Odder: Den kommende ejer af Køhls Observatorium i Åbygade bliver Charlotte Reinholt. Hun ejer også astromens gamle hus, Villa Carina, som ligger på samme grund.
Et flertal i byrådet besluttede salget af observatoriet på sit seneste møde, hvor medlemmerne på den lukkede del af mødet behandlede de tre bud, som var kommet ind, efter at det kommunalt ejede observatorium var blevet sat til salg.
Uden at ville oplyse salgsprisen oplyser borgmester Uffe Jensen (V), at valget faldt på Charlotte Reinholt af to grunde: Dels bød hun højst, og dels har hun realistiske planer med bygningen.
Observatoriet i nyere tid
Villa Carina var fra 1991-2012 kommunalt ejet, og rummede i mange år Lokalhistorisk Arkiv. I den periode stod observatoriebygningen uden tårn og træskelet og gik mere og mere i forfald.
Det førte i 1990'erne til, at en gruppe borgere dannede Carina Observatoriets Venner. De fik i 2001 sat en ny tårndel op og sat nogle stenmure på plads. I 2008 kom der også en kuppel på, men herefter gik foreningen langsomt i sig selv.
I 2012 blev huset solgt fra, mens observatoriebygningen i baghaven fortsat var kommunalt ejet. Rent praktisk har bygningen været låst af.
Sidste år modtog Odder Kommune en henvendelse fra en mulig køber. Det førte til, at bygningen blev sat udbud, og at der indkom tre bud. Det ene fra Charlotte Reinholt, et andet fra Odderegnens Forening for Bygnings- og Landskabskultur, som ville stifte en støtteforening, hvis man vandt budrunden. Navnet på den tredje budgiver er ukendt.
På byrådsmødet 1. marts besluttede et stort flertal at sælge til Charlotte Reinholt. Imod stemte den konservative Martin Mikkelsen, som mener at Odderegnens Forening for Bygnings- og Landskabskultur skulle have haft observatoriet. Klaus Rafael Jensen, der også er konservativ, undlod at stemme.
Den nye ejer kan ikke rive observatoriet ned, uden først at spørge byrådet om lov. Vil politikerne bevare observatoriet, kan de nedlægge et såkaldt paragraf 14-forbud og efterfølgende lave en såkaldt bevarende lokalplan.
- Jeg synes, det giver god mening, at villaen og observatoriet igen kommer til at ligge på samme matrikel. Samtidig fornemmer jeg, at den nye ejer vil passe godt på den kulturarv, som observatoriet jo er, siger han.
En perle
Uden at ville holdes op på andet, end at hun fremover vil sørge for den udvendige vedligeholdelse, er Charlotte Reinholt helt enig i, at hun er et godt bud på en person, som vil passe på observatoriet. Nøjagtig som hun har gjort det med Villa Carina, som hun har sat i stand i dyb respekt for Torvald Køhl og de spor, han satte i huset. Blandt andet findes der i villaen et gammelt vægmaleri, som aldrig er blevet fjernet, ligesom der på hver dør på førstesalen er skrevet et stjernenavn.
Charlotte ReinholtJeg har i de forgangne år læst rigtig meget om Torvald Køhl, men jeg kan stadig lære mere. Og det skal jeg.
- Jeg har i de forgangne år læst rigtig meget om Torvald Køhl, men jeg kan stadig lære mere. Og det skal jeg, når jeg nu har været så heldig at erhverve både hans hus og nu også observatoriet. Det hele emmer af hans tilstedeværelse, og det vil det blive ved med, så længe jeg bor her, siger den nye observatorietejer, som får nøglen til kuppelhuset 1. april. Herefter vil hun løbende sætte først det udvendige i stand - og med tiden skal penslerne sikkert også svinges indendørs.
- Jeg har ikke aktuelle planer om at bruge bygningen til andre formål end som baghus, men uanset hvad, vil alt blive lavet i respekt for kuplen og Torvald Køhls lille studérværelse i bygningen, siger Charlotte Reinholt, der også priser den gamle have bag Villa Carina.
- Vi har nu boet her i ni år uden at ændre ret nævneværdigt på haven. For hvorfor skulle vi det, når vi nu har fundet en lille perle midt i byen, siger hun og lover at være imødekommende, hvis nogen skulle ønske at komme ind i haven for at se det lille observatorium tæt på.
- De må dog gerne lige henvende sig på forhånd, før de går ind i haven eller til observatoriet, siger hun.
Fortrøstningsfuld
Salget til Charlotte Reinholt betyder også, at Odderegnens Forening for Bygnings- og Landskabskultur ikke havde held til at få fingrene i observatoriet. Foreningen bød ellers og havde planer om at stifte en støtteforening, hvis man vandt. Men det skete altså ikke.
Til det siger formanden Nicolai Bisgaard:
- Byrådet valgte at sælge til en anden, og det må man respektere. Nu er jeg blot glad for, at den nye ejer tilsyneladende vil passe godt på både hus og observatorium. Det glæder mig meget.