Annonce
Nordvest

31-årige Vibeke er præst i Grundtvigskirken: »Man skal altid kunne tvivle i sin tro«

Vibeke Bidstrup flyttede fra Himmerland til København for at læse teologi. I dag er hun præst i Grundvigskirken og bor i en præstebolig på Bispebjerg Parkallé. - Foto: Byrd/Kasper Løjtved

Efter en dårlig oplevelse i Nordvest i forbindelse med jagten på en bolig i København, følte Vibeke Bidstrup, at hun havde et udestående med bydelen. I dag, ti år senere, er hun dog alligevel endt i postnummer 2400, hvor hun bor og arbejder som præst i Grundtvigskirken.

Annonce

Vibeke Bidstrups første møde med Nordvest var ikke ligefrem positivt. Hun var 21 år, og hun og en veninde var desperate efter at finde et sted at bo i København. De blev kontaktet af en mand, som boede i Bispeparken og gerne ville fremleje sin lejlighed, og mødtes med ham.

»Han var ok, men det virkede ikke så professionelt. Der var ikke nogen lejekontrakt, og da jeg gjorde ham opmærksom på det, sagde han ’nå ja, så laver vi én’, og så skrev vi ved fælles hjælp en lejekontrakt i hånden. Så betalte vi ham 25.000 kroner som depositum, og så hørte vi ikke mere fra ham, og vi så aldrig noget til pengene igen. Jeg tror slet ikke, at det var hans lejlighed. Vi var vist ret unge og naive,« siger Vibeke og griner.

Siden følte hun lidt, at hun havde et udestående med bydelen med postnummer 2400, men da hun som nyuddannet præst i 2017 så, at Grundtvigskirken søgte en præst, endte hun alligevel med at søge jobbet, få det og flyttede til Nordvest.

»Jeg syntes, at området ved Grundtvigskirken var et dejligt sted. Jobbet i kirken tiltrak helt sikkert, men det er også et rigtig fedt område med mange forskellige samfundslag og borgere med mange forskellige baggrunde. Det kan jeg godt lide,« fortæller Vibeke, som oprindeligt kommer fra landsbyen Haubro ved Aars i Himmerland.

Annonce

Livet i præsteboligen

Med jobbet i Grundtvigskirken fulgte en præstebolig på Bispebjerg, en murstensvilla fra 1930’erne, som også fungerer som Vibekes kontor, da der ikke findes nogen kontorer i Grundtvigskirken. Så det er her i villaen på Bispebjerg Parkallé, at hun har sine samtaler og sidder og skriver prædikener samt forbereder konfirmandforberedelser.

Vibeke bor sammen med sin kæreste Ruta, som kommer fra Litauen, kusinen Lærke, der er studerende og er flyttet ind midlertidigt, mens hun leder efter et sted at bo, og den brune labrador Baika.

Vibeke og Ruta mødte hinanden i Amsterdam, hvor Ruta arbejdede, og Vibeke besøgte en god ven.

»Jeg var på Tinder og tænkte, at jeg da godt lige kunne tage ud og drikke en øl med nogen. Og så var det bare en rigtig god date, jeg havde med Ruta. Det var, mens jeg var studerende, så nogle uger senere tog jeg tilbage i en uge bare for at ses med Ruta. Vi blev kærester og havde i lang tid et langdistanceforhold, som godt kunne lade sig gøre, fordi jeg studerede og havde mulighed for at rejse en del,« fortæller Vibeke.

Annonce

Fra Amsterdam til Bispebjerg

Men da Vibeke fik arbejde som præst, blev det sværere at have et langdistanceforhold, og 1. september sidste år flyttede Ruta ind i præsteboligen på Bispebjerg sammen med Vibeke. Og det var noget af et skift i forhold til den del af Amsterdam, som Ruta havde været vant til at bo i.

»Det område, hun boede i, svarede til at bo på Vesterbro, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi nu bor i et område, der er langt mindre hipt og urbant. Så det skulle hun lige vænne sig til. Hun føler, at vi er flyttet meget langt væk fra byen. Hun var jo vant til at der var en café på hvert hjørne,« siger Vibeke og griner.

I princippet kunne Vibeke godt have fundet på at søge arbejde i området, hun oprindeligt kommer fra, men Ruta, som arbejder med IT-projektledelse, ville have svært ved at finde arbejde i Nordjylland, så det blev København, og det er Vibeke også fint tilfreds med.

