Annonce
#72timer

Fra pædagog til hjemløs i Nordvest: Min værdighed får et knæk, når jeg skal op i containeren efter mad

Rico Lischang Hussein skal være hjemløs i Nordvest fra den 28. april kl.12.00 til 1. maj. Han er klar på at sætte fokus på hjemløshed. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Den 28. april går Rico på gaden i Nordvest som hjemløs. Her vil han blive udfordret og komme ud af sin komfortzone, men vigtigst: Han vil være med til at samle 500.000 kroner ind til Hus Forbi.

Rico Lischang Hussein er 33 år og er inden længe på vej ud i Nordvests gader som hjemløs. I 72 timer skal han prøve kræfter med de udfordringer, som mange hjemløse møder derude.

Turen på gaden er et led i NordvestLIVs bidrag til at samle 500.000 kroner ind til Hus Forbi i anledningen af deres 25 års jubilæum.

- Jeg håber, at jeg med min deltagelse i det her projekt kan få en endnu større empati og forståelse for manden på gaden. At det vil kunne give mig endnu mere lyst til at gøre noget for de hjemløse og trængende. For selvom det hjælper Hus Forbi sælgeren, at jeg køber hans eller hendes avis, så er det lige så meget for min egen dårlige samvittigheds skyld, at jeg gør det. Der er bare så meget mere, man kan gøre, siger Rico Lischang Hussein.

Annonce

Velfærds-Danmark er ikke nok

Fortællingerne om udsatte og hjemløse er ikke fjerne for Rico Lischang Hussein. Han er født og opvokset i Nordvest med en mor, som arbejdede med udsatte og til tider hjemløse.


Jeg glæder mig til at blive presset der ud, hvor jeg har allermest lyst til at tage hjem velvidende om, at jeg bare skal klare mig igennem.

Rico Lischang Hussein


- Man kan sige, at jeg har fået medfølelsen for de udsatte ind med modermælken. Det er nok også derfor, at jeg bliver noget så provokeret, når jeg møder folk, der mener, at hjemløse bare skal tage sig sammen og få et job, for så enkelt er det ikke - heller ikke selvom vi bor i velfærds- Danmark, siger Rico Lischang Hussein.

Rico Lischang Hussein er med til at samle 500.000 kroner ind til Hus Forbi, når han går på gaden i Nordvest som hjemløs i 72 timer. Foto: Rebecca Veinø Johansen

Rico Lischang Hussein er uddannet pædagog og arbejder med unge mellem 13 og 29 år. Arbejdet beskriver han som yderst berigende, for som han selv siger, så hjælper han unge med at aktivere sig og giver dem herved et alternativ til gaden. Men hvilken gade er det i virkeligheden, han holder dem fra? Det er et af spørgsmålene og en af de ting, som pirrede den unge pædagogs nysgerrighed. Han meldte sig derfor som frivillig.

Hvad frygter du mest ved at skulle på gaden i Nordvest?

- Det, jeg frygter mest, er nok i virkeligheden at skulle være opsøgende. Jeg er ikke den udadvendte type, når jeg ikke er på job - eller blandt folk jeg kender. Og her skal jeg endda ud og bede fremmede om hjælp - om mad og penge. Det bliver vanvittigt grænseoverskridende.

Hvad bliver det sværeste på turen ud i Nordvest?

- Andre vil måske tænke, at det vil være svært at finde steder at sove, svært at undgå at blive tævet. Det er slet ikke noget, der bekymrer mig. Til gengæld tror jeg, det bliver svært at skulle skralde mad fra containeren bag Føtex - her vil min værdighed virkelig få et knæk. Det lyder helt sikkert nemmere, end det er, siger Rico Lischang Hussein.

Hvad glæder du dig mest til ved at skulle være hjemløs?

- Jeg glæder mig nok i virkeligheden til det, jeg også frygter allermest - altså at blive skubbet ud af min komfortzone. Jeg glæder mig til at blive presset der ud, hvor jeg har allermest lyst til at tage hjem velvidende om, at jeg bare skal klare mig igennem. Det er jo sådan, det er på gaden. Jeg håber at falde i snak med en hjemløs. Måske er det en romantisk forestilling, men jeg kunne godt tænke mig at komme under huden på et menneske, som lever under så trange kår, for at forstå hvad det hele handler om, siger Rico Lischang Hussein

Hvor går grænsen?

- Jeg vil ikke stjæle. Det vil være utroværdigt og ikke fair for dem, jeg i så fald vil stjæle fra. Jeg vil jo ikke have rigtig brug for det. Jeg ser heller ingen grund til at tigge foran min egen Netto - der er så mange andre steder, jeg kan sætte mig, siger Rico Lischang Hussein og fortsætter.

- Det her er en personlig udfordring. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem, men jeg er spændt på at komme ud af min komfortzone, når jeg skal møde manden på gaden, når jeg bliver mere våd end tør, og når udfordringerne begynder at tikke ind. Når det så er sagt, så tror jeg også, at jeg vil opsøge udfordringerne for at presse mig selv.

Når Rico Lischang Hussein den 28. april kl.12.00 kysser sin kone farvel og stævner ud fra hjemmet nær Bispebjerg Hospital, vil han forsøge at ligne en hjemløs i det omfang, det er muligt - dog uden at være udklædt. Skægget vil stå og den ellers obligatoriske hårvoks er droppet. Ellers vil der kun være sovepose og et liggeunderlag at finde på ryggen af den unge mand.

Sådan støtter og donerer du

Som virksomhed skriver du det ønskede beløb til 72timer@husforbi.dk hvorefter Hus Forbi sender en faktura. Private køber en avis af den lokale Hus Forbi-sælger og skriver det betalte beløb på sms til 30504816. Indsamlingen varetages alene af Hus Forbi.

Hvorfor #72timer ?

Fordi Hus Forbi i år fejrer 25 års jubilæum. I den anledning vil vi sætte konstruktivt og løsningsorienteret fokus på flere hjemløseproblematikker og sender derfor en læser ud i frivillig hjemløshed i tre døgn. 72 timer hvor den ’hjemløse’ på egen krop oplever problemer og udfordringer og beretter om oplevelserne. I de tre døgn vil vi også samle penge ind til netop Hus Forbi, og det er vores ambition at runde en halv million kroner i jubilæumsgave til den corona-trængte organisation. #72timer kan følges på alle vores medier frem til 12. maj.

_

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce