Annonce
Nytirsdag

Året der gik fra A til Å

Kronprinsesse Mary var æresgæst, da Rødding Højskole fejrede sit 175 års jubilæum. Arkivfoto: Martin Ravn
Tilbageblik: 2019 blev et år på både godt og ondt – lokalt, nationalt og internationalt. Vi tager her en rejse rundt i året, der er gået og slår ned på nogle af de små og store nyheder.
Annonce

A rchie Harrison Mountbatten-Windsor blev navnet på prins Harrys og Meghans søn, der kom til verden den 6. maj.

B ritta Nielsen blev i november 2018 anholdt på et hotel i Johannesburg, udleveret til Danmark og varetægtsfængslet og sigtet for at have svindlet for over 121 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Retssagen mod Britta Nielsen begyndte ved Københavns Byret den 24. oktober i år.

C hirac med fornavnet Jacques og tidligere præsident i Frankrig fra 1995 til 2007, døde den 26. september i en alder af 86 år.

D et danske fodboldlandshold kvalificerede sig til EM-slutrunden, der spilles i 12 forskellige lande, deriblandt Danmark. Åbningskampen foregår den 12. juni i Rom, hvor Italien og Tyrkiet spiller.

E nghaveplads i Rødding begynder i løbet af foråret 2020 at tage form, efter at blandt andet den tidligere SuperBrugsen bygning blev jævnet med jorden. I samarbejde med kommunen har Forum Rødding fået udarbejdet projekttegninger til, hvordan Enghaveplads kommer til at tage sig ud, når alt arbejdet er færdigt.

F lugtskydningsforeningen Skodborg Flugtskydning, der har baner i Skudstrup, kunne i 2019 markere sit 40-års jubilæum.

G ymnastikforeningen i Rødding fik efter sommerferien indviet de nye, moderne springfaciliteter, der har kostet to millioner kroner. Jakob Bech Jensen, medlem af byrådet i Vejen Kommune og Rødding-områdets lokale medlem af Udvalget for sundhed, kultur og fritid, kastede sig ud i at "klippe" det røde bånd med et spring.

H åndboldherrerne vandt i januar 2019 VM-guld på hjemmebane. Holdet slog blandt andet de regerende verdensmestre Frankrig med 38-30 i semifinalen. I finalen ventede Norge, som danskerne besejrede med 31-22.

I merco på Sønderallé i Rødding meldte i efteråret ud, at forretningen lukker den 1. marts. Det er kædens hovedkontor, der har besluttet at lukke butikken i Rødding.

J akob Ellemann-Jensen blev valgt som ny formand for partiet Venstre efter Lars Løkke Rasmussen.

K limaaktivisten, den 16-årige Greta Thunberg, der kæmper imod global opvarmning og for grøn omstilling, satte i efteråret kursen mod Madrid i Spanien for at deltage i FN's klimatopmøde.

L ars Larsen, "dynekongen" der stiftede Jysk Sengetøjslager, døde den 19. august. Han blev 71 år gammel. Lars Larsen var også medejer af golfbanen i Jels.

M ichelle Obama, den tidligere præsidentfrue, var på besøg i Royal Arena i København, hvor hun promoverede sin storsælgende selvbiografi "Becoming."

N icklas Sahl, Rasmus Seebach, Gnags, Jacob Dinesen, Midt Om Natten og Boys From Heaven sørgede for musikken, da der lørdag den 17. august for 14. gang blev holdt Park Rock i Skodborg. Igen i år var alle billetter til endagsfestivalen solgt.

O K boomer er et udtryk, som flere unge bruger - henvendt til de klimaskeptiske. Med "OK boomer" menes der: "Ja, den er god med dig. Du tager fejl og lytter ikke, og jeg orker ikke for 117. gang at forsøge at forklare dig, hvordan verden ser ud i dag."

P eberspray blev det fra den 1. januar tilladt at eje og opbevare som forsvarsvåben i hjemmet.

Q atar er et emirat ved den Persiske Bugt. Qatar er udset til at være vært for fodbold-VM i 2022. Men en rapport fra Amnesty International retter en sønderlemmende kritik af ørkenstatens behandling af de migrantarbejdere, der er hentet til landet for at gøre alting klart til slutrunden.

R ødding Højskole markerede i november sit 175-års jubilæum. I den forbindelse blev bogen "Viljen til Rødding – genstarten af Rødding Højskole 2006-2012" udgivet.