»Jeg er ikke helt færdig med København endnu, og mit netværk i Nordjylland forventede også lidt, at jeg ville finde arbejde i København, når jeg var færdig med teologistudiet. Selvom de har lokket lidt og sendt opslag til mig, når der har været ledige stillinger i Nordjylland. Først var flere af dem lidt bekymrede, da jeg flyttede til Nordvest, for da var bandekriminaliteten meget i fokus, og der var visitationszoner. Men de blev rolige, da de så, hvor jeg var flyttet hen, og at her er så fredeligt. Det er en af de største gaver ved området, det er, at der er så roligt. Man tager bare sin cykel, og så er man inde i byen,« siger Vibeke, som har en forkærlighed for gin og tonics, som ofte lokker hende ind til byen, hvis hun ikke lige vælger at hænge ud med vennerne på Nordvest Ølbar, som hun også godt kan lide at komme på.

Annonce

En kirke med højt til loftet

Vibeke elsker sit arbejde som præst i en kirke, der er anderledes end de fleste.

»Det er et spændende sted at arbejde, også fordi det er en Grundtvigsk Kirke, som betyder, at det handler om mennesket først og derefter kristendommen. Det er Gin & Tonic-aftenerne et godt eksempel på. Der er højt til loftet på mange måder, og det kan jeg virkelig godt lide. Og jeg møder alle samfundsgrupper. Der kommer mange studerende i kirken, og så er der nogle, der har lange universitetsuddannelser, der er hjemløse, psykisk sårbare, folk med misbrugsproblemer, middelklassen og børnefamilier,« siger Vibeke, som ser det som et privilegie i arbejdet som præst at blive inviteret indenfor i menneskers liv i nogle ret afgørende tidspunkter i deres liv.

»Når de skal døbe deres børn, giftes, eller der er tale om bisættelser eller begravelser, er der mange følelser på spil. Men det hele handler om kærlighed. Selvom det ikke altid er den enkle og lykkelige, når man taler om begravelser. Det, der er styrken i det som præst, er, at vi står på et fundament af, selvfølgelig tro, men også ritualer. Og det er meget brugbart, når ord ikke helt er nok. Både med at kaste jord på kisten, at døbe et barn. Ritualer er styrken. Og troen på at Gud findes og altid er med os, uanset hvad der sker,« siger hun.

Annonce

”Man skal altid kunne tvivle”

Er det ikke svært at tro på, at der findes en Gud i den tid, vi lever i i dag?

»Jeg tror bestemt ikke, at jeg kan sige, at jeg tror på noget, der er fast og sikkert. Man skal altid kunne tvivle i sin tro. Ellers bliver det fanatisk. Men jeg tror på, at uanset hvad der sker, så går vi ikke igennem det alene. Jeg kan godt forstå, at nogle dødsfald, der for eksempel sker alt for tidligt, er svære at finde mening i. Det kan jeg heller ikke.«

»Jeg er meget begejstret for Nietzsche (tysk filosof, der levede fra 1844-1900, red.), han kritiserede al religion, men især kristendommen. Men han kritiserede også mennesker for ikke at kunne finde ud af at leve uden religion, at vi ikke havde fundet en måde at leve uden den. Jeg mener, at vi mennesker har brug for religion og kristendommen, vi har brug for at tro, for ellers har vi svært ved livet. Vi skal selvfølgelig også tro, fordi Gud findes. Jeg tror bare, vi har svært ved at give os hen til troen, fordi vi lever i et oplyst samfund. Og det er godt, men det gør det også sværere for os, når der er ting, vi ikke kan kontrollere. Når vi føler en mangel på mening med livet, er det svært, og det leder til mange dårlige ting. Derfor er det vigtigt, at man har et livsfundament, hvor man føler, at man ikke er alene med det. Det er i hvert fald en kæmpe trøst for mig«.

Hun tilføjer, at hun sidder over for mange brudepar, der siger, at de ikke er særligt kristne, fordi de ikke kommer så ofte i kirken.

»Vi bliver selvfølgelig glade, når folk kommer i kirken, men det er en fejl at tro, at antallet af besøg i kirken er afgørende for, hvor god en kristen man er. Som kirke har vi heller ikke været gode nok til at bryde den fordom, at man er en god kristen, når man kommer ofte i kirken. Kirken er til for menneskets skyld, ikke for Guds skyld. Man kan ikke sige, om man er mere eller mindre kristen ud fra, hvor ofte man kommer i kirken. Kristendommen kommer til udtryk på forskellige måder i ens liv. Og når brudeparret begynder at beskrive deres forhold til hinanden, og den kærlighed, de føler, vil jeg jo sige, at de er dybt religiøse,« siger hun med et smil.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce