Annonce
Odder Avis

Bilfrit torv: Kunderne svigter forretningerne

Fiskemand Tage Flugt har sværere ved at hale kunder som Lone Gravsen ind, efter forsøget med at spærre Torvet for gennemkørende trafik er begyndt. Foto: Hans Jørgensen
Forsøget med at spærre for gennemkørende trafik betyder, at forretningerne ved Torvet har mistet omsætning.
Annonce

Odder: Færre kunder besøger de torvehandlende om onsdagen. Og hvis det fortsætter på den måde, så er det også slut med en kiosk på Torvet.

Sådan lyder meldingen fra nogle af de handlende, når man tager en tur rundt om Torvet. Det har siden 21. oktober været lukket af for gennemkørende trafik. Indkørslen til Torvet fra Aabygade er spærret af de nye pullerter, der er blevet sat op hen over sommeren. Lukningen er et forsøg, som efter planen skal fortsætte til nytår. Men der er åbent for varekørsel klokken 5-11 hver dag.

- Vi gik straks 25-30 procent ned i omsætning. Alle mine kunder ryster på hovedet, for det gavner ikke butikkerne, og det gavner ikke kunderne. Og vi overlever ikke en tilbagegang på 20-30 procent, det er helt sikkert, siger Thomas Pedersen, der ejer Superkiosken.

- Problemet er også, at der står, at Torvet er helt afspærret. Men der står ikke, at der er åbent klokken 5-11. Det er kommunikeret dårligt ud. Det giver mening at lukke for trafik om sommeren, når der er lidt mere liv, men ikke nu. Jeg ved godt, man har forsøgt at lave lidt liv på Torvet om lørdagen, men det er ikke noget, der trækker kunder til. Jeg ved godt, at man gerne vil have caféliv på Torvet, men det sker jo heller ikke, siger Thomas Pedersen.

Vi overlever ikke en tilbagegang på 20-30 procent, det er helt sikkert.

Thomas Pedersen, ejer af Superkiosken

Annonce

Færre vil købe fisk

Han peger på, at den ugentlige torvedag om onsdagen i forvejen har det skidt. For nogle måneder siden holdt ostebilen op med at komme, og fiskemanden kan godt mærke, at Torvet er blevet bilfrit.

- Her er stort set ingen mennesker mere. Det har aldrig været godt, men det er helt klart blevet værre. Flere kunder siger, at de synes, det er blæst i hovedet, siger Tage Flugt fra Juelsminde Fisk.

Han stopper sin fiskebil otte steder i løbet af en uge.

- Odder er det dårligste sted, og jeg kan mærke det på omsætningen. Men det skal have en chance, siger han og vender sig om mod nogle af de kunder, der trods alt kommer.

Annonce

Handl lokalt

Blandt dem er Lone og Thomas Gravesen fra Randlev.

- Vi kommer her ikke hver onsdag, men jeg vil blive meget ked af det, hvis torvehandelen helt forsvinder. Jeg er selv meget bevidst om at stille bilen og gå rundt, siger Lone Gravesen.

Men hun og manden er ikke helt enige om, hvor let det bør være at komme til butikkerne, når man er i bil.

- Vi kørte en omvej, men det afholder mig ikke fra at komme herop. Det skal være nemt og bekvemt, og man burde åbne gågaden for kørsel i stedet for at lukke her, siger Thomas Gravesen.

- Mange slår et slag for at handle lokalt. Det er vigtigt, at man som Odder-borger er lidt bevidst om, hvor man lægger sine penge. Ellers har man lige pludselig ikke noget valg længere, mener Lone Gravesen.

Det kaldes en fredeliggørelse af Torvet. Men ifølge butikkerne er der blevet lige lovligt fredeligt, for kunderne bliver væk. Foto: Hans Jørgensen
Annonce

Tilvænningsperiode

Handelsstandsforeningen Køb Odders formand Lars Juel har selv forretning på Torvet, og foreningen har noteret sig, at forsøget med at lukke Torvet for gennemkørende trafik går ud over forretningslivet.

Han sidder sammen med en anden repræsentant fra Køb Odder med i et bypanel, som følger den udviklingsstrategi for bymidten, som byrådet har vedtaget. Bypanelet består af en styregruppe med embedsmænd og en politisk følgegruppe med byrådspolitikere og foreningsfolk, herunder Lars Juel.

- Vi vil vi se, om vi kan få kaldt ind til et møde om, hvad vi gør. For det er ikke meningen, forsøget skal lukke butikker. Vi vil tage en dialog og se, hvad vi kan gøre, så det ikke ender i mistet omsætning, siger Lars Juel.

Louise Holmegaard Madsen er projektleder for hele bymidteudviklingen og sidder i den administrative styregruppe. Hun ser gerne, at forsøget med at spærre Torvet af for gennemkørende trafik fortsætter som planlagt.

- Hvis man skal tale om forsøget ud fra omsætningstal, skal man nok se på en længere periode, og vi skal have nogle data at forholde os til. Vi har holdt møde med Køb Odder, hvor vi snakkede om det og om værdien i at prøve det af. Vi støtter også Køb Odder, de bruger Centralhotellet til julehygge. Det er også derfor, denne afprøvning skal foregå hen over december. Og vi fortsætter ikke i januar-februar, siger Louise Holmegaard Madsen.

- Det tager noget tid, før folk ændrer deres hverdagsvaner, så alle parter må være indstillede på en tilvænningsperiode, hvor det ikke er helt nemt, tilføjer hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

Energikoncern delte penge ud

Odder Avis

Skiftedag: Friskole søger ny leder

Annonce