Læserbrev: Under normale forhold ville vi her i foråret holde en stribe borgermøder i bl.a. Gylling, Saksild og Odder for at oplyse om de lokale konsekvenser af Kattegatforbindelsen, for mange har endnu ikke opdaget, hvor indgribende planerne er, og hvor ødelæggende de vil være for en lang række af kommunens mindre byer.
Der mangler desuden oplysning om, hvor fremskredne planerne faktisk er.
Men forholdene er som bekendt ikke normale, og demokratiet og foreningslivet ligger underdrejet.
Ib SalomonIkke alle ligger dog underdrejede. Jeg fristes til at sige, at nogle ser fordele ved situationen.
Ikke alle ligger dog underdrejede. Jeg fristes til at sige, at nogle ser fordele ved situationen.
I hvert fald viser en aktindsigt, at Kattegatkomiteen (hvor borgmester Uffe Jensen er næstformand) har vældig travlt med at skrive breve til samtlige Folketingets transportordførere og opfordre dem til, at Kattegatforbindelsen bliver en del af den store aftale om infrastruktur, som skal forhandles her i marts.
Komiteen ser gerne, at der afsættes midler både til en kommende VVM-undersøgelse og til igangsætning af selve projektet.
Eller udtrykt mere kontant: Kattegatkomiteen ønsker at kortslutte den demokratiske proces, som ellers er i gang.
Ifølge den skal der sidst på året fremlægges endnu en forundersøgelse, og først da skal det besluttes, om der overhovedet skal iværksættes en VVM-undersøgelse, altså en vurdering af forbindelsens virkning på miljøet.
Og først når den er afsluttet, skal Folketinget beslutte om forbindelsen skal sættes i værk - altså en lang, men demokratisk proces, som Kattegatkomiteen helt tydeligt helst er foruden.