Annonce
Nytirsdag

Langt liv med glæder og sorger: Rødding-borger runder 100 år

Som det fremgår, er Marie Pedersen ikke ligefrem stoppet med at læse nyt. Hun holder både Kristeligt Dagblad og JydskeVestkysten, og som om det ikke var nok, læser hun også bøger, eksempelvis den øverste i bunken til højre af psykologen Svend Brinkmann. På computeren mailer hun med børnebørnene, som hun har 10 af - plus 12 oldebørn. Foto: Anders Davidsen
Både helt personligt og danmarkshistorisk er der sket meget i Marie Pedersens levetid, og hun kan efterhånden se tilbage på et århundrede med begivenheder på godt og ondt.
Annonce

Rødding: Marie Pedersen runder 100 år den 25. maj, og selvom tallet er markant, og de færreste når helt derop, så er det ikke noget, hun har tænkt så meget over.

Et af hendes oldebørn spurgte således for nyligt, hvordan det er at blive 100 år, og til det svarede hun:

- Det ved jeg faktisk ikke, men tiden går jo af sig selv.

Ved nærmere eftertanke er hun dog sikker på, at en aktiv livsstil har hjulpet alderen godt på vej.

- Det er jo bare med at tage sig sammen og få gået nogle ture, hvor man hører fuglefløjt og møder mennesker i stedet for at sidde hjemme og gøre ingenting, siger fødselaren.

Gåturene, som er med rollator, finder sted omkring Rødding Engvej, hvor hun har boet i en håndfuld år i sin ældrevenlige bolig, ligesom mange andre af beboerne er oppe i alderen.

Noget hjemmehjælp bliver det til, og den nærmeste familie sørger for at handle for hende, men det meste af tiden klarer hun sig stadig fint selv.

Undervejs i samtalen kommer Marie Pedersen godt rundt i sin livshistorie, som startede i Brem mellem Brændstrup og Rødding, hvor hun er født og opvokset på en gård med omkring 50 hektar jord.

Det ville nærmest kræve et helt særtillæg at få det hele med, men en fællesnævner er, at stort set hele hendes liv har foregået med udgangspunkt i samme lokalområde.

Det er jo bare med at tage sig sammen og få gået nogle ture, hvor man hører fuglefløjt og møder mennesker i stedet for at sidde hjemme og gøre ingenting.

Marie Pedersen, borger i Rødding og snart 100 år

Annonce

Hjem i tide

I en alder af 18 år prøvede hun dog i 1939 at kaste sig ud i et au pair-ophold i England og lærte for alvor at stå på egne ben, selvom hun i starten slet ikke mestrede sproget.

Opholdet - det blev til cirka tre måneder - sidder stadig i hende som en stor oplevelse, selvom den blev meget kortere, end det oprindeligt var meningen.

- Manden i huset sagde til mig, at det ikke så godt ud i verden og trak op til krig. Han ville ikke tage ansvaret for, at jeg blev og rådede mig til at rejse hjem, da det var svært at vide, hvornår det ellers ville kunne ske, siger hun.

Som sagt så gjort, og med tanke på, at tyskerne blot et par dage efter hendes hjemkomst gik i krig med Polen, var der ikke ligefrem noget at fortryde ved beslutningen.

Tilsvarende husker Marie Pedersen, da tyskerne fortsatte deres fremmarch i Vesteuropa og krydsede den danske grænse den 9. april 1940 - og i mindst lige så høj grad befrielsen den 5. maj 1945. På det tidspunkt var hun midt i 20'erne og en relativt nygift kvinde sammen med Ejnar Pedersen, som hun var gift med gennem et halvt århundrede.

- Vi stimlede sammen med naboerne, og vi syntes, det var helt utroligt. Vi havde gemt rigtig kaffe til fejringen, og alt mørklægningsstof blev revet væk, siger hun om begivenheden for 75 år siden.

Annonce

Fejring på trods

Frem til 1992 havde hun sin mand at støtte sig til, men siden hans død har hun levet alene, som krævede en del tilvænning.

- Selvom han trods alt blev 78 år, føler jeg, at han gik bort for tidligt. Det har været svært, og jeg savner ham stadig, men jeg har også haft et godt liv efterfølgende og keder mig ikke, siger hun og tilføjer:

- Jeg sørger for at komme ud og besøge familie, venner og naboer. Man skal gøre noget for det og ikke bare forvente, at de kommer til en selv.

Der er ingen helt jævnaldrende tilbage i hendes omgangskreds, men hun har alligevel formået fortsat at have et pænt stort netværk. Omkring 60 invitationer var således på vej til at blive sendt ud til fejring på Hotel Rødding, men en vis virus fik forpurret de planer.

Marie Pedersen er dog sikker på, at det nok skal blive en god fødselsdag alligevel. I stedet fejres hun hos sin søn og svigerdatter i Tornum, hvor de holder sig til de allernærmeste.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nytirsdag

Trine og Easy er på vej mod toppen

Nytirsdag

Lindab vandt Byggeriets Energipris

Mest læste

Nytirsdag

Naturens Dag ved Jels Voldsted

Nytirsdag

En sten til minde om Æ Kleinbahn

Nytirsdag

Cirkus lagde vejen forbi Enghaven

Nytirsdag

Gymnasterne er klar til en ny sæson

Nytirsdag

Karin har været 30 år på Finnmarken

Nytirsdag

Fubbi tryllebandt børnene

Nytirsdag

Koret er klar igen

Nytirsdag

Så kan der igen danses i hallen

Nytirsdag

Jazztonerne fylder kirkerummet

Nytirsdag

Jan fejrer to årtier ved bassinkanten

Annonce