Annonce
Ny Tirsdag

Det skulle bare være et enkelt år - nu er der gået 40

De seneste 15 år har det hovedsageligt været Tano Alonso, der har drevet Napoleon. Ann Alonso har siden 25-års jubilæet arbejdet som driftsleder i Security i Billund Lufthavn, men hun er stadig klar til at hjælpe, hvis det brænder på. Foto: Dorthe Andresen
Ann og Tano Alonso kan den 1. maj se tilbage på 40 år bag disken på Bar Bodega Napoleon på Østergade i Rødding. Parret skulle oprindeligt egentlig bare have hjulpet Anns forældre i et års tid.
Annonce

Rødding: Mandag den 30. april 1979 landede Ann og Tano Alonso i Danmark efter at have boet sammen to år på Tenerife, hvor Tano Alonso stammer fra.

Dagen efter - den 1. maj - stod de i selskab med Anns forældre, Anna og Arne Tanggaard Jacobsen, og bød gæster velkommen til åbningsreception på Bar Bodega Napoleon på Østergade i Rødding.

Anna og Arne Tanggaard Jacobsen havde købt beværtningen, og planen var så, at det unge par skulle hjælpe til i opstartsfasen.

- Vi skulle bare hjem og hjælpe til med at starte den op det første års tid. Men efter et halvt år købte vi halvdelen af Napoleon, fortæller Tano Alonso.

Det ene år blev til to, der blev til tre, og sådan tog det ene år det næste, og på onsdag den 1. maj kan parret så se tilbage på hele fire årtier med den lokale beværtning.

Ann og Tano Alonso

Ann og Tano Alonso blev gift den 27. december 1979, så i år kan parret altså fejre 40 års bryllupsdag.

Ann Alonso er 62 år, mens Tano Alonso er 65 år.

Parret har to børn - Anna Louisa på 37 år og Daniel på 34 år.

Derudover tæller familien fire børnebørn på fem, seks, seks og ni år.

Annonce

Gørding, Skjern og Bork Havn

"Imperiet" blev senere udvidet med Gørding Bykro, som Ann og Tano Alonso, der i to år boede i Gørding, styrede, mens hendes forældre passede Napoleon.

Det blev også til en en bodega i Skjern og en restaurant - Ship Inn i Bork Havn - som det unge par havde frem til 1987.

I mellemtiden - 1983 - var Napoleon blevet udvidet med diskoteket, der meget passede kom til at hedde Josephine, som jo som bekendt var Napoleons hustru.

Efter tiden med restaurant i Bork Havn, rykkede Ann og Tano Alonso tilbage til Rødding, hvor de overtog mere og mere af driften af bodega og diskotek.

Diskoteket lukkede i 2004, og lokalerne bliver nu kun benyttet, når Napoleon inviterer til den årlige grisefest og forskellige musikarrangementer.

Annonce

En livsstil

De seneste 15 år har det hovedsageligt været Tano Alonso, der har stået bag bardisken på Napoleon.

For kort tid efter, at parret sammen med Ann Alonsos forældre kunne fejre Napoleons 25-års jubilæum, valgte Ann Alonso at søge arbejde som driftsleder i Security i Billund Lufthavn.

- Jeg havde hele tiden sagt, at jeg ville noget andet efter 25 år. Så jeg begyndte med en midlertidig stilling på 20 timer, men nu er jeg der fuld tid, fortæller Ann Alonso, der dog altid er klar til at give husbonden en hjælpende hånd, hvis det brænder på.

- Og det er faktisk lidt skægt, for mange betragter det ikke som et arbejde, når man har sit eget værtshus. Det er bare hyggeligt. Så når jeg nogle gange har arbejdet hernede en aften eller i weekenden, har folk sagt "nå, holder du fri i dag," smiler Ann Alonso.

Men uanset om det er en forretning eller et værtshus, så ligger der meget arbejde bag.

- Det bliver jo lidt en livsstil. Og det er bare sådan, at du arbejder, når alle andre har fri, siger Ann Alonso.

Hverken hun eller husbonden vil dog - set i bakspejlet - have været nogle af årene foruden.

- Det har været sjovt og fint, og det har givet en masse oplevelser, siger Tano Alonso, der har tænkt sig at blive ved så længe som muligt.

- Men 40 år mere bliver det ikke til, kommer det med et smil fra ham.

Billedet her blev bragt i avisen efter åbningsreceptionen i 1979. På venstre side af bardisken er det Anna og Arne Tanggaard Jacobsen, mens det er datter og svigersøn, Ann og Tano Alonso, på den anden side. Det unge par var dagen før receptionen lige ankommet fra Tenerife, hvor han stammer fra, og hvor parret havde boet i to år. Arkivfoto
Annonce

Lukket en uge om året

Selvom der som nævnt er meget arbejde ved tilværelsen som selvstændig, så bliver der også tid til lidt fritidsaktiviteter.

Tano Alonso er meget jagtinteresseret, og deltager med jævne mellemrum i jagter i både indland og udland.

Ann Alonso er meget begejstret for at vandre, og hvert år vandrer hun sammen med en gruppe veninder på Caminoen i Spanien.

- I år skal vi gå fra Cadis til Sevilla. Det er ikke sådan en lang tur, men der er meget kultur undervejs, som vi også gerne vil bruge tid på, fortæller Ann Alonso.

Det bliver også til lidt fælles ferie for parret.

- Vi har en uge om året - i september - hvor vi rejser til Tenerife. Vi er dernede, når der er byfest hvert år. Så lukker vi Napoleon i den uge, fortæller Tano Alonso.

Ann og Tano Alonso skulle oprindeligt kun have hjulpet i et års tid på Bar Bodega Napoleon - på onsdag den 1. maj er det blevet til 40 år. Foto: Dorthe Andresen
Annonce

Det skal fejres

At parret nu snart kan se tilbage på fire årtier som værtshusejere, skal naturligvis fejres.

Derfor er der onsdag den 1. maj fra klokken 17 til 20 reception på Napoleon, hvor alle, der har lyst, er velkomne til at kigge forbi og hilse på parret, der bare lige skulle hjælpe til et enkelt år på værtshuset i Rødding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ny Tirsdag

Golfklubben får nye medejere

Ny Tirsdag

Tyve år med fodboldskole i Rødding

Ny Tirsdag

Elever er klar til at komme videre

Ny Tirsdag

O. klasse venter forude

Annonce