Annonce
Odder Avis

Alle gode gange fire: Nu er lillebror også opkaldt efter en traktor

Fra venstre ses Cormick, Clayson, Case og Claas - fire gutter opkaldt efter traktormærke. Foto: Camilla Ellesøe
Christoffer og Camilla Ellesøe fra Torrild fik i lørdags døbt deres søn Clayson. De tre ældre brødre hedder Case, Claas og Cormick.
Annonce

Torrild: Der var spænding til det sidste, da Christoffer og Camilla Ellesøe fra Præsthøjvej Torrild i lørdags skulle have døbt deres yngste søn i den lokale kirke. For hvad ville der komme til at stå på den charmerende lillebrors dåbsattest?

De fleste gæster havde nok en forventning om, at parrets fjerde søn ville blive opkaldt efter en traktor med forbogstavet C - nøjagtig som storebrødrene Case, Claas og Cormick på henholdsvis otte, fem og tre år er det.

- Det gav da lidt hovedbrud, men nu hedder lillebror Clayson Cilas, og det navn er vi godt tilfredse med, fortæller Camilla Ellesøe, der faktisk har kendt til navnet længe.

Clayson Cilas fra Torrild blev i lørdags opkaldt efter en belgisk traktor. Foto Camilla Ellesøe

På grund af corona blev den planlagte dåbsdato i april nemlig udskudt til i lørdags, hvor 35 personer deltog. Indtil da havde forældrene holdt navnet på yngstemanden tæt ind til kroppen - også overfor storebrødrene.

Annonce

Belgisk mejetærsker

Udover at være navnet på familiens yngste medlem på otte måneder, er Clayson også navnet på et belgisk mejetærsker-mærke, som i en kort periode også producerede traktorer.

Ganske som storebrødrene har Clayson også et mere almindeligt mellemnavn, nemlig Cilas, der også begynder med C. De tre ældste sønner kan prale af at hedde henholdsvis Christian, Christoff og Constantin til mellemnavn. For som mor Camilla siger: hvis de nu en dag bliver trætte af deres traktornavn.


Faktisk er der ikke ret mange, som ved, at vores sønner er opkaldt efter traktorer. Når de finder ud af det, så griner de fleste bare.

Camilla Ellesøe, mor til Case, Claas, Cormick og Clayson.


Christoffer og Camilla Ellesøe fandt på at bruge forbogstavet C til deres børn, fordi de begge selv begynder med C, hvilket i øvrigt også er tilfældet for alle deres søskende.

Annonce

Folk morer sig

Da Camilla Ellesøe arbejder indenfor landbruget, faldt det dem naturligt at opkalde drengene efter mærker på landbrugsmaskiner. Om ikke andet så må parret være blevet inspireret af de mange modeller af traktorer og andre landbrugsmaskiner, som fylder hjemmet.

Selvom drengene bærer lidt anderledes navne end deres venner i børnehaven og skolen, har familien ikke oplevet negative reaktioner fra nogen som helst.

- Faktisk er der ikke ret mange, som ved, at vi har fundet inspiration ved at google landbrugsmaskiner. De fleste synes bare, at det er nogle spændende navne. Når de så hører, hvorfor drengene hedder, som de gør, så griner de fleste bare, siger Camilla Ellesøe, der ikke forventer, at familien skal ud og finde på flere traktornavne lige med det samme.

- Vi nyder vores drenge, og der er nok at se til. Så jeg tror ikke, at vi skal have flere, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

TrygFonden sikrer selvhjælpsgrupper

Odder Avis

Energikoncern delte penge ud

Annonce