Annonce
Klumme

Lad os gå en tur

Mads Graves Pedersen, præst i Tagensbo Kirke. Foto: Rebecca Veinø Johansen

Hvor går vi hen, når vi går? Sådan sang Lars Lilholt tilbage i 1997 på albummet Masai. Spørgsmålet indeholder en slet skjult eksistentiel dybde og sigter mod det, som befinder sig på den anden side af livets grænse. Et spørgsmål om det evige liv eller en uendelig drømmeløs søvn. Et spørgsmål, som det er svært at give et præcist svar på. Men er man fra Nordvest, så er svaret på spørgsmålet måske mere simpelt. For hvor går vi hen, når vi går?

Vi går rundt om Utterslev Mose. Uanset vejr og vind. Uanset ugedag og tidspunkt. Mosen vibrerer af liv, kondiløbere, mødre med barnevogne, bedsteforældre med børnebørn og alle os andre, der trasker rundt alene eller flere sammen.

Det er som om, at der i løbet af det seneste år – hvor så meget har stået stille – er opstået en ubevidst modstandsbevægelse, som netop insisterer på at bevæge sig. En modstandsbevægelse, som bekæmper den kollektive corona-fortvivlelse med den medicin, der findes i kroppens bevægelse og den friske luft. Og intet giver bedre mening. For både krop og sjæl har afsindigt godt af at gå. Særligt sidstnævnte; sjælen, sindet, psyken, eller hvad man foretrækker at kalde vores indre liv, kan være under et øget pres her midt i endnu en nedlukning. Urolige tanker og bekymringer gør, at vi lukker os om os selv – ja vi bliver sjæleligt indelukket af at holde os for meget inde. Derfor må vi ud.

Jeg kan huske en sommer på Roskilde Festival, hvor jeg en tidlig formiddag gik forbi en lejr, som endnu ikke var gået i seng, og hvor festen kæmpede som et såret dyr for at holde sig i live. På et af teltene stod der, med en tvivlsom rød spraydåse, skrevet; 'Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?'

Der er heldigvis masser af håb tilbage i vores verden, men sætningen har alligevel en særlig sandhed i sig. For alt håb er ingenlunde ude, men der er til gengæld masser af håb udenfor.


Vi kan minde os selv om, at trange tider går over, og at de går hurtigere, hvis vi husker at gå undervejs

Mads Graves Pedersen


Årstiderne skifter og fortæller os, at der stadig findes uendeligt meget i denne verden, som en virus ikke har magt over. Fuglen hænger ubekymret under himlen, som den altid har gjort. Gæssene går omkring i mosen uden den mindste ide om smittetal, vaccinekapløb og eksotiske mutationer. En gåtur ved Utterslev Mose er balsam for den fortvivlede sjæl. Her får man fred. Her glemmer man sig selv for en kort stund.

Den franske filosofiprofessor Frédéric Gros skrev i 2009 en bog om gåturens filosofiske klangbund. Marcher! hed den slet og ret: Gå! Mange af filosofihistoriens største tænkere har været dybt afhængige af at gå. Fra Immanuel Kant til Friedrich Nietzsche. Fra Jean-Jacques Rousseau til vores egen Søren Kierkegaard. Det var, mens de gik, at deres store ideer fødtes, eller også var det gåturen, som slukkede for deres trivielle tankemylder, så de efterfølgende kunne vende hjem til skrivepulten med fornyet energi og skarphed.

For skønt det kan virke anstrengende at gå en tur, så er det oftest lige omvendt. Det er anstrengende at lade være. Man bruger enormt meget tid og energi på at gå og tænke på sig selv og for sig selv. Gåturen slukker på sin vis for selvet. Frédéric Gros beskriver det således: 'Det er vandringsmandens frihed ikke at være nogen, for kroppen, der vandrer, har ingen historie. Den er blot en strøm af ældgammelt liv.'

Vi har brug for at glemme os selv indimellem. Og Utterslev Mose er vores fristed. Skønt Hareskovvej larmer, og den kolde vind i disse dage bider, så er mosen et lille frimærke af paradis, som vi kan træde ind i. Vi kan fylde lungerne med frisk luft og tømme hovederne for fordærvede tanker. Vi kan minde os selv om, at trange tider går over, og at de går hurtigere, hvis vi husker at gå undervejs. God tur!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
KLUMME

Forårsfornemmelser og friske ideer

Corona

Slut med pop-up centre i København

Annonce