Var du også en af dem, som sidste fredag fik annulleret dine planer for weekenden, da en sms tikkede ind på din telefon med besked om, at der i dit lokalområde var blevet fundet den sydafrikansk corona-variant - en yderst smitsom djævel. Og at du derfor - for at vise samfundssind - burde lade dig teste i løbet af weekenden og i øvrigt blive hjemme, til du fik svar?
Stod du i en timelang kø på Frederiksborgvej for at få en PCR test - og skulle dit barn også lige have stukket en vatpind i halsen for en sikkerheds skyld?
Eller deltog du i den demonstration, som udsprang fra Hulgårdsplads med hundredevis af mennesker anført af foreningen Men In Black, Denmark?
Foreningen Men In Black, DenmarkBare fordi folk lader sig skræmme af propaganda igennem et år, ændrer vi selvfølgelig ikke vores planer.
Mange NV'ere har undret sig over, at foreningen Men In Black Denmark alligevel, og trods det italesatte udbrud af den sydafrikanske corona-variant i Nordvest, valgte at lade deres demostration starte som planlagt fra Hulgårdsplads lørdag. For burde demonstrationen ikke være flyttet til et andet sted?, spørger flere i Facebook-gruppen Det sker i Nordvest.
Trodser anbefalinger
Vi har været i kontakt med foreningen 'Men In Black, Denmark' via deres Facebook-side, og hørt dem om det ikke ville have været på sin plads at rykke demonstrationen med start fra en anden lokation, eftersom der var fundet et udbrud af den smitsomme mutation i Nordvest allerede torsdag.
Til det var der en klar holdning fra foreningens side.
- Demonstrationen var planlagt inden deres (Sundhedsmyndighedernes, red.) skræmmekampagne startede. Og nu hvor vi ved, at virussen ikke er så farlig, som narrativet fortæller, valgte vi selvfølgelig at fortsætte som planlagt. Bare fordi folk lader sig skræmme af propaganda igennem et år, ændrer vi selvfølgelig ikke vores planer, lyder det i en messenger-besked fra foreningen Men In Black, Denmark.
De mener selvsagt ikke, at der var noget galt i at lade en demonstration udspringe fra Hulgårdsplads trods den smitsomme corona-variant. Men In Black, Denmark afslutter med en kommentar om, 'at hvis virussen var så farlig, ville alle aktivister og politifolk jo være døde for længst'.
Sydafrikansk mutation
Den sydafrikanske corona-variant skulle ifølge Statens Serum Institut være særlig smitsom. Det vurderes, at denne variant af virusset ikke gør en mere syg end den almindelige coronavirus. Til gengæld kan denne variant være mere modstandsdygtig over for vacciner, da den har nedsat følsomhed over for antistoffer.
Efter opdagelsen i torsdags tog Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed ud i området ved Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej med en podebil, hvor de stemte dørklokker og opfordrede borgerne til at blive testet øjeblikkeligt.
Lige nu forlyder det, at omkring 3.500 NV'ere er blevet testet i løbet af lørdag og søndag.
Udbruddet blev lokaliseret til to familier i en opgang i området mellem Glasvej, Frederikssundsvej og Frederiksborgvej. I skrivende stund ved man ikke, om der er fundet flere tilfælde af den smitssomme sydafrikanske mutation i Nordvest.
Pop-up-testcenteret på Frederiksborgvej er lukket og der henvises til testcentret på Vingelodden.
_