Annonce
Odder Avis

En læser undrer sig: Hvorfor en gravsten for Søs, hvis hun stadig er i live?

Søs står der på mindepladen på Odder Ny Kirkegård. Bemærk dødsdatoen. Privatfoto
På Odder Ny Kirkegård findes en stenplade, som vækker nysgerrighed på grund af datoen for dødsfaldet, som først er om 41 år. De efterladte til den afdøde fortæller, at Søs, alias Kira Petri, faktisk døde i 2021 - men at hun lige til det sidste var så livsglad, at hun bad om at få en sat dødsdato langt ud i fremtiden på sin mindeplade.

Odder:  Som forbipasserende ved mindepladerne på Odder Ny Kirkegård bliver man nødt til at stoppe op, når man passerer pladen med navnet Søs og en dødsdato præcis hundrede år efter hendes fødsel i 1963. For det er jo først om 41 år!

Det undrer også en læser, Tommy Nielsen, som har sendt avisen et foto af pladen og bedt os finde ud af historien bag den besynderlige dødsdato.

Takket være medarbejdere på kirkegården er vi siden blevet kontaktet af Teddy Kriegbaum, der er bror til Kira Petri, der døde i starten af juni 2021 efter at have kæmpet med en alvorlig kræftsygdom i knap et år. Hun er den Søs, som ligger under stenen.

Annonce
Kira Petri døde i 2021, men da hun var et utroligt livsglad menneske, valgte familien at lade hendes dødsdato på mindestenen være langt ud i fremtiden. Nøjagtig som hun havde ønsket. Privatfoto 

Teddy Kriegbaum forstår godt folks undren, og han forklarer gerne, hvad der gemmer sig bag den besynderlige mindeplade.

Søs tegnede selv mindepladen og pjattede med, at hun da først ville dø som 100-årig. Derfor holdt hun fast i, at der skulle stå 2063 som dødsår på den.

Teddy Kriegbaum, bror til Kira Petri

- Vores søster var ret afklaret med sin død og bisættelse, og hun lavede faktisk nærmest en drejebog for bisættelsen: Hvor hun ville bisættes, salmerne i kirken og efterfølgende sammenkomst på Odder Parkhotel. Hvad angår mindepladen tegnede hun den selv og pjattede så med, at hun da først ville dø som 100-årig. Derfor holdt hun fast i, at der skulle stå 2063 som dødsår på pladen, selv om hun vidste, hvor det bar hen, fortæller Teddy Kriegbaum og benytter lejligheden til at fortælle om søsteren, der boede i Odder i stort set hele sit liv:

- Kira, der var single, arbejdede som ernæringsassistent på forskellige institutioner i Aarhus i hele sit liv. Hun var et af de mest livsglade mennesker, jeg har mødt, og det tror jeg også, at hun var blandt venner og bekendte. For eksempel hyggede hun sig altid meget med andre AGF-fans, ligesom en masse kolleger på hendes arbejdsplads Behandlingshjemmet Bøgholt troppede op hos mig i Smørum på Sjælland, da hun i efteråret 2020 havde 25 års jubilæum. Da lå hun dødsyg hjemme hos mig og min familie. Kollegerne kom i fire-fem fyldte biler for at hylde hende, siger broderen og fortsætter:

Kærlig hævn

- Jo, trods modgang i det sidste år af hendes liv, bevarede Søs sin sorte humor til det sidste. For eksempel havde hun skrevet i sin drejebog til bisættelsen, at man i kirken skulle høre temasangen fra filmen "Titanic".... også selv om hun udmærket vidste, at jeg ganske enkelt hader den sang. Hun skrev da også i drejebogen, "der fik jeg dig". Søs var med andre ord en kvinde med så meget livsglæde, at vi valgte at lade hende udskyde sin dødsdag på mindepladen. Og se nu bare - så kom hun da i avisen. Det ville hun have grinet meget af.

Annonce
Odder Avis

Hør koncert med børne- og ungdomskoret

Annonce
Odder Avis

Hård blæst ingen hindring for Odder-roere

Annonce
Odder Avis

Karrieren begyndte i 1945: Erfaren spillemand var på besøg

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

Carsten vil lave grøn strøm til at putte i tanken: Store solcelleparker gør din el-regning billigere

Odder Avis

An Odder Band på plænen i Tivoli

Odder Avis

Hør klassiske perler i Ørting Kirke

Odder Avis

De frivillige skal fejres igen

Odder Avis

Kom til vildtparade på Odder Museum

Odder Avis

Soroptimisterne inviterer til genbrugs-modeshow

Odder Avis

Kom til regnbue-café på Centralhotellet

Odder Avis

Kuglen og Keglen holder bagagerumsmarked

Odder Avis

Ukrainske mødre og børn fik en pause fra krigen

Odder Avis

Efter fire mislykkede graviditeter: Nu lever Nicolai og Jannie af legetøj

Odder Avis

Den røde farve er den røde tråd i Tine Mynsters liv - også når livet gør ondt

Odder Avis

Eriks mor fik personligt brev en måned efter sin død: Kommunen burde skamme sig

Annonce