S kovgårdsvejsagen fik sin afslutning i slutningen i oktober, da gårdejer Martin Lund Madsen valgte at fjerne de afspærringer, der betød, at vejen var helt lukket for trafik. Martin Lund Madsen valgte at spærre vejen den 22. oktober 2018 i protest mod, at Vejen Kommune ikke ville følge en afgørelse fra Højesteret.

T ernet Ninja slog alle rekorder, og den blev den mest sete danske film i mere end 30 år.

U rsula von der Leyen blev valgt som formand for EU-Kommissionen. En post, som også Margrethe Vestager var i spil til.

V ikingerne i Jels var ude i nogle drabelige fejder – ikke på scenen, men derimod i kulisserne, hvor Janus Lynggaard overtog formandsposten efter Bruno Bennedsen.

W ozniacki, Caroline, annoncerede i begyndelsen af december, at hun stopper sin tenniskarriere og spiller sin sidste tenniskamp ved Australian Open, der foregår fra den 20. januar til den 2. februar 2020. 29-årige Wozniacki har været professionel tennisspiller, siden hun var 15 år.

X 'erne blev sat på stemmesedlerne til folketingsvalget, der blev holdt grundlovsdag den 5. juni. Det blev Socialdemokraterne, med statsminister Mette Frederiksen i spidsen, der efterfølgende satte sig på regeringsmagten.

Y ellow Brick Road eller mere præcist Goodbye Yellow Brick Road er en af Elton Johns populære sange. I 2019 var den 72-årige musiker på turné for sidste gang og hans Farewell Yellow Brick Road tur ramte blandt andet Royal Arena i København.

Z alando er en tysk netbutik, der sælges sko, tøj og andre modeartikler. Og nethandel er noget, som vi danskere benytter os rigtig meget af. Siden 2009 er andelen af danskere, der handlede på nettet, steget, og i 2019 handlede 74 procent af danskerne på nettet i løbet af en tre måneders periode.

Æ resgæsten var ingen ringere end kronprinsesse Mary, da Rødding Højskole den 7. november fejrede jubilæum. Og kronprinsesse blev modtaget af flere hundrede børn og voksne, der stod klar til at byde hende velkommen.

Ø konomien kom også i fokus hos Forsvarets Ejendomsstyrelse, hvor en såkaldt whistleblower opdagede nogle mystiske vareindkøb. Det fik Rigsrevisionen til at rette skarp kritik af styrelsen. To medarbejdere blev meldt til politiet - mistænkt for svindel. Rigsrevisionens undersøgelse viste fejl i 54 ud af 64 indkøb i styrelsen. Svindlen skal være sket ved, at medarbejderne har overført ekstra betaling til firmaer, og efterfølgende har de fået den tilbagebetalt i møbler og vin i strid med reglerne.

Å rets ord blev kåret den 13. december. Bag kåringen af årets ord står radioprogrammet "Klog på sprog" og Dansk Sprognævn. Finalen stod mellem de tre ord: Kønsneutral, klimatosse og pandalåner, og det blev altså ordet klimatosse, der løb med sejren. Ordet blev blandt andet brugt af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der høstede meget kritik, da hun på valgaftenen sagde, at det var klimatosserne, der var skyld i, at partiet tabte valget til EU-Parlamentet.

Gnags var på musikprogrammet, da der i august var Park Rock i Skodborg. Arkivfoto: Lars Thomsen
Rødding Gymnastikforening havde inviteret til festlig indvielse af sine nye, to millioner kroner dyre springfaciliteter i Rødding Centret. Jakob Bech Jensen, der er medlem af byrådet i Vejen Kommune og Rødding-områdets lokale medlem af udvalget for sundhed, kultur og fritid, kastede sig ud i at "klippe" det røde bånd ved at springe. Arkivfoto: Martin Ravn
Janus Lynggaard, der havde hovedrollen som Gorm i årets vikingespil "Ringguldet," overtog formandsposten hos Jels Vikingespil efter Bruno Bennedsen. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nytirsdag

Trine og Easy er på vej mod toppen

Nytirsdag

Lindab vandt Byggeriets Energipris

Mest læste

Nytirsdag

Naturens Dag ved Jels Voldsted

Nytirsdag

En sten til minde om Æ Kleinbahn

Nytirsdag

Cirkus lagde vejen forbi Enghaven

Nytirsdag

Gymnasterne er klar til en ny sæson

Nytirsdag

Karin har været 30 år på Finnmarken

Nytirsdag

Fubbi tryllebandt børnene

Nytirsdag

Koret er klar igen

Nytirsdag

Så kan der igen danses i hallen

Nytirsdag

Jazztonerne fylder kirkerummet

Nytirsdag

Jan fejrer to årtier ved bassinkanten

Annonce