Odder: Den netop offentliggjorte rapport om Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2021 har alarmerende nyt, når det kommer til trivslen blandt børn og unge.
Undersøgelsen viser nemlig, at det især er den mentale trivsel hos de unge fra 16-24 år, der springer i øjnene. Her er andelen, der scorer lavt på den mentale helbredsskala, steget markant siden 2017 og mere end fordoblet siden 2010, både hos mænd og kvinder.
Dataene er indsamlet i foråret 2021, hvor Danmark var ramt af corona, og derfor står der også i rapporten, at resultaterne i denne rapport skal således ses i lyset heraf, og konklusioner om udviklingen siden 2017 skal foretages med en vis forsigtighed.
I Odder, hvor projektet Okay Ung netop er gået ind i sit tredje år, kan projektleder Rikke Møller også mærke, at der er noget om snakken.
- Vi har travlt, der kommer cirka en til to nye henvendelser hver uge. Det synes vi faktisk er meget for en lille by som Odder, siger hun.
Projektet Okay Ung blev skudt i gang i januar 2020 under corona, og det er et gratis samtaletilbud til unge mellem 13 og 25. Formålet er at forebygge den psykiske mistrivsel ved hjælp af op til fem rådgivende samtaler, og den unge kan efter ønske være anonym.
Tilbage på rette spor
En af dem, der har gjort brug af Okay Ung er 18-årige Mikkel fra Odder. Han er lige nu i gang med et samtaleforløb hos Okay Ung, og det er ikke første gang. Også for et års tid siden, havde Mikkel brug for hjælp til at klare tankerne.
- Jeg gravede mig ned i et hul, og det blev gradvist værre og værre, fortæller Mikkel, der ønsker at være anonym. Hans identitet er redaktionen bekendt.
- Det var blevet bygget op over lang tid, og da jeg havde et angstanfald, vidste jeg, at jeg havde brug for hjælp, siger han.
Mikkel beskriver sine problemer som angst med negative tanker om, hvad andre folk tænker om ham, og en læge henviste ham til samtaler hos Okay Ung. Og det hjalp ham dengang tilbage på rette spor igen.
- Jeg havde måske fire-fem samtaler. Det gav mig et andet perspektiv og nogle redskaber til at håndtere tankerne. Vi talte om, hvordan jeg kunne vende tankerne i konkrete situationer, fortæller han.
"Mikkel", bruger af Okay Ung- Jeg havde måske fire-fem samtaler. Det gav mig et andet perspektiv og nogle redskaber til at håndtere tankerne. Vi talte om, hvordan jeg kunne vende tankerne i konkrete situationer.
Sværere at spotte
At der i Odder Kommune bliver sat fokus på den mentale trivsel blandt unge er nyt med projekt Okay Ung, men Rikke Møller ser et stort behov for tilbuddet, som kom godt fra start og stadig oplever tilgang.
- Det er ikke sikkert, at en ung i mistrivsel umiddelbart bliver opdaget. Vi kan ikke pege nogle ud, det kan være både dig og mig, der har brug for at tale med nogen om det, der er svært lige nu. Hvis der sker en ændring i vores adfærd, kan det være tegn på, at noget er forandret. Det kan for eksempel være en dreng, der bare lukker sig inde på sit værelse og spiller computer, eller en pige, der sidder hele dagen og kigger på instagram, fortæller projektlederen.
Derfor ser Rikke Møller det som en af Okay Ungs vigtigste opgaver at få formidlet, at det er okay, at livet ikke nødvendigvis ligner det polerede billede på de sociale medier.
Selvom den nye rapport tager højde for, at tallene kan være præget af corona-mistrivsel, fortæller Rikke Møller, at det ikke er corona, der har præget henvendelserne.
- Det handler ofte om usikkerhed, for eksempel hvem er jeg, hvor hører jeg til. I nutidens præstationssamfund er der mange, der sammenligner sig selv med andre. Vi får også henvendelser, der handler om ængstelighed eller let angst, om eksamensstress, om tristhed, fordi forældrene skændes meget eller man bliver mobbet i skolen, siger hun.
Vil ikke have det dårligt
Det første forløb med Okay Ung blev afgørende for Mikkel, der fortæller, at de negative tanker dengang var begyndt at fylde så meget, at de påvirkede hans hverdag. Derfor var han også hurtig til at række ud efter Okay Ung igen, da de negative tanker igen begyndte at dukke op.
- Jeg har haft det godt i en lang periode, men nu kan jeg se en tendens til, at jeg begyndte at få det dårligt. Så derfor kontaktede jeg Okay Ung igen, inden jeg fik gravet mig selv ned i hullet, siger han.
Både forældre og venner ved godt, at Mikkel i perioder kan tumle med svære tanker, og han har også forsøgt at tale med dem om det.
- Men jeg føler ikke, at det er et problem, som de skal håndtere. Det har de jo ikke kompetencer til. Men jeg skulle også lige vende det med mig selv og indse, at jeg havde det dårligt - og at jeg ikke ville have det dårligt. Så derfor søgte jeg hjælp igen, siger han.
Ingen skal være alene
I Okay Ung, der holder til i Vitapark, kan de unge både selv henvende sig, men en gruppe unge hører også om tilbuddet fra eksempelvis studievejledere eller sundhedsplejersker. I Okay Ung møder de unge rådgivere med baggrund som socialrådgiver eller psykolog.
- Vi vil gerne fange de unge, inden det, de går og tumler med, bliver for svært og tungt. Somme tider kan vi ikke løse det, men så kan vi hjælpe de unge videre til andre, der kan hjælpe. Men to ud af tre der kommer, kan godt klare sig med de fem rådgivende samtaler, vi kan give. De kan få nogle redskaber med, som de selv kan bruge, siger Rikke Møller og fortsætter:
- Hvis vi sammen med den unge vurderer, at der er brug for mere, kan vi tilbyde et afgrænset samtaleforløb fra to til seks måneder, hvor vi arbejder videre med en konkret problemstilling.
Rikke Møller understreger også, at der ligger en opgave i at formidle til de unge, at det er okay at have brug for nogle at tale med.
- Vi synes, det er mega vigtigt at få sat fokus på de unges mentale trivsel. Der er måske en forventning om, at man altid skal være lykkelig, men man skal også lære at håndtere det, når livet er svært. Alle møder noget, der er svært, men ingen skal gå med det alene, så de svære tanker bliver hæmmende, siger Rikke Møller og forklarer:
- Mental mistrivsel kan være lige så hæmmende som at have et brækket ben. Begge dele kan gøre det svært at komme på bussen om morgenen, siger hun.
Stor forskel
Derfor ser Mikkel også Okay Ung som et godt og nødvendigt tilbud til unge i Odder.
- Det har gjort en kæmpe forskel for mig. Virkelig en stor forskel. Det er rigtig dejligt, at jeg har mulighed for det her tilbud, hvor jeg kan få de samtaler, jeg har behov for. Hvis jeg føler, at jeg har det godt efter tre samtaler, så behøver jeg ikke komme mere. Hver gang jeg har haft en samtale, kan jeg mærke, at de negative tanker fylder mindre, siger han.
Piger topper listen
Den nationale undersøgelse viser, at det især er pigerne, der trives dårligt.
34 procent af pigerne i aldersgruppen 16-24 år svarer, at de ikke trives mentalt, mens det for drengene i samme aldersgruppe er 21 procent
Okay Ung i Odder oplever også en klar overvægt at piger, der henvender sig.
Hvis der er behov, kan rådgiverne i Okay Ung hjælpe den unge videre i systemet til yderligere udredning eller hjælp.
Projekt Okay Ung i Odder løber foreløbigt frem til udgangen af 2022.