Annonce
Odder Avis

En stærkere læsekultur

Annonce

Vi læser slet ikke så meget, som vi har gjort tidligere, og det betyder, at vores læsekultur er udfordret. Stort set alle undersøgelser på området viser, at flere og flere børn og voksne lader bøgerne stå på hylden, hvis bøgerne altså overhovedet finder vej ind i hjemmet. Undersøgelserne viser også, at dem der læser, de læser mindre, end de gjorde tidligere.

Uden at male fanden på væggen, må vi erkende, at det går den forkerte vej med lysten til at læse. En aktuel undersøgelse af børns læsevaner viser, at kun to ud af ti børn rigtig godt kan lide at læse. Dermed er læselysten i Danmark en del lavere end i mange andre lande vi sammenligner os med. Undersøgelsen viser også, at de danske børn læser dårligere nu end i 2011.

Hvor ligger katten så begravet? Det er naturligvis tydeligt at både børn og voksne i stigende grad bruger tid online på tv-serier, mobilspil og filmklip. Netflix har for eksempel erklæret at deres største konkurrent er søvnen. De er altså udfordret af, at vi skal sove, hvilket i sig selv er skræmmende. Men internet og digitalt indhold er samtidig et sted hvor vi læser og tilegner os information på en ny måde. Det er derfor i lige så høj grad en del af løsningen som det er problemet.

Jeg vil understrege, at vi på biblioteket på ingen måder er modstandere af internet og digitalt indhold. Vi leverer ligefrem rigtig gode online tjenester, der sikrer fri og lige adgang til e-bøger, lydbøger, film, avisartikler, magasiner, videnskabelige artikler, databaser og meget mere.

Det er med andre ord ikke formen eller platformen, men derimod selve læsekulturen, vi er bekymret for. Det er vi, fordi læsning styrker den personlige identitetsdannelse, læsning stimulerer den kritiske sans og læsning skærper evnen til at fokusere, fordybe sig og tilegne sig viden.

Det er alle sammen egenskaber vi skal bruge og i særdeleshed i en verden, hvor mængden af information minut for minut bliver større og større. Det er også en værdi i sig selv at opleve de gode og spændende fortællinger i litteraturen. De får os til at danne vores egne billeder, og de får os til at se verden gennem andres øjne. Derfor er vi på biblioteket også stålfaste på at øge læselysten, og vi har tænkt os at tage arbejdstøjet på og tage ordentlig fat.

Biblioteket kan ikke løse udfordringen alene, og derfor vil vi samarbejde med alle, der vil være med til at bidrage til denne vigtige opgave. På børneområdet har vi allerede taget de første vigtige skridt i samarbejde med kommunens vuggestuer og børnehaver. Her er der indledt et samarbejde mellem sprogpædagoger og bibliotek om at øge børnenes interesse for sprog og litteratur allerede fra et-års alderen.

Det er bare en af mange indsatser vi søsætter for at påvirke læsekulturen. Vi vil også sørge for, at det bliver endnu lettere for dig at få fat i den bog, du søger, at litteratur og fortællinger indgår i mange nye former for kultur og fællesskaber og vi vil hjælpe alle familier med at gøre det sjovere, hyggeligere og endnu mere almindeligt at læse derhjemme.

Annonce
Annonce
Odder Avis

Coronakunst fik ministeriets støtte

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

Lagkage og landsindsamling

Odder Avis

Åben havelåge i en giftfri have

Odder Avis

Sponsorturnering i ekstrem varme

Odder Avis

Gratis yoga under åben himmel

Annonce