Annonce
Nytirsdag

100 års jubilæum: Bibliotekar har været med i halvdelen

Susanne Hedegaard Petersen, Christina Rotbøll og Mette Vejbiksen har under coronanedlukningen serviceret Rødding Biblioteks brugere gennem bagdøren. Jubilæet for det 100 årige bibliotek markeres senere. Foto: Steen Rasmussen
Rødding Bibliotek, som fylder dobbelt rundt, har 41.000 bøger, blade, cd'ere, spil og andre medier på hylderne. Over 75 procent består af den gode, gammeldags bog.

Rødding: "Biblioteket har nu anskaffet sig en del nye bøger og kan begynde sin virksomhed, selv om det først vil være helt færdig til efteråret. Udlånet, der er gratis for alle, både byen og omegnen, er første gang åbent fredag den 8. april."

Sådan stod der at læse i Rødding Avis den 7. april 1921 - året efter genforeningen. Nu er det altså 100 år siden, Rødding fik sit bibliotek. Og sjovt nok har bibliotekar Susanne Hedegaard Petersen været med i præcist halvdelen af perioden.

- Det har været en tid med store omvæltninger, fortæller Susanne Hedegaard Petersen, der i 1971 blev ansat som bogopsætter. De nærmest ustandselige opdateringer kan man bl.a. læse ud af hendes titel "Bibliotekar og systemansvarlig."

Annonce

Det handler ikke mindst om edb, men de store forvandlinger begyndte faktisk allerede dengang, hun var helt grøn. Med kommunalreformen i 1970 fulgte en professionalisering af bøgernes mekka.

- Der blev for første gang ansat en uddannet bibliotekar, og i det hele taget blev staben af medarbejdere udvidet. Tidligere var det en lærer, som stod for udlånet, men nu fik biblioteket sit eget personale.

- Man snakkede også om, at vi skulle udlåne grammofonplader, men det blev nu aldrig til noget, fortæller Susanne Hedegaard Petersen.


Man snakkede også om, at vi skulle udlåne grammofonplader, men det blev nu aldrig til noget.

Susanne Hedegaard Petersen


Med tiden er der sket en revolution på det elektroniske felt. Grammofonpladerne blev overhalet indenom af cd'en, og siden er cd'en nærmest også blevet offer for udviklingen. De findes stadig på biblioteket, men i dag finder brugerne oftest musik, film og lydbøger på internettet.

Der er dog én ting, som Susanne Hedegaard Petersen, Christa Rolbøll og Mette Vejbiksen, der var på job den dag, avisen var forbi, er rørende enige om.

- Det kan godt være, at grammofonplader, cd'ere og videofilm bliver kørt ud på et sidespor af fremskridtet, men det, det hele begyndte med, den gode gammeldags bog lavet af papir og trykt med farve - den går aldrig af mode.

Rødding Bibliotek har omkring 41.000 ting og sager på hylderne, slår Christina Rotbøll lynhurtigt op på sin barbare computer. Hun anslår, at 75 procent af samlingen består af bøger.

Den slags, som også stod på hylderne for 100 år siden.

Rødding Bibliotek har siden 2003 haft hjemme i Rødding Centret. Foto: Orla Lund
Røddings gamle og meget flotte bibliotek. Læg mærke til det rigt dekorerede murværk. Billedet antages at være taget ca. 1940-1950. Foto: Rødding Lokalarkiv
Rødding Bibliotek tilbagetrukkent på Kongevej - som det så ud i 2003, hvor biblioteket flyttede til nye lokaler i Rødding Centret. Foto: Rødding Lokalarkiv
Rødding Forsamlingshus 1906 - indrettet som bibliotek i 1921. Foto: Rødding Lokalarkiv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nytirsdag

Filmpremiere med vin og musik

Nytirsdag

Veteranbiltræf nød stor interesse

Nytirsdag

Holtegården afholder OL

Annonce