Odder: I mange år har Helga Exner ønsket sig en skulpturel version af den rosenbusk, hun har i sin have, men hun har manglet en smed at sætte på opgaven.
- Så læste jeg en artikel om smeden Klement Thorst i avisen under overskriften "Ingen opgaver er for mærkelige for Klement", og så ringede jeg og spurgte, om han ville hjælpe, siger Helga Exner.
Klement Thorst var aldrig i tvivl om, at han ville sige ja til opgaven.
- Jeg synes, det var en rigtig sjov opgave og sjovt at arbejde sammen med sådan en garvet kunstner, så jeg glæder mig til at se det færdige resultat i sit rette element, siger han.
Han driver firmaet Burning Snail på Skovdalsvej, hvor han blandt andet udvikler, konstruerer og bygger kulisser, rekvisitter og specialopgaver.
Da han afleverede sin del af installationen, var det mest af alt et rosenbuskskelet i jern. Siden har Helga Exner pyntet grenene med sølvindfattede glasroser, blade og klokker, som hver især kan tages af og tilføjes en kæde og dermed blive til et halssmykke.
- Jeg er jo smykkekunstner, griner hun.
Fødselsdagsudstilling
Jernbusken flytter ud af Helga Exners stue på Randlevvej for at blive vist frem på den årlige Vrå-udstilling, som er Danmarks næststørste kunstnersammenslutning
- Jeg laver altid noget særligt til lige præcis den udstilling, og i år er det altså Rosenbusken, fortæller hun.
Til oktober kommer busken hjem igen og skal være et af værkerne på en stor retrospektiv udstilling på Odder Museum i anledning af Helga Exners 80 års fødselsdag.
- Det glæder jeg mig til. Der bliver blandt andet plads til mine gamle kjoler og smykker helt tilbage fra 1960'erne. Det bliver en fest, lover Helga Exner.
Men ført gælder det altså Vrå-udstillingen, der løber fra 28. juli til 25. august.