Annonce
Kultur

Mystisk skilt over Glasvej 9 fik Nordvest til tasterne

Gustav Winckler med sin trofaste guitar. MAnden bag hits som 'Gem et lille smil til det bli´r grå vejr' og 'Skibet skal sejle i nat'. Foto: Nf/Ritzau Scanpix
"Her boede Gustav Winckler" teksten står på et skilt over Glasvej 9. Det satte gang i spørgsmålene.
Annonce

Ofte går man rundt i sin bydel uden rigtigt at kigge op. Man kigger ned, og man kigger på sin telefon - og går dermed glip af rigtig mange små betragtninger og små mysterier.

En tur ned af Glasvej gjorde det for mig.

Ordene på det lille sorte skilt over hoveddøren til Glasvej 9 var ikke til at tage fejl af. Indgraveret i pladen stod der 'Her boede Gustav Winckler'. Gjorde han virkelig det?

Skiltet som på mystisk vis er blevet sat op over døren til Glasvej 9. Foto: Rebecca Veinø Joahnsen

Gustav Winckler. Jeg vil lige lade navnet stå lidt. Måske ved du lige præcis, hvem der er tale om. Måske har du hørt hans navn før men har svært ved at placere det. Allerede nu kan jeg afsløre, at Gustav Winckler hverken er, eller har været pædagogmedhjælper i dit barns børnehave. En af gutterne fra Ungdomshuset eller for den sags skyld heller ikke ham den sødes bror nede fra tanken.


Han fortalte os, at her kunne han engang imellem høre Gustav Winckler spille og synge.

Astrid Langberg


For at komme det lidt nærmere skal vi ind i musikkens verden. Måske er sange som 'Gem et lille smil til det bli´r grå vejr' og 'Skibet skal sejle i nat', lige præcis de ledetråde du har brug for, for at placere den gamle NV'er. Og nu hiver jeg navnet op ad hatten igen, for vi har simpelthen med Danmarks største crooner at gøre, hvis du stadig skulle være i tvivl. Nørrebros Bing Crosby som han også blev kaldt. Gustav Winckler.

Skiltet vakte i allerhøjeste grad min nysgerrighed. Derfor lagde jeg et billede af skiltet på vores facebook-side 'NordvestLIV' og i gruppen 'Det sker i Nordvest'. For boede Gustav Winckler virkelig på Glasvej 9 i Nordvest? Hvem hængte et sådan skilt op og ikke mindst hvorfor? Spørgsmålene var mange. Interessen både i gruppen og på vores facebook-side var stor, og der var hjælp at hente.

Annonce

Den er god nok

En af dem, der bød ind var Astrid Langberg. For tre år siden købte hun sammen med sin kæreste en lejlighed i opgangen på Glasvej 9. Det var sælger selv, som viste lejligheden frem, mens han fortalte, at Gustav Winckler havde boet i opgangen - endda i lejligheden lige ovenpå.

- Sælger viste det værelse frem, som vi idag bruger til børneværelse. Han fortalte os, at her kunne han engang imellem høre Gustav Winckler spille og synge. Det har vi stadig tilgode, men der er altså et eller andet med det værelse, siger Astrid Langberg.

Vi har været i arkiverne, og den er god nok. Gustav Winckler boede på Glasvej 9, 4.th tilbage i 1944. Her boede han sammen med sin mor Olga for en periode.

Annonce

Det giver os tilhørsforhold

Hvad gør det for vores kvarter, at så store personligheder som Gustav Winckler, Kim Larsen, Per Kirkeby og mange flere har været en del af Nordvest?!

Astrid Langberg er ikke itvivl, for selvom hun ikke var helt skarp på, hvem Gustav Winckler var, da hun flyttede ind i Croonerens tidligere opgang, så er der blevt læst op siden da.

- Med så folkekære profiler fra kvarteret bliver det meget nemmere for os at tale kulturhistorie med vores børn, og dem har vi alligevel tre af. Det er som om, vi bliver en større del af Nordvest i kraft af at kunstnerne - de er jo folkeeje. Og det styrker vores tilførsforhold, siger Astrid Langberg.

Vi mangler stadig ét svar, for hvem har sat skiltet op over døren til Glasvej 9? Er du også nysgerrig? Eller ved du noget, så send mig meget gerne en mail: rebecca@nordvestliv.dk

Gustav Winckler

  • Gustav Winckler var en dansk sanger. Han fik sin musikuddannelse på Sankt Annæ Gymnasium og i Københavns Drengekor og debuterede som solist ved en amatørkonkurrence i 1948, hvor han som vinder meget betegnende fik prædikatet "Nørrebros Bing Crosby". Han blev da også sin tids betydeligste danske crooner.
  • Hans debutplade var den engelsksprogede It's Magic (1950), men han kom i de følgende årtier til at præge det danske slagermarked med sine egne indspilninger og duetter med tidens førende refrænsangerinder som Raquel Rastenni, Gy Holdorf (1927-99) og Grete Klitgaard (1934-64).
  • I 1957 vandt han sammen med Birthe Wilke, som han af kontraktlige grunde ikke tidligere havde indspillet med, en tredjeplads i det europæiske Melodi Grand Prix med Skibet skal sejle i nat.
  • Sideløbende med sin sangkarriere var Gustav Winckler tillige musikforlægger og producer. Under pseudonymerne Walter Lance som komponist og Kim Holter som tekstforfatter skrev han i 1957-58 sine egne hits Send en hilsen hjem og Hvide måge, der i mere end et kvart århundrede holdt sig på radioens Giro 413.
  • Gustav Winckler omkom i januar 1979 ved en trafikulykke.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce