Annonce
Nørrebro

Nørrebros ældste og længste loppemarked har solgt sin sidste genstand

Annonce

Gennem 33 år har det lange loppemarked været en institution langs den gule mur ind til Assistens Kirkegård. Nu er det slut.

De fleste på Nørrebro har set det gennem årene. Bod efter bod hele vejen langs kirkegårdsmuren. Når det stod allerbedst til, var der boder helt fra Kapelvej til Runddelen.

Kvinden bag det hele hedder Inga Berling. Med høj hat og uniform har hun styret lopperne i omtrent 30 år, men i år kommer der ikke noget loppemarked.

Annonce

Det første på Nørrebro

»Da vi startede i sin tid, var der kun os. I dag kan du finde et loppemarked i næsten hver en sidegade. Der er sket rigtig meget gennem årene,« siger Inga Berling til NørrebroLIV.

Loppelederen fortæller, at Nørrebro Handelsforening startede loppemarkedet tilbage i 1986 for at lokke flere kunder og handlende til Nørrebro.

Dengang var det butiksejerne fra bydelen, der tømte ud i kældre og på lofter og slæbte tingene over til deres stand langs muren.

Annonce

Støtte til lokale projekter

Sidenhen udviklede loppemarkedet sig, Inga Berling blev ansvarlig, og der kom flere og flere lopper til fra alle egne af landet hver lørdag fra april til oktober.

»Når vi var allerstørst, stod vi ned af hele Kapelvej og så langs muren ned til Nørrebros Runddel,« fortæller Inga Berling.

Med overskuddet fra loppemarkedet har hun og handelsforeningen støttet en række gode formål på Nørrebro. Alt fra juletræer, til gaver og støtte til lokale kunstnere.

Annonce

En ulykke og et stort arbejde

Med tiden blev stedet langs muren mere og mere upraktisk. Der var strenge krav til boderne om ikke at række for langt ud på fortovet, og det blev sværere og sværere at komme til med bil.

»Sidste år var jeg ude for et uheld, hvor jeg faldt og fik en hjernerystelse. Jeg organiserede alligevel loppemarkedet, men da jeg stod på en af de diste kolde dage i oktober, tænkte jeg ‘Inga, hvad laver du her?’«.

Der skulle både søges tilladelser og ryddes op, og det blev nogle lange dage, som også er gået ud over familien gennem årene.

»Nu til dags holder man jo også fester om lørdagen, så i mange har jeg måtte sige nej til ting med familien. Det har de jo også været kede af,« siger hun.

Bestyrelsen for Nørrebro Handelsforening skriver på deres hjemmeside, at de er meget taknemmelige for Inga Berlings indsats og ikke mindst for hendes udholdenhed.

Inga Berling kommer dog ikke til at kede sig, selvom loppemarkedet er lukket. Lige ovre på den anden side af Nørrebrogade ligger stadig hendes butik Berling Frimærker, som nu skal have alt hendes opmærksomhed.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nørrebro

Parkeringssag i højesteret

Nørrebro

Kom til morgenmad i Mimersparken

Annonce