Annonce
Odder Avis

Næsten normalt: Katrine fejrede huen med familie og venner

De første studenter sprang mandag ud på Odder Gymnasium. Officielt får de først alle deres karakter i næste uge, men de får altså huen på i dag. Foto: Morten Pape
Odder Gymnasium har givet studenter mulighed for at fejre huen med syv af de nærmeste i 25 minutter. Derefter gælder det næste hold.
Annonce

Odder: Familie og venner, dannebrogsflag og boblevand - og en rengøringsdame, der sprittede borde af. Katrine Slyngborg var blandt de første fire gymnasieelever, der mandag morgen fik studenterhuen på under helt særlige omstændigheder.

- Det har været en turbulent tid. Vi har skullet forholde os til én ting, og så blev det ændret dagen efter, fortalte den 18-årige student.

Hun var glad, efter hun mandag morgen havde forsvaret sin store SAP-opgave ved en mundtlig eksamen. Den handlede om klima, og resultatet blev et 12-tal. Derefter blev hun fejret af forældre, søstre, farmor og venner.

- Vi måtte have syv med i dag, og det gav lidt sig selv, hvem de skulle være. Og i næste uge skal vi ud at køre studenterkørsel i to dage. Det var med ret kort varsel, vi fandt ud af, hvordan det kunne blive til noget. Vi skal rundt og besøge familierne, sagde Katrine Slyngborg.

De første studenterhuer blev uddelt mandag morgen, og gymnasiet havde sørget for plads til at fejre de unge.  Foto: Morten Pape

Hendes mor Marianne Slyngborg er selv student fra Odder Gymnasium, og hun er glad for, at hendes datter og de andre studenter får lov at fejre deres huer.

Annonce

Har manglet det sociale

- Det er fantastisk, for der er jo rigtigt meget, de er gået glip af. I hele optakten har de skulle sidde hjemme og studere, det sociale liv har manglet, sagde Marianne Slyngborg.

Men der har også været fordele ved, at undervisningsformen lige pludselig blev ændret.

- Den her krise har gjort, at vi har haft tid til at studere derhjemme. Når man ikke skal op på gymnasiet, er der blevet sparet transporttid. Men alle arrangementer er blevet holdt, og vores gallafest kommer til at indgå i dimissionen. Men det bliver med klassen i stedet for hele skolen, sagde Katrine Slyngborg.

18-årige Katrine Slyngborg fra Odder håber, hun næste år kan komme på en højskole-tur i udlandet. Foto: Morten Pape

Mellem hver gruppe nyudklækkede studenter blev bordene i pyramidesalen gjort rent. Foto: Morten Pape

Ligesom de andre 3. g'ere får hun først resultatet fra sine to skriftlige eksamener i næste uge. Men alligevel tager de studenterhuen på, efter de har været til den mundtlige eksamen.  Den lille fest blev holdt i pyramidesalen, hvor fire studenter fik hue på samtidig. De fik 25 minutter inde i salen, derefter måtte de gå ud. Så blev der sprittet af, og nye studenter kunne få huen på. Sådan fortsætter det hele uge.

Annonce

Uforglemmelig tid

- Og jeg synes, det fungerer meget godt. Det glemmer de aldrig, sagde rektor Lars Bluhme, om de 179 unge, der forlader 3. g.

Katrine Slyngborg blev fejret af sine forældre, Marianne og Frank Slyngborg og sin søster Sarah Slyngborg. Farmor Margrethe Slyngborg, der for nylig er flyttet til Odder, var også med. Foto: Morten Pape

Katrine Slyngborg har også lagt planer for fremtiden. Mandag aften stod den på familiemiddag på restaurant Himmel & Hav, derefter nogle uger i sommerhus og så et sabbatår med et job.

- Til foråret vil jeg på højskole i udlandet, hvor man rejser rundt forskellige steder med en gruppe. Der er næsten et år til, så jeg håber på, det bliver til noget. Og så kunne jeg godt tænke mig at studere noget med medievidenskab eller journalistik, fortalte Katrine Slyngborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odder Avis

TrygFonden sikrer selvhjælpsgrupper

Odder Avis

Energikoncern delte penge ud

Annonce