Jels: Beskrivelsen af Annette Mahoneys kunst lyder: Hendes malerier trækker tydelige paralleller til Bauhausbevægelsen og hylder tegneren Hergé. Man fornemmer tydeligt rebellen i Annette Mahoney og det giver hendes malerier en ekstra dimension. For uden den ungdommelige gnist, Sørøver Sally og subkulturen, ville det hele bare være en lille smule mere kedeligt.
Den autodidakte kunstner med base på Nørrebro i København udstiller allerede mange steder, og høster stor ros for sin kunst. Alene i oktober 2020 har hun både udstillet hos Boomer Gallery, London samt på den internationale udstilling "Political Discord" i Las Laguna Gallery, Los Angeles, USA.
Som kunstner vil Annette Mahoney bevæge sine beskuerere. Fortælle historier. Udfordre. Prikke til noget. Lege med former og farver, som dengang hun var barn og digtede indviklede historier, mens farveblyanterne sled hul i papiret. Og farverne bestemmer tit retningen. Rød er kærlig. Blå kan være vred, nogle gang, mens gul ofte er lidt af en primadonna.
Udstillingen hos Design Classique, Ved Søen 1 i Jels, kan ses indtil 15. januar. Der er gratis adgang i forretningens åbningstider.