Annonce
Nordvest

Samfundssind er også nabosind

Mads Graves Pedersen, Præst i Tagensbo sorgn. Foto: Rebecca Veinø Johansen
Annonce

Ethvert dødsfald er en tragedie. Det er en sætning, som vi flere gange har hørt under de seneste måneders pandemi. Det er måske både sandt og usandt. For naturligvis er livets ophør tragisk, men samtidig findes der også en nådefuld død, og har man levet et langt og lykkeligt liv, kan man vel også tale om at dø lykkelig?

Den tidligere cykelrytter Laurent Fignon skrev i sine erindringer, kort før han selv forlod livet, at når nogen dør, så er det altid en verden, der går under. Det er der til gengæld noget evigt sandt i. For bag hvert et liv gemmer der sig en verden af følelser, interesser og oplevelser, som på et splitsekund forgår.

Når man er sognepræst, kommer døden med posten. I mailboksen ligger dødsattesterne og venter, når man åbner computeren om morgenen. Nogle af disse attester kalder man for en C’er. Nederst til venstre på dødsattesten indikerer bogstavet C, at afdøde er blevet fundet.

Typisk på sin bopæl. Det kan der være uendeligt mange årsager til, men det fortæller desværre ofte en historie om et liv, der er blevet levet for sig selv.



I Nordvest bor der rigtig mange – specielt ældre – alene i lejligheder. Og der findes heldigvis rigtig mange aktiviteter og tilbud, hvor man kan mødes og få snakket og set hinanden i øjnene. I boligforeningerne, på plejehjemmene og i kirkerne foregår der alle mulige arrangementer. Samtidig er vi i Nordvest rigtig gode til at tage os af hinanden.

Jeg har, her i coronatiden, hørt om vinke-gåture og fortovsmøder, hvor dem, som har været friske, har gået ture rundt i kvartererne og hilst og snakket op mod altanerne til dem, som har været alene og for sårbare til at komme ud. Det vidner om et fantastisk fællesskab, at vi på den måde kærer os om hinanden.

Men i takt med, at samfundet er ved at åbne op, har jeg oplevet en lille stime af disse C’ere. Og det er måske et tegn på, at vi lige nu skal være ekstra opmærksomme på dem, som er alene. For skønt meget åbner igen, så er der mange af de tilbud, som henvender sig til de ældre, der ikke ser ud til at åbne lige foreløbigt. Der sidder derfor rigtig mange rundt omkring, som næsten ikke ser nogen mennesker i løbet af dagen.

Vi kender ikke altid vores naboer super godt. Men vi har næsten alle sammen en ide om, hvem der bor inde på den anden side af væggen. Vi mødes i opgangene, på vej ned med skraldet og ved cykelstativerne. Og det kan være, at vi skal prøve at blive lidt dygtigere til at lægge mærke til, hvis vi ikke har set vores ældre nabo i et par dage. Eller hvis vi har en fornemmelse af, at vedkommende er meget alene.

Måske skal man bare lige banke på og lade dem vide, at man gerne vil hjælpe med indkøb, gå på apoteket eller sågar drikke en kop kaffe nede i gården. For lige nu kan der sidde nogle mutters alene på tredje måned, og det er enormt hårdt for livskvaliteten. Og den livsrytme og daglige snak, man får til banko eller til træningen nede på ældrecentret, er pludselig blevet reduceret til den hjemmelige lænestol og tv’ets genudsendelser.

I Danmark har vi været dygtige til at udvise samfundssind og sætte vores egne behov og interesser på pause for en større sags skyld. Men nu er det måske på tide, at vi også viser nabosind og holder et vågent og kærligt øje med dem, hvis verden endnu ikke er åbnet op igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordvest

Kirsten på 80 år skriver julen ind

Byrum

En ring af lys skal samle Nordvest

LEDER

Lad ikke vores butikker dø: Køb dine julegaver lokalt

Annonce