Annonce
Nytirsdag

Torvedage fik debut i Rødding: - Det var godt nok et bøvl, men det ser nu godt ud

Allerede inden torvedagene officielt åbnede, havde mange fundet vej til parkeringspladsen ved Enghaveplads. Foto: Jacob Schultz
Den allerførste torvedag i Rødding, der blev holdt fredag eftermiddag, blev rigtig godt besøgt. De 15 rød/hvide boder dannede rammen, mens besøgende og de handlende i boderne skabte det hyggelige indhold.

Rødding: Der skal mere end lave temperaturer og gråvejr til at holde Røddings borgere væk, når der "kaldes til samling."

Det var fredagens allerførste torvedag et godt eksempel på, for allerede inden boderne officielt åbnede klokken 13, var der ved at være rigtig mange mennesker på parkeringspladsen ved Enghaveplads.

Torben Falkenberg, der er en af bagmændene til initiativet til torvedagene, glædede sig over, at den første torvedag tegnede til at blive en succes - og han roste indsatsen fra de mange frivillige, der har været med til at producere og male boderne og sy de rød-hvide markiseduge.

Annonce

- Især i betragtning af hvor meget arbejde der er lagt i at lave boderne, både fra Frank og jeg og de mange frivillige. I mandags var der fem-seks personer, der var villige til at hjælpe, da vi skulle have samlet boderne, siger Torben Falkenberg og tilføjer med et smil:

- Det var godt nok et bøvl, men det ser nu godt ud.

Imponerede bredt udvalg

Da det var åbningsdag, skulle der også holdes de obligatoriske taler, og de var lagt i hænderne på Børge Jensen, der er formand for LAG, som har støttet torvedagsprojektet, og Lars Klinge Stenger, der er filialdirektør i Frøs i Rødding og formand for Rødding Erhvervsforening.

Erhvervsforeningen har også givet en økonomisk hjælpende hånd til torvedagene.

Torben Falkenbergs mobiltelefon var løbet tør for strøm, så han fandt det nærmeste sted at lade den op. Foto: Jacob Schultz

- Vi er mange, der har set frem til i dag. Og jeg håber, at det bliver en rigtig god oplevelse for alle. Og jeg er imponeret over det brede udvalg, der er, sagde Lars Klinge Stenger blandt andet.


Vi er mange, der har set frem til i dag. Og jeg håber, at det bliver en rigtig god oplevelse for alle. Og jeg er imponeret over det brede udvalg, der er.

Lars Klinge Stenger, formand, Rødding Erhvervsforening


Han roste initiativtagerne Frank Schmidt-Hansen, Torben Falkenberg og Palle Prehn.

- De ville skabe et projekt, der skulle give liv i midtbyen, sætte fokus på den lokale handel og sætte Rødding på landkortet. Vi skylder de tre initiativtagere en stor tak for deres fremsynethed og gåpåmod. Palle Prehn gik desværre bort, men jeg er sikker på, at han ville have været stolt, sagde Lars Klinge Stenger og opfordrede alle fremmødte til at holde et øjebliks stilhed til ære for Palle Prehn.

Annonce

Enorm opbakning

Lars Klinge Stenger sendte også en tak til de mange frivillige, der har været involveret.

- Undervejs har der været en enorm frivillig opbakning. Alt det er et godt eksempel på, hvad man kan opnå, når man binder lokale kræfter sammen. Jeg er helt sikker på, at opbakningen vil smitte af på torvedagene, sagde Lars Klinge Stenger.

Blandt boderne var Eva's Flora, hvor der var masser af fine blomster at kigge på. Foto: Jacob Schultz

Efter talen fra Børge Jensen, hvor der også var masser af roser til projektet, var der musikalsk underholdning ved den lokale gruppe Strygefri, mens de besøgende - under hensyntagen til alle de corona-restriktioner, der stadig gælder - kunne begynde at defilere rundt til de mange boder.

Torvedage i Rødding

Torvedagene holdes ti gange i år. Første gang var fredag den 7. maj.

Torvedagene holdes hver anden fredag frem til den 2. juli, hvor der så er sommerpause. Så begynder de igen den 6. august med sidste gang den 1. oktober.

Nogle af de handlende, man kan møde på torvedagene, er: Snor & Snor, Rødding Vinimport, Aloe Vera, Evas Flora, ABC, Rødding Bager, Abildskærgaard, Johannes Kaack Honning, Rødding Centret, keramiker Tove Lind og Folmer Petersen Øko-pølser.

Et par af gæsterne, der havde fundet vej til torvedagene, var Tove Ravn og Ruth Jensen, der havde følgeskab af deres mænd Sven Ravn, der er kommet med i torvedagsgruppen efter Palle Prehn, og Kurt Jensen.

Tove Ravn og Ruth Jensen glædede sig til at komme rundt og se, hvad der var af fine tilbud i boderne. Også de roste de flotte boder.

- Det er et stort stykke arbejde, der er lagt i det. Vi mangler bare solen, lød det fra Tove Ravn.

- Nu skal vi lige rundt og kigge, supplerede Ruth Jensen.

Og mon ikke nogle af boderne kunne friste både kvinder og mænd? For der var blandt andet både vin, brød, blomster og meget andet for enhver smag.

Børge Jensen, formand for LAG Billund-Vejen, var en af talerne på åbningsdagen. Foto: Jacob Schultz
Lars Klinge Stenger, formand for Rødding Erhvervsklub roste initiativtagerne bag torvedagene. Foto: Jacob Schultz
Ruth Jensen, til venstre, og Tove Ravn var blandt gæsterne ved torvedagen i Rødding. Foto: Jacob Schultz
Godt brød fra bageren var også klar til de besøgende. Foto: Jacob Schultz
Frank Schmidt-Hansen, med ryggen til, er en af initiativtagerne til torvedage i Rødding. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nytirsdag

Filmpremiere med vin og musik

Nytirsdag

Veteranbiltræf nød stor interesse

Nytirsdag

Holtegården afholder OL

Annonce