Annonce
Reflektion

Med tilgivelse skal land bygges

Mads Graves Pedersen. Præst i Tagensbo Kirke. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Annonce

Med tilgivelse skal land bygges Vores verden bevæger sig. Helt konkret bevæger den sig med over 100.000 kilometer i timen igennem universet og rundt om solen. Men vores verden bevæger sig også i en mere abstrakt forstand. Den bevæger sig i ånd. Etiske værdier forandrer sig løbende, som var de skyer på himlen, der, uden vi ser det, flyder ud, glider sammen og tager nye former.


Et ubehageligt forår er blevet til en underlig sommer, hvor efterskælvet fra coronapandemien har slået revner i vores fælles fundament.

Mads Graves Pedersen, Præst i Tagensbo Kirke


Og skønt vores underfundige jordklode drøner afsted i verdensrummet som et kosmisk lyntog, så er det typisk ændringerne og forskydningerne i vores etiske værdisæt, som efterlader os søsyge og kæmpende for at finde balancen og et nyt ståsted. Og sådan skal det være. Vi skal nemlig hele tiden flytte os. Fra naturens verden ved vi, at alt, som ikke kan forandre sig, dør bort, og på samme måde som naturen må vi som menneskelighed også hele tiden være i stand til flytte os i en ny retning.

Et ubehageligt forår er blevet til en underlig sommer, hvor efterskælvet fra coronapandemien har slået revner i vores fælles fundament. USA stod i flammer, og gløderne fra det bål, som George Floyds tragiske død antændte, blæste over Atlanten og antændte en lignende debat og diskussion her i landet. For findes der ligeledes en racisme i Danmark, som ikke bare begrænser sig til uafhængige tilfælde, men som en surdej har gennemsyret vores samfund, uden at vi selv kan se den? Findes der også her i landet systematisk og strukturel undertrykkelse? Diskussionen har endnu ikke fået sin ende, og det får den muligvis aldrig. Indtil videre har den fundet sit midlertidige omdrejningspunkt i spørgsmålet om, hvad en is må hedde. Og det kan synes harmløst, ja nærmest lidt fjollet, at den danske folkeånds opgør med vores kolonitid – og dens nedarvede dårlige vaner – kulminerer i spørgsmålet om Eskimo-isens navn. Men ser man for et kort øjeblik bort fra selve sagens indhold, så er kampen om isens navn et enestående eksempel på, hvad der sker med os mennesker, når verden er i forandring. Vi bliver stædige og kategoriske. Vi bliver fuldstændigt blinde for nuancer. Vi insisterer enten på, at verden skal forblive den samme som før, eller at alt ved den gamle verden bør forkastes. Den ene yderlighed forstærker den anden og omvendt. Pludselig har vi muret os selv inde bag påstande så tunge, at vi ikke længere kan høre modpartens argumenter, og der står vi så bare – bag hver vores mur – og råber.

Ingen nødvendig forandring sker som en smertefri flydende bevægelse. Den er aldrig elegant, som hos balletdanserinden, hvor man ikke kan se, hvor det første spring slutter, og det næste begynder. Nødvendig forandring er uelegant, grovkornet, ja den kan sågar være voldelig og blodig. Oftest er den heldigvis bare besværlig og ubelejlig. Oftest drejer det sig bare om at forstå, at forandringen ikke er fordømmende, men blot er til for det bedres skyld – eksempelvis som når en is skifter navn. Men midt i en verden i forandring undgår vi ikke at blive uenige, og skal vi fortsat kunne drømme om en verden, hvor vi sammen i vidunderlig uenighed kan stræbe mod den bedste af alle verdner, så er vi nødt til at give hinanden plads til denne uenighed. Der skal være rum til at mene noget andet end det, der måske er det mest populære, og det skal være tilladt at blive klogere og ændre mening. Men først og fremmest skal vi være parate til at tilgive. Den tyske filosof Hannah Arendt skrev om tilgivelsens magt. En magt, som er helt fundamental for vores samfunds fortsatte fremadskreden mod det bedre. For i tilgivelsen ligger der en ny begyndelse. Det er måske ikke alt, der kan tilgives, men det meste kan. Og netop i disse tider, hvor vi er så uenige om, hvad der er rigtigt og forkert, er det måske vigtigere end nogensinde, at vi husker på, hvor vigtigt det er, at vi tilgiver. For når vi tilgiver, inviterer vi til ny samtale. Når vi tilgiver, åbner vi verden på ny og danner et grundlag for, at vi igen sammen kan flytte den i den rigtige retning. Nødvendig forandring sker ikke over en nat, og vi kommer alle til at træde ved siden af fra tid til anden. Men lader vi tilgivelsens magt og kraft strømme igennem vores danske land, så får vores evigt forandrende verden de bedste og sundeste vilkår.

Annonce
Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Seneste nyt

Annonce