Annonce
Nordvest

I det nye år skal vi grine noget mere

Mads Graves Pedersen. Præst i Tagensbo Kirke. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Annonce

I det nye år skal vi grine noget mere, og det første, vi skal grine af, er os selv.

Sidste år, da klokken slog tolv nytårsaften, og 2019 fra det ene øjeblik til det andet blev til 2020, stod jeg på en gård på Midtsjælland omgivet af venner og så op i mod den kulsorte himmel, hvor ensomme raketter med jævne mellemrum skød op fra nabogårdenes marker.

”Godt nytår!”, råbte vi, for det er jo det ønske, vi altid møder hinanden med ved midnat, når et nyt år begynder; ønsket om at det år, som kommer, skal blive et godt år. Men da min vens kæreste er norsk, er der også kommet et norsk islæt i vennegruppen, og det udmærkede sig ved, at vores ønske om et godt nytår blev fuldt op af en taksigelse. I Norge siger man nemlig altid ”Tak for det gamle”, når man går ind i det nye år.

Så lad mig begyndelsesvis lægge ud med at ønske NordvestLIVs læsere godt nytår og tak for det gamle!


Men man bliver ikke selv til nogen ved at gøre andre til noget andet, og derfor er mit ønske til det nye år, at vi kan bevæge os væk fra det selvhøjtidelige og ind i det selvironiske.

Mads Graves Pedersen


Det er i sandhed et begivenhedsrigt år, vi takker for og tager afsked med. Et år, som har sat et evigt aftryk på hele vor verden og derfor også på vores lille verden i Nordvest. Der er meget lidt, som er præcis som for et år siden. Og når en verden er i forandring, så opstår der helt naturligt flere måder at anskue den på.

Flere holdninger til flere ting. Flere sandheder, som skal kæmpe om pladsen som sandheden. Sådan er det, og hvis det ikke var sådan, ville vi sikkert slet ikke lægge mærke til, at noget ændrede sig. Og den brydningstid, vi lever i, er langtfra forbi.

Det nye år vil også blive en kampplads for sandheder. Det nye år vil også blive flydt med debatter og diskussioner, som vil dele os op. Og lad dem bare komme, for langt de fleste af disse debatter er der brug for. Men lad os lære af det år, der er gået, og lad os lære at behandle vores meningsmodstandere med respekt og kærlighed.

Vi lever i selvets tid. Fra en ganske ung alder af skal vi tage stilling til, hvem vi er, og hvem vi vil være. Vi skal vælge, hvem vi sympatiserer med politisk, både på et nationalt plan, men helst også på et globalt plan, hvor et amerikansk præsidentvalg pludseligt bliver det eneste, som rør sig i andedammen herhjemme.

Der er en masse valg, som skal træffes, en masse positioner, som skal indtages, en masse meninger, som skal menes. Og det hele peger tilbage på vores selv. Det selv, som vi hele tiden skal forme og varetage, og derfor meget let kan blive noget, vi tager alt for alvorligt.

Træder vi ved siden af og mener noget forkert eller gør noget dumt, så pletter det vores selv, og det er næsten ubærligt. For vi lever ikke blot i selvets tid, vi laver i høj grad også i selvhøjtidelighedens tid – en tid, hvor vi går så meget op i at være korrekte, at resten af verden hurtigt bliver forkert.

Men man bliver ikke selv til nogen ved at gøre andre til noget andet, og derfor er mit ønske til det nye år, at vi kan bevæge os væk fra det selvhøjtidelige og ind i det selvironiske. Mit ønske er, at vi kan vende blikket mod os selv, ikke med et dømmende og vurderende blik, men i stedet med et kærligt drillende blik, som kan hjælpe os med at grine lidt af alt det, vi går og tror om os selv.

For så snart vi kan grine af os selv, så bliver det også lettere at tilgive og forstå dem, vi er uenige med. Vi er måske ikke helt så hurtige til at putte andre i en bestemt kasse, hvis vi kan grine lidt af de kasser, vi putter os selv i. Og så vi farer måske ikke helt så let op og møder vores modstandere med en aggressiv tone, når vi diskuterer.

Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at diskutere, for der er nok at diskutere om. Vi skal blot blive bedre til ikke at tage os selv så højtideligt, mens vi gør det.

Vi trænger til at grine i det nye år, og det første, vi skal grine af, er os selv. Så skal året nok blive godt. Tak for det gamle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nørrebro

Julemanden på ladcykel

Klumme

Du, vores, Nordvests og menneskehedens år

Klumme

Nordvest fortjener flere lokale helte

Klumme

Et nytårsønske for Nordvest

Nordvest

I det nye år skal vi grine noget mere

Klumme

2021 ønske for Nordvest

Debat

Hovmestervejs midlertidige lukning

Annonce