Øster Lindet: "Within the Spirit" er navnet på et nyt album, der udkom i august med Margrete Grarup og Michael Sunding.
Det musikalske makkerpar besøgte Øster Lindet Kirke i august 2019 med PH musik, hvilket var meget vellykket, så kirken ville gerne kunne invitere Grarup og Sunding til at præsentere "Within the Spirit" i år, men pengene rakte ikke.
Heldigvis kom Slots- og Kulturstyrelsen med en "Midlertidig pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i Danmark" for at sparke gang i kulturlivet efter en alt for lang
coronapause.
Øster Lindet Kirke søgte og fik penge, så nu kan der inviteres til koncert med duoen lørdag den 19. september klokken 15.
Ved denne koncert bliver kærligheden til deres fælles musikalske udgangspunkt med dybe rødder i gamle spirituals, gospel og blues levet ud.
Michael Sunding leverer et sprudlende klaverspil, og Margrete Grarup har en stemme, der fylder hele kirkerummet. Indimellem synger de også begge to.
Så der er lagt op til et musikalsk genhør med den populære duo.
Lørdagens koncert er gratis, og alle er meget velkomne.