Odder: Byrådet vedtog mandag aften en ændring af styrelsesvedtægten for at få indskrevet en borgerrådgiver i teksten.
Formålet med Borgerrådgiveren er at styrke dialogen mellem borgerne og deres kommune samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed.
Borgerrådgiveren er uafhængig af den kommunale forvaltning og etableret i et samarbejde med Randers, Favrskov, Norddjurs, Skanderborg, Horsens og Skive kommuner.
Penge til en dag om ugen
Der er afsat 170.000 kroner i Odder Kommunes budget til borgerrådgiverfunktionen, som svarer til en arbejdsdag om ugen.
Det betyder, at borgerrådgiveren hver onsdag er i Odder.
Det var Enhedslisten, der i marts 2019 satte ønsket om en uafhængig borgerrådgiverfunktion på byrådets dagsorden.
Whistleblowerordning på vej
I samme ombæring blev også en whistleblowerordning diskuteret med henblik på at involvere borgerrådgiveren i det, men den del var ikke med i den ændrede styrelsesvedtægt, som byrådet i enighed godkendte mandag aften.
Selvom også John Rosenhøj (DF) nikkede ja, undrede det ham, at whistleblowerordningen ikke allerede var indeholdt i den nye styrelsesvedtægt.
- Hvorfor er whistleblowerordningen ikke en del af det nu, spurgte han borgmesteren.
- Det kommer der en sag om efter sommerferien, lovede borgmester Uffe Jensen (V).