dage druknede og affaldet hobede sig op

Thomas Høg Nørager


Men er det ikke bedre, at vi får miljørigtige biler, der ikke larmer. I stedet for at grave dem ned. Og kan det virkelig ved en beregning af miljøbelastning være en grøn løsning at rive ned og bore tunneller under København?

Hvorfor synes i det hele taget argumentet om at skabe flere grønne områder at være jokeren i enhver diskussion? Hvorfor denne længsel?

Der er jo masser af grønne områder. Der er parker og fodboldbaner. Der er fælleder, strande og åbne havnepladser. Og man må spørge sig selv, om det er rationelt. Eller er det jyder med hjemve, der har bemægtiget sig lokalplanernes talerstole.

Mennesker, der savner Jyllands sletter og åbne vidder, men på grund af storbyens lukrative jobs er tvunget til at blive her og nu prøver at rive alt ned, der minder om stenbro for at få det hele til at ligne en forstad til Aarhus.

Men sandheden er, at Bispeengbuen er en arkitektonisk genialitet. Den bugter sig smukt og organisk langs det gamle åløb, hvor små børn i gamle dage druknede og affaldet hobede sig op.

Nu rejser buen sig på ikoniske søjler, et vartegn for en pulserende storby, der bringer dig effektivt fra A til B uden at genere de legende børn under broen.

Og det er måske i grunden den vægtigste grund til at bevare buen. For under buen findes efterhånden et af de få tilbageværende spændende byrum, hvor ikke alt er bestemt på forhånd.

For få år siden gennemrenoverede man den pulserende Nørreport, og i disse dage er turen kommet til Nørrebro Station. Som om man vil have alt til at minde om en villavej i provinsen. Men vi savner ikke grønne områder, men storbyens grå åndehuller. Derfor: Bevar Bispeengbuen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nørrebro

Lav vandstand i Sortedams Sø

Nørrebro

Sommerlarm vækker politikerne

Nyfødte

Her er de mest populære navne i hovedstaden

Annonce