Hou: Vibeke Mørch Andreasen, Hou, rundede 100 år 20. januar 2021
Vibeke Andreasen blev født i Kolding, voksede op i Esbjerg, og blev læge fra Københavns Universitet i 1947. Sammen med sin mand, der også var læge, flyttede de rundt i mange år, inden de i 1965 kom til Holstebro, hvor de begge to var overlæger. Efter mandens død i 2007 og 45 år i Holstebro flyttede Vibeke som 90-årig og til Hou, så hun både var tættere på sønnen Claus i Ørting og datteren Pernille i Roskilde.
Det blev en lykkelig omplantning til det dejlige seniorbofællesskab ‘Havglimt’, hvor hun fandt glæde i godt naboskab og skøn natur. Det er foreløbig blevet til et 10-års jubilæum.
Vibeke er en sej dame, der sætter en ære i at klare livets udfordringer. I de senere år har kompetent, daglig hjælp fra Hjemmeplejen været nødvendig, og aktive naboer har medvirket til, at hun kan opretholde et godt liv i et smukt hjem.
Hvis man spørger til hendes barndom og ungdom i Esbjerg og familiens lange somre på Fanø, får man et fint indtryk af et langt liv med mange gode minder.
Med foreskreven corona-afstand mødtes beboerne, familie og borgmester Uffe Jensen udendørs på 100-årsdagen i stærk blæst og øsende regnvejr. De sang fødselssang og skålede med fødselaren, der nød den usædvanlige sammenkomst.