Annonce
Klumme

Overlevelsesguiden for forældre i juleferien

Selvom de fleste aktiviteter og butikker er lukket ned i juleferien, så er der stadig mange aktiviteter, som hele familien kan hygge sig med - herunder trylledej. Pr-foto
Annonce

Der er efterhånden lukket godt ned igen, og mange af os har fornøjelsen af en laaaang juleferie med vores børn. Hvordan fordriver vi tiden, når vi nu ikke kan tage i Planetariet, biografen, Zoologisk Museum eller på biblioteket?

Vores bydel er ret perfekt placeret, fordi vi både har vores dejlige lokalområde, indre by og naturen en kort cykeltur væk. Så hvis man har varmt og praktisk tøj, byder vores bydel på en hel del hyggelige aktiviteter.

Man kan for eksempel tage sine børn med på en tur til mosen, hvor man kan kigge på vandet eller undersøge skovområderne. Her kan man for eksempel lege naturbingo - google det, og der kommer 'plader' frem. Naturbingo kan tilpasses til de forskellige aldre, ens børn måtte have.

Tager man til mosen eller et andet naturområde, kan man med fordel have en dolk eller en havesaks med og klippe hyld-grene af, som man kan snitte til snobrødspinde. Hvis man har en gård, kan man lave bål i et bålfad eller en kuglegrill. Perfekt til at lave snobrød, varme en gryde saft eller te, som man sagtens kan være flere om at hygge sig med, imens man stadig er i frisk luft og har mulighed for at holde god afstand.

En anden aktivitet er områdets legepladser - til alle turene, kan man smøre en madpakke og tage en termokande med, så man kan holde varmen med varme drikke. På Degnestavnens legeplads kan I medbringe ungernes cykler, løbecykler, løbehjul med mere og lade ungerne fræse rundt på det store område (og hvis du har glemt termokanden, ligger Storm B lige ved siden af). I Emaljehaven kan man lege 'jorden er giftig' på deres fine bane eller producere sandkager i deres nye, større sandkasse. I Nordvestparken kan man, mens vi venter på sneen, løbe op og ned af den store bakke og hoppe op og ned på de fine stjerner.


Små børn kan få virkelig meget ud af bare at få lov at sidde og lære at klippe med en saks, klistre med tape eller lime med en limstift.

Anne Sofie Bovin


Og så er der de dage, hvor det bare regner (igen, mens vi venter på sneen) og der kan det nogle gange være lidt mere udfordrende at være spærret inde, hele familien. Hvis man har et dygtigt krea-lager, kan man jo lukke øjnene og tømme det hele ud på spisebordet og lade ungerne gå amok, men man kan også prøve at styre aktiviteten, hvis man ikke har overskud til glimmerspor indtil sommer.

Små børn kan få virkelig meget ud af bare at få lov at sidde og lære at klippe med en saks, klistre med tape eller lime med en limstift. Det behøver ikke at blive til noget, målet er processen, hvor barnet sanser og udvikler sin finmotorik.

Trylledej er en aktivitet, der er forholdsvist nem at gå til, og hvor alle kan være med på deres eget niveau. Tumlingen kan sidde og sanse dejen (der er super meget salt i, så det smager ækelt) og de større børn og voksne kan sidde og modellere ting. Hos os formede vi nisser og stjerner som, efter de blev bagt, blev malet og forvandlet til, relativt grimt, julepynt, men det var hyggeligt at lave.

Hvis ens unger kan lide at se film, kan man også lave hjemmebiograf med popcorn og bare sidde og hygge sammen. Det kan godt være, det er skærmtid, men det er fælles skærmtid, og det kan også noget.

Glædelig jul og godt nytår, jeg håber, I får det bedste ud af tiden med jeres unger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nørrebro

Julemanden på ladcykel

Klumme

Du, vores, Nordvests og menneskehedens år

Klumme

Nordvest fortjener flere lokale helte

Klumme

Et nytårsønske for Nordvest

Nordvest

I det nye år skal vi grine noget mere

Annonce