Annonce
Hashsalg

Politiet om bekæmpelse af hashsalg: To ting fortæller os, at vi gør det rigtige

Hos NørrebroLIV og Nørrebro Nordvest Bladet sætter vi i øjeblikket fokus på det åbenlyse hashsalg i Nørrebroparken. Foto: Jesper Gisli
Politiet er til stede næsten dagligt i Nørrebroparken. Alligevel foregår handlen fuldstændig åbenlyst. Vicepolitiinspektøren mener dog, at deres indsats virker.
Annonce

Der er i den grad tale om en offentlig hemmelighed, når det kommer til hashsalget i Nørrebroparken.

For nogle nørrebroere er et offentligt hashsalg fint, så længe det foregår nogenlunde stille og roligt, mens det for andre er generende og utrygt.

Hos den Operative Specialafdeling hos Københavns Politi er vicepolitiinspektør Rune Nielsen ikke i tvivl. Hashsalg er utrygt og skadeligt for et lokalområde.


De har mindre på sig, og det er et tegn på, at det gør mere og mere ondt på dem, når vi er efter dem.

Rune Nielsen, vicepolitiinspektør i den Operative Specialafdeling hos Københavns Politi


- Det er veldokumenteret, at et åbenlyst hashmarked har en negativ effekt på et lokalområde, og derfor lægger vi et stort tryk på for at komme den ulovlige handel til livs. Det kan gøre, at kunderne så søger et andet sted hen, og det må vi så tage bestik af og sætte ind der, siger Rune Nielsen.

Ifølge politiet får de regelmæssigt henvendelser fra borgere, som ser den åbenlyse hashhandel og kontakter politiet.

Og det er medvirkende til, at politiets indsats er på rette spor i parken.

- Det går den rigtige vej i Nørrebroparken. Det kan vi fornemme, når vi sætter ind. De har mindre på sig, og det er et tegn på, at det gør mere og mere ondt på dem, når vi er efter dem. Det, at priserne stiger på produktet, tyder også på, at der er mindre stof i omløb, fordi vi tager mere, siger han.

Annonce

Hash-kunder er som andre kunder

I sidste uge kunne vi fortælle, at politiet havde anholdt tre personer, som senere er blevet sigtet for at have leveret tusindvis af joints til sælgerne i Nørrebroparken.

Men vicepolitiinspektøren fortæller, at alle led i forbindelse med hashsalg er et mål. Hvorfor de anholder og sigter både leverandører, sælgere og kunder.

- Vi oplever, at kunderne er alle mulige forskellige typer. Det er alt fra udsatte til det pænere borgerskab, siger han.

Kunderne vil, som med så meget andet, have det let. Derfor bliver der især solgt færdigrullede joints, som kan tændes, så snart de er købt, fortæller han.

Annonce

Vi kan se, det virker

Blandt sælgerne gælder det også, at de er meget forskellige, fortæller Rune Nielsen.

- Det er tit unge mænd, men når man lige kigger rundt dernede, så er der også ældre og kvinder, siger han.

Mange af sælgerne er kendte af politiet. Flere har været stoppet før, måske anholdt, måske afsonet en straf, men så ender de tilbage i parken igen med joints i hånden.

Annonce

Laver ikke aftaler med kriminelle

Politiet er til stede i Nørrebroparken på næsten daglig basis for at stresse alle involverede parter, og det er da en grund til.

- Det er ganske enkelt vores mål at gøre det så uattraktivt som muligt at købe og sælge hash. Det skal det være, fordi det svækker de kriminelle bagmænd, siger han.

Det er jo ingen hemmelighed, at rigtig mange borgere og politikere i København vil legalisere hashen. Når nu det ikke ligger lige for, kan man så forestille sig, at I kunne lave en aftale med pusherne om at rykke sig væk fra boldbanen og legepladsen, hvor der kommer mange børn?

- Vi må ikke lave aftaler, og det vil vi heller ikke. Vi er altid klar til at snakke med de gode kræfter i området. Dem vil vi gerne samarbejde med og lave aftaler med. Men kriminelle, dem arbejder vi altså ikke sammen med, siger Rune Nielsen.

Flere kilder på Nørrebro, herunder nogle fra det kriminelle miljø, taler ellers om, at politiet lavede en aftale med banderne for at få dem væk fra Jægersborggade. Kan man så ikke gøre det samme her?

- Det lyder mest som en god historie. Jeg har aldrig hørt om sådan en aftale, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce