Annonce
Klumme

Et bud på anskuelsen af tid

Mads Graves Pedersen. Præst i Tagensbo Kirke. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Annonce

Tid er et besynderligt fænomen. Skønt vi alle har et klart fælles begreb om, hvor lang tid ting tager, så er oplevelsen af tid en flydende størrelse, som det kan være meget svært at blive klog på. En time på en cafe med en god ven er nærmest overstået, før den er begyndt. En time hos tandlægen kan dog synes som en evighed.

Mandag morgen kan en arbejdsuge ligne et bjerg, som skal bestiges.Men første gang man ser juledekorationer i butiksroderne overvældes man af bevidstheden om, at endnu et år er ved at gå på hæld, også selvom det føles, som om man lige har stået dér sidste år, foran butiksruden. I genspejlet af samme butiksrude ses ens egen refleksion, med melankolien malet som en mørk streg hen over øjnene og man undres over, hvor tiden dog blev af.

Det er over et halvt år siden, at Mette Frederiksen på det efterhånden legendariske pressemøde lukkede landet ned. Seks måneder er nu gået med smittetal, som går op og ned, og med restriktioner, som skiftevis rulles tilbage og implementeres på ny.

Da samfundet var helt lukket ned i slutningen af marts, brugte jeg det meste af min tid i min sofa, hvor jeg febrilsk scrollede igennem et endeløst hav af artikler og opdateringer på sociale medier om denne nye virus, vi kendte så lidt til.

Tiden stod nærmest stille – det eneste, som var i bevægelse, var de daglige tal over indlagte og døde. Vi ledede efter de pressemøder, der var i begyndelsen, som nærmest var en daglig begivenhed.

Som tiden gik, kunne jeg heldigvis begynde at løsrive mig fra strømmen af mere eller mindre valide meninger om virussen og samfundets tilstand, og jeg kunne vende min opmærksomhed mod en bog, jeg lige akkurat fik købt før nedlukningen: Den italienske fysiker og forfatter Carlo Rovellis seneste bog Tidens Orden.

Rovellis bog er lidt af en hjernevrider, for den gør op med den grundviden, langt de fleste af os har om tid. Tiden er nemlig ikke et konstant fænomen, som altid er den samme – uanset hvor vi befinder os, og hvad vi foretager os.

Tiden er nærmere som et hav, hvor uensartede strømme flyder af sted med forskellig hastighed. Tiden går eksempelvis langsommere, desto længere fra jordens kerne man befinder sig. Det kan virke temmelig abstrakt, men det betyder faktisk, at en time oppe hos din overbo er en lille bitte smule længere, end den er nede i din egen lejlighed.

Rovelli skriver også om Nutidens afslutning. For på et universelt plan, giver det ikke mening at tale om et eksakt ”nu”, som er det samme for os alle. Dertil flyder tiden simpelthen for forskelligt rundt om os. Og at finde et ”nu” er med Rovellis ord ”ligesom det sted, hvor regnbuen rører skoven: Vi synes, at vi kan skimte det, men hvis vi går hen og ser efter, er det der ikke”.

Jeg cykler af og til med en flok af mine nærmeste venner. Vi kører på gamle stålcykler og iklæder os gamle holdtrøjer fra cyklingens guldalder i begyndelsen af 1990’erne. Jeg er den tungeste af os, og det får jeg at mærke på den hårde måde, når vi kører op ad de nordsjællandske bakker.

Hver gang, når vi er cirka to tredjedele igennem dagens strabadser, kommer jeg altid til et punkt, hvor jeg føler, at min krop ikke kan mere. Der er simpelthen ikke flere kræfter tilbage.


For selvom det lige nu er uudholdeligt hårdt, så er denne nutid snart skøn fortid.

Mads Graves Pedersen


Men drengene fortsætter og kører stærkere, og jeg sakker bag ud og løber langsomt tør for pinefulde grimasser.

Ved det punkt må jeg altid minde mig selv om Rovelli, og at tidens besynderlige væsen er min ven. For selvom det lige nu er uudholdeligt hårdt, så er denne nutid snart skøn fortid. Og pinslerne er bare en udefinerbar sfære mellem det glædelige punkt, hvor cykelturen begyndte, og det tilfredsstillende punkt, hvor cykelturen slutter, og vi siger farvel til hinanden.

I sidste ende er det kun disse to øjeblikke, som betyder noget. Øjeblikket, hvor vi begynder, og øjeblikket, hvor vi er i mål. "Nuet" der opstår midt på endnu en gudsforladt stejl bakke, det kan vi faktisk, ifølge den teoretiske fysik, kalde for meningsløst.

I isolationen har man pludselig underligt meget tid tilovers, og sammen med min hustru besluttede vi os i marts, for at bruge tiden så ufornuftigt som overhovedet muligt. Vi ville se nogle af de Tv-serier, vi aldrig har fået set.

Vi lagde ud med The Wire, en kultserie om politiet og gadebanderne i den Nordamerikanske by Baltimore. I serien møder man bandelederen Avon Barksdale. Der er ikke meget godt at sige om denne Barksdale, men på et punkt har han en ganske interessant betragtning om tid, som ikke ligger langt fra hvad Rovelli skriver i sin bog.

For når Barksdale og hans bandemedlemmer taler om at sidde i fængsel – hvilket er en ganske banal ting i deres omgangskreds – så beskriver han det altid med en særlig sætning: ”Du afsoner kun to dage; Den dag du kommer ind, og den dag du kommer ud.”


Alt det, som befinder sig imellem begyndelsen og enden, hvor uudholdeligt det end må være, er meningsløst. Kun begyndelsen og enden har betydning.

Mads Graves Pedersen


Det er en interessant måde at anskue en tidslig periode på. Særligt en som helst bare skal overstås. At alt det, som befinder sig imellem begyndelsen og enden, hvor uudholdeligt det end må være, er meningsløst. Kun begyndelsen og enden har betydning. Essensen af den opslidende cykeltur er det første pedaltråd og øjeblikket hvor man igen står af cyklen.

En periode med arbejdsløshed er kun den første morgen, og så den morgen man møder ind på et nyt arbejde. En angstprovokerende eksamensperiode er kun den første dag, hvor man dykker ned i bøgerne, og så øjeblikket hvor man forlader eksamensbordet. Et kemo-forløb er kun den første behandling, og så den sidste.

Ingen af os ved, hvad tiden bringer os. Måske var forårets nedlukning kun en smagsprøve på hvad der venter os de kommende år. Måske er det hele overstået til jul. Vi ved det ikke. Men vi kan måske tage ved lære af den fiktive gangster fra Baltimore og den italienske fysiker.

For hver en periode har en begyndelse og en afslutning, og er perioden fuld af dårligdom, bekymring og lidelse, ja så er det kun begyndelsen og slutningen, som tæller. Alt der imellem er bare nutid, der snart skal blive fortid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
112

Brand på folkeskole i Nordvest søndag aften

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En drøm om balance

Klumme

Nordvest: Fra landsby til metropol

Børneliv

Udfasning af KK-privat dagpleje udsat

Annonce