Annonce
Nordvest

Velkommen i det grønne: Borgere vil ikke have, at der skal bygges her

Lisette Olsgaard og Søren Østergaard er to af de borgere, som er inde i kampen mod at bygge i Emdrups grønne områder. Det er ved den beplantede bunker i baggrunden i Emdrupgårds Have, at der planlægges byggeri. De står på alléen med de historiske træer. Foto: Thomas Frederiksen
Borgere er utilfredse med, at der skal bygges boliger for udsatte borgere i to grønne områder i Emdrup
Annonce

Sidste efterår voksede der en markant modstand over for at bygge tre nye områder til udsatte borgere i Emdrup/Ryparken-området, som Københavns Kommune havde planlagt i kvarteret. Argumentet fra borgerne lød, at området i høj grad selv tager et stort socialt ansvar i forvejen.


Det har intet at gøre med, at det er boliger til hjemløse. Jeg ville også være modstander af liebhaverboliger

Lisette Olsgaard, beboer i Emdrup


Da Kommuneplanen, som lægger rammerne for Københavns udvikling, blev vedtaget i vinter, blev det droppet, at et botilbud med 61 beboere skulle flytte fra Brønshøj til Ryparken.

Tilbage står, at der skal opføres containerboliger i Emdrupgårds Have ved Emdrupvej og Tuborgvej, hvor der i dag er en bunker, og 12 såkaldte skæve boliger i Søgårds Have ved Strødamvej.

Annonce

Det er modstridende

Det vækker modstand blandt beboerne, som har samlet mere end 1300 underskrifter ind og også har deltaget i demonstration på Rådhuspladsen mod planerne.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at man vil bebygge i vores bevaringsværdige grønne områder. Det strider imod kommunens egen strategi for bynaturen i København, hvor de har meldt ud, at de frem mod 2025 vil sikre at København udvikles til en grøn og klimatilpasset by. Deres beslutning om så alligevel at bebygge natur og grønne områder væk er modstridende. Hvor er den grønne og gennemtænkte løsning i det her? spørger en af beboerne Lisette Olsgaard, som er særdeles aktiv i kampen for at bevare det grønne, retorisk.

Hun understreger, at hendes modstand ikke har at gøre med boligernes formål. Det er udelukkende, at kommunen vil bygge i unikke grønne områder, at hun er modstander af.

- Det har intet at gøre med, at det er boliger til hjemløse. Det handler ikke om, hvad Københavns Kommune vil bygge, men hvor de vil bygge. Jeg ville også være modstander af liebhaverboliger. Der skal ikke bygges i historisk bevaringsværdig natur, siger hun og mener, at der skal findes boliger til sociale formål.

- Vi vil gerne bidrage med at finde placeringer, fastslår hun.

Annonce

Ikke midlertidigt for natur

Lisette Olsgaard fremhæver, at de grønne områder både er for børn, voksne og ældre, og så lægger hun vægt på, at der er meget gamle træer i en allé i Emdrupgårds Have, som fortæller om områdets historie, da gården Emdrupgård lå der frem til begyndelsen af 1900-tallet.

- Men der er mange grønne områder i Emdrup. Kan I ikke sagtens benytte meget af det, I ellers har?

- Ja, vi har andre grønne områder, men ikke alle er bevaringsværdige som de her. Fuglearter og andet dyreliv kommer over og yngler og græsser i parken fra Emdrup Sø. Det har betydning for dyrelivet og naturen, mener hun og nævner, at selvom det kun er dele af de to områder - og for Emdrupgårds Have en lille del - som skal bebygges, får det konsekvenser.

- Det kan ikke undgås at skade områder, at der skal køre gravkøer ind og ud, når der skal bygges. Der skal både etableres el, vand og kloak, når der skal være boliger her. Etablering af midlertidige boliger er ikke midlertidig for naturen, fastslår hun.

Annonce

- Det er dovenskab

Danmarks Naturfredningsforening bakker beboerne op.

- Det er to vigtige områder. Det er to kulturhistoriske områder, som emmer af historie og har gamle træer. Det er utrolig dejlige grønne områder, som kan udvikles. Sådanne grønne områder skal man også have ved boliger, og det var tænkt ind i sammenhængen, da de almene boliger blev opført, siger Knud Erik Hansen, næstformand i Dansk Naturfredningsforening København.

Han betegner områderne som fredningsværdige, og de ligger tæt på fredede områder.

Træerne vidner om deres tid som tidligere haver til henholdsvis Emdrupgård (i dag Emdrupborg på den anden side af Tuborgvej) og Søgård, lyder det fra naturfredningsforeningen.

Knud Erik Hansen mener, at Økonomiforvaltningen, som udpeger byggegrunde i kommunen, lider af vanetænkning og mangler kreativtet.

- Jeg vil kalde det dovenskab. Man tager den nemme løsning, siger han og nævner, at det er lykkedes kommunen at finde mange grunde til at opføre daginstitutioner de seneste 20 år.

Han frygter en salamitaktik, hvor der bygges en lille smule af gangen, og til sidst kan de grønne områder være svundet mærkbart ind.

Gennem årene er der blandt andet bygget større børneinstitutioner i de grønne områder.

Annonce

Kæmpestort behov

Østerbro Avis har forsøgt at få en kommentar til sagen fra overborgmester Frank Jensen (S), der er den politisk overordnede for Økonomiforvaltningen. Fra hans kontor henvises til Socialdemokratiets politiske ordfører Jonas Bjørn Jensen på rådhuset.

Han forstår beboernes modstand over for, at der skal bygges i det grønne og fortæller, at de fra politisk side har gjort, hvad de kan for at finde en anden placering. Han betoner, at det kun er i cirka syv procent af områderne, at der skal bygges.

- Vi har presset forvaltningen. Og der er også fundet andre placeringer, men behovet for boliger til udsatte grupper er kæmpestort, og der bygges også i blandt andet både Vanløse og på Amager, siger han.

- Med med flere sociale boliger i for eksempel Nordhavn?

- Nu er nogle af boligerne, som opføres, midlertidige, men når de skal være permanente, at det da klart, at der skal etableres nogle i Nordhavn og i andre byudviklingsområder, siger han og lægger vægt på, at når boliger skal gennemføres ved lokalplan, skal der tages hensyn til områderne, blandt andet ved facader som skal falde ind i det grønne.

Der skal også bygges boliger for socialt udsatte på Scherfigsvej tæt ved Svanemøllestranden, og der er etableret 24 boliger til socialt udsatte i alment boligbyggeri i Nordhavn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Reflektion

Med tilgivelse skal land bygges

Nørrebro

Sommerlarm vækker politikerne

Nyfødte

Her er de mest populære navne i hovedstaden

Annonce