Annonce
Portræt

Nørrebro-præsten i lædervest: Jeg hylder guitar-spillende idealist-hippier og guldkæde-behængte macho-idealer

Thomas Høg Nørager, præst i Stefans kirken på siden 2014. En præst som ånder og lever for det Nørrebro, som han tror allermest på. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Hvem gemmer der sig bag præsten i lædervesten? Thomas Høg Nørager sætter ord og reflekterende tanker på sit Nørrebros største udfordringer og magiske styrker.
Annonce

Det regner, og temperaturen er heller ikke til den varme side. Ind over pladsen foran Stefanskirken svinger en mand på cykel. Bag på cyklen sidder der monteret et barnesæde, som tydeligt viser, at her kommer en familiefar. Manden på cykel er Nørrebro-præsten Thomas Høg Nørager.

Vores cyklende præst hilser imødekommende og byder mig indenfor til en snak om Nørrebro med afsæt i manden bag lædervesten og hans reflekterende indre.

Overfor mig sidder Thomas Høg Nørager, manden med de mange meninger og skarpe holdninger, som med indlevelse og entusiasme sætter fagter bag sine ord for at understrege de de gyldne pointer. Understrege vigtigheden i det han tror på, og det er bestemt ikke kun Gud. For Thomas Høg Nørager tror nemlig også på, at Nørrebro er i besiddelse af noget, som andre bydele ikke ejer i samme grad. Men før vi dykker ind i det, skal vi lige møde Thomas Høg Nørager.

Annonce

Fra Århus til Stenbroen

Den 44-årige præst fra Århus kom til Stefanskirken i efteråret 2014 samme med sin kone Anja. Sammen har parret tre børn. De bor på Nørrebro, hvor Thomas Høg Nørager udover at være præst også er formand for skolebestyrelsen på Nørrebro Park Skole, og så er han en del af initiativgruppen for oprettelse af en folkehøjskole på stenbroen.


Det er her det både kan eksplodere men også folde sig ud. Et sted mellem bandekrig og folkekøkken og ensomhed prøver vi alle sammen at finde mening i galskaben

Thomas Høh Nørager


Overvejelsen omkring flytningen fra det midtjyske til stenbroen var ikke svær. Thomas Høg Nørager fik nemlig muligheden for et embede i en kirke, som efter hans mening kan lige det ekstra.

- Jeg ønskede at komme til Stefanskirken, fordi den er synlig. Den er åben og progressiv. Den blander sig i debatten. Den er en del af gadebilledet. Den er et mini-Nørrebro, og Nørrebro har jeg altid elsket, siger Thomas Høg Nørager.

Annonce

Idealister og guldkæder

Thomas Høg Nørager beskriver sit Nørrebro i forskellige lag, men fremhæver særligt det lag, hvor Nørrebro fremstår modsætnings-fyldt i en sådan grad, at det til tider slår gnister. Her ser han idealisterne og macho-idealerne spille bold på hver deres banehalvdel.

- Jeg kan ikke undvære idealister med guitar og trompetbukser, der vil have, at vi alle skal være venner. Og selvom jeg er bange for at blive kørt ned, så er det også her, der bliver udlevet noget gennem store biler, guldkæder og macho-attitude. Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis der kun var guitar-spillende hippier, eller hvis der kun var guldkæde-behængte macho-idealer tilstede i rummet. Den vekselvirkning og modsætningsfyldthed der er tilstede, den gør det for mig, siger Thomas Høg Nørager.

Samtidig kan Thomas Høg Nørager ikke lade være med at reflektere over, hvor interessant det er, at nørrebroerne trods til tider markant diversitet alligevel får deres små mini-samfund til at flettes ind i hinanden på fineste vis. Han sammenligner det med hans børns skoleklasse, hvor alle trods baggrund og overbevisning leger sammen uden bekymring og uden fordomme.

Annonce

Med mulighed følger ansvar

I følge Thomas Høg Nørager vil der til evig tid være konflikter mellem modsætninger. Og derunder leger stenbroens børn sammen glade og intetanende. Og lige præcis det sidste har institutioner herunder kirken et ansvar for og en opgave i at opretholde, understreger han.

- Stefanskirken har en usynlig forpligtelse til at facilitere åbenhed, samliv og samspil. Og italesætte forskellighederne som noget smukt.  Pointen er, at vi skal kunne rumme og facilitere vores forskelligheder og konflikter. Det har religiøse institutioner mulighed for. Og når man har mulighed, så har man et ansvar, siger Thomas Høg Nørager.

Derfor fremstår Stefanskirken også som et dialogforum, hvor initiativer som fredags-rundstykker bliver afholdt sidste fredag i måneden, og Ramadan-middag er på plakaten til april, for som der står på deres hjemmeside ”Når vi kan dele hverdag - kan vi også dele højtider”.

Annonce

Berøringsangst og tolerance-søvn

I følge Thomas Høg Nørager bliver Nørrebro aldrig idyl, og det er med til at gøre maleriet smukt.

Da han først kom til Stefanskirken, så han udfordringen i, at de forskellige søjler skulle forenes. Men han er ifølge ham selv blevet klogere. Nu ser han i højere grad fordelen ved ikke alle sammen at være venner. Og at vi ligefrem får udfordret vores eget potentiale og bliver inspireret af hinanden ved ikke at være ens.

Præst Thomas Høg Nørager. Foto: Privat

Til gengæld mener han, at hvis der er noget, vi skal, så er det at gå fra berøringsangst og tolerance-søvn til at turde diskutere. Med det mener han, at vi skal turde søge modet og friheden til at udfordre hinandens meninger.

For Thomas Høg Nørager er Nørrebro også det sted, hvor folk søger hen, når den personlige frihed skal udleves. Han beskriver det som stedet for unge, der er stukket af hjemmefra. For udenlandske lykkeriddere. Autonome og anarkister. Gøglere og gademusikanter.
Thomas lægger ikke skjul på, at Nørrebro er en magisk bydel. Netop fordi den er så modsætningsfyldt.

Annonce

Et paradoks

Skulle Thomas Høg Nørager sætte tre ord på Nørrebro skulle det være:

Modsætningsfyldt mangfoldighed. Fremtidsvendt fortidslængsel. Afgrænset grænseløshed.

Med de ord beskriver Thomas Høg Nørager det paradoks, som Nørrebro er en del af. En splittelse mellem fællesskabets solidaritet og individets selvudfoldelse, imellem minoritetskamp, identitetspolitik og den folkelig fællesnævner. Men det er i følge Thomas Høg Nørager i den splittelse, at det bliver spændende.

- Det er her, det både kan eksplodere men også folde sig ud. Et sted mellem bandekrig og folkekøkken og ensomhed prøver vi alle sammen at finde mening i galskaben. Og det kan man godt få et liv til at gå med. Jeg har altid følt mig hjemme her. Og derfor er det også her, min familie og jeg vil bo. Men der skal modsætning til, for at det kan slå gnister, afslutter Thomas Høg Nørager.

Og med den udgangsbøn hopper vores Nørrebro præst på cyklen igen. Afsted, ud for at møde det modsætningsfyldte.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

SF: Gør hver tredje bolig almennyttig

Annonce