Annonce
Klumme

Farvel og tak til 2020 og hjertelig velkommen til 2021

Karen Østergård Steffensen, kvinden bage bloggen 'Det Sker i Mordvest'. Foto: Privat
Annonce

2020 går på hæld, og om ikke særlig mange dage siger kalenderen 1. januar 2021. Jeg tror, der er mange, der håbede, at starten på 2021 ville blive starten på et år uden – I ved nok hvad – men det ser desværre ikke ud til at være tilfældet. MEN det betyder jo ikke, at man så ikke må have håb for 2021 alligevel. Faktisk synes jeg, at nu er det bedste tidspunkt for håb, drømme og ønsker!

2020 har for mig personligt været året, hvor jeg købte min første (andels)lejlighed og flyttede til Nordvest. Jer der følger med på min instagram ’BedstINordvest’ ved, at jeg er virkelig begejstret for at bo her. Jeg synes, Nordvest har en autenticitet over sig, der minder om Kreutzberg i Berlin, som udover København er min absolutte yndlingsby.

Selvom her er råt, og selvom her bor mange mennesker med udfordringer på den ene eller den anden måde, så synes jeg også, at her er virkelig meget hjertevarme. Jeg oplever, at folk smiler til hinanden ved mosen, at de køber aviser af de søde hus-forbi sælgere ude foran Irma, og at mange kulturer formår at leve side om side med respekt for hinanden.


Personligt vil jeg gerne blive bedre til at benytte mig af nogle af alle de gode gratis initiativer, der er i Nordvest

Karen Østergaard Steffensen


Når det så er sagt, er jeg udmærket klar over, at det selvfølgelig ikke er hele sandheden, og at øjnene også ser det, de gerne vil se. Derfor er mit ønske for Nordvest i 2021 også, at vi bliver endnu bedre til at være opmærksomme på hinanden. At de af os, der har overskud, får engageret os i frivilligt arbejde hos organisationer, der holder til i Nordvest, og som arbejder for socialt udsatte og for at gøre bydelen til et endnu bedre sted. At vi husker at støtte op om de små butikker og cafeer, der ikke er en del af en større kæde, og som ikke sælger varer, der er produceret af børnearbejdere i Asien.

Personligt vil jeg gerne blive bedre til at benytte mig af nogle af alle de gode gratis initiativer, der er i Nordvest. Jeg har eksempelvis set, at der sommetider er gratis byvandringer, at biblioteket holder både talks og koncerter, at man kan gå til yoga i ungdomshuset og meget mere. Ideen med min instagram-profil er netop at dele nogle af alle de gode initiativer og aktiviteter, der foregår, så jeg håber, at 2021 vil byde på endnu mere af det, og at jer der følger med i endnu højere grad vil skrive til mig og tippe om noget af det, som I opsnapper rundt omkring.

Jeg er selv studerende og har derfor ikke penge til at tage ud og spise et nyt sted hver uge, og også af den grund vil jeg gerne have mere fokus på gratis aktiviteter, som alle kan være med på uanset størrelsen på pengepungen.

Farvel og tak til 2020, som har været et noget anderledes år, end vi havde forestillet os. Starten på det nye årti har bragt mange dårlige ting med sig, men samtidig har det formentlig givet mange tid og ro til at reflektere lidt over deres situation, og om de er det sted, de har lyst til at være.

Jeg håber og ønsker, at I alle må få en god start på 2021, og at året bringer forandringer og spirende håb med sig. Kærlige jule- og nytårshilsner fra Karen (indehaver af ’BedstINordvest’).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nørrebro

Julemanden på ladcykel

Klumme

Du, vores, Nordvests og menneskehedens år

Klumme

Nordvest fortjener flere lokale helte

Klumme

Et nytårsønske for Nordvest

Nordvest

I det nye år skal vi grine noget mere

Annonce