Odder: Det startede som en rigtig god forretning, da den thailandske kvinde Ann Froberg og hendes familie 7. august slog dørene op til takeaway-restauranten Chopsticasia i Holsteinsgade. Kunderne strømmede til, og begejstringen for primært stedets sushi var stor. Siden 1. oktober er det dog gået tilbage for stedet - måske fordi kunderne har glemt restauranten - når de nu ikke kan komme forbi i bil.
- Ganske som reglerne siger, er der stadig adgang til butikken til fods, men det glemmer folk tilsyneladende, mener Ronnie Froberg, der er gift med Ann Froberg, og som har talt med de andre takeaway-restauranter i Holsteinsgade.
- De oplever det samme problem som os, siger Ronnie Froberg, der godt ved, at beboere og handlende må leve med, at der af og til udføres store gravearbejder på deres gade. Han klandrer da heller ikke Samn Forsyning, der står for gravearbejdet, som er sat i gang for at separere regn- og spildevand.
- Nej, det skal til, men det gør ondt i vores pengepung. Jeg har da også spurgt forsyningsselskabet, om vi kan få lidt kompensation for tabt indtjening. Men det siger de nej til, hvilket jeg inderst inde godt kan forstå. Det er blot lidt svært, når butikken er så ny som vores, og folk knap har lært den at kende. Lige nu har vi i hvert fald ingen drop in-kunder, siger han.
Ronnie FrobergDet gør ondt i vores pengepung. Jeg har da også spurgt forsyningsselskabet, om vi kan få lidt kompensation for tabt indtjening. Men det siger de nej til, hvilket jeg inderst inde godt kan forstå.
Det med kendskab til butikkerne i den opgravede gade betyder tilsyneladende meget. I hvert fald fortæller indehaverne af både garnbutikken Annettes Håndstrik og Hudplejesalonen Glöd, at de ikke har oplevet mærkbart fald i antallet af kunder.
- Hos mig giver det lidt selv selv, idet de fleste af mine kunder bestiller tid på forhånd. Men jeg forstår godt, hvis det kan være svært for en ny takeawayrestaurant. Så jeg kan kun opfordre folk til at huske på os alle her i gaden, siger Jane Nissen, idehaver af Grün.
Færdig til december
Projektchef Marianne Rasmussen fra Samn Forsyning bekræfter, at selskabet ikke giver kompensation for tabte indtægter på grund af gadelukninger.
- Nej, det kan vi ikke, men vi er forpligtiget til altid at holde adgangen til butikkerne åben, og det gør vi også i Odder. Jeg har dog fuld forståelse for de borgere, som bliver generet af vores gravearbejde. Men det kan nok ikke undgåes helt, siger hun.
Jens Christian Marcussen, projektleder på Samn Forsynings arbejde i Holsteinsgade regner med, at gaden vil være farbar igen 3. december. Når den sidste maskine er forlader gaden, vil hele Holsteinsgade være separeret